Anmeldelse: Samtaler med venner af Sally Rooney

Titel: Samtaler med venner. Forfatter: Sally Rooney. Sider: 336. Forlag: Rosinante. Oversætter: Karen Fastrup. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Rosinante ★★★☆☆

“Det trøstede mig at vide, at mit venskab med Bobbi ikke kun eksisterede i min erindring, og at de tekstlige beviser for hendes kærlighed til mig om nødvendigt ville overleve hendes aktuelle kærlighed. Dette havde af indlysende grunde også ligger forrest i min bevidsthed, dengang vi slog op. Det var vigtigt for mig, at Bobbi aldrig ville kunne benægte, at hun engang havde holdt meget af mig”.

Sally Rooney skildrer nutidigt kvindeliv i det pulserende intellektuelle miljø i Dublin med en skarp sans for relationer mellem mennesker. Desværre fik romanen mig til at tænke lidt for meget på Fifty Shades undervejs. 

Samtaler med venner bliver kaldt for det 21. århundredes Bonjour Tristesse bare overført til Dublins litterære miljø. Jeg elskede Bonjour Tristesse, og når Samtaler med venner lover en menage a quatre, så må man da læse med.

I romanen møder vi den biseksuelle Frances, der går på universitetet og er i praktik hos en litterær agent i Dublin. I sin fritid digter hun og optræder til poetry slams med den smukke og selvoptagede veninde Bobbi. Efter et oplæsningarrangement møder de fotografen Melissa og hendes mand, skuespilleren Nick. Frances, der ellers distancerer sig fra følelser, bliver mere og mere betaget af det ældre par, og pludselig er en uskyldig flirt med Nick blevet til et dybere forhold. Og efterhånden som Frances forhold til Nick, sin besværlige far og ikke mindst Bobbi kompliceres, bliver det sværere for Frances ikke at lade sine følelser påvirke hendes beslutninger.

Venskabet mellem Bobbi og Frances har fra starten været specielt, om det fortæller Frances: “Bobbi og jeg lærte hinanden at kende i gymnasiet. Dengang holdt Bobbi stædigt fast ved sine meninger og fik ofte eftersidninger for den type krænkende opførsel, vires skole kaldte ‘forstyrrelse af undervisningen’. Da vi var seksten fik hun piercinger i næsen og begyndte at ruge. Der var ikke nogen, der kunne lidt hende. Engang blev hun midlertidigt bortvist, fordi hun havde skrevet ‘fuck patriarkatet’ på væggen ved siden af et gipsaftryk af krusifikset. “ Da de to tætte veninder møder det anderledes og dragende par, Melissa og Nick, sker der undervejs små brud i venskabet, der alligevel ikke er så skudtæt, som pigerne ellers først troede. Den synergi og melankoli, der kan ligge i venskabet mellem kvinder, har Rooney forstået at udtrykke til fulde. Næsten som Elena Ferrante gør det med Lila og Elena.

Rooney udforsker relationer mellem mennesker, mellem kunst og kærlighed, mellem sprog og tavshed. Samtaler med venner er en roman, der kan synes simpel i sin fremstilling, men som for den tålmodige læser har mange flere lag at dykke ned i. Den er intellektuel, kunstnerisk, skarp. Den skiftevis udfordrer og fornøjer sin læser. En fortælling om de valg og fravalg alle mennesker må tage.  At vælge at gå i seng med et andet menneske men ikke selv kunne vælge, om man skal have følelser for det.

“Ingen, der kan lide Yeats, er i stand til at være intime med andre mennesker”.

Samtaler med venner er en udmærket roman, der dog aldrig helt fangede mig. Jeg synes ikke, at den levede helt op til Bonjour Tristesse, men at den hellere skal stå for sig selv, som det den er på sine egne vilkår. Og så tænkte jeg for mange gange på Fifty shades undervejs ift. de mange besked/mail-korrespondencer og savnede mere menage a quatre. Der var mere bare menage duo faktisk. Er der noget, der hedder det, overhovedet? Nå, det kan vi tænke lidt over i mellemtiden.

Anbefales til læsere, der var vild med Just Kids, Bonjour Tristesse, Villa America, Der er ingen ende på Paris og Hun sagde det selv.

Følg og like liftix

Skriv et svar