Anmeldelse: Faith af Mich Vraa

Titel: Faith. Forfatter: Mich Vraa. Sider: 472. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★★

“Vestindien er mit hjem, og jeg elsker Sankt Thomas; de frodige bjergsider, det lysende blå vand, den klare himmel og friske havluft, øens mennesker. Men jeg kan ikke hævde at jeg interesserer mig for om øerne er danske eller amerikanske eller noget tredje. Helst så jeg, som så mange her, at de var sig selv. At de ikke var ejet af nogen fjern magt som i sidste ende handler i egen interesse. Men vi kan ikke afgøre vores skæbne; altid har vi været andres ejendom. En handelsvare, ubetydelige prikker på globusens blå, der kan skifte hænder lige så nemt som en tønde råsukker eller et fad rom eller – engang for forbavsende kort tid siden – en sort slave”.

Mich Vraas tredje og sidste del om Dansk Vestindien er en overbevisende og stærk fortælling om en ung kvindes arv, om de første danskere på øerne, om slaveoprør, mislykket kolonisering og missionsarbejde. 

Mich Vraa er tilbage med sidste del i sin anmelderroste trilogi om Dansk Vestindien. I marts 1917 overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith Netlock, ung fotograf i Charlotte Amalie, overværer ceremonien med blandede følelser. Hun har aldrig følt sig som dansker, og hun ved, at hun aldrig vil blive amerikaner. Men magtskiftet får voldsomme konsekvenser for den unge kvinde, der er arving til Solitude-plantagen. Faith er historien om, hvordan Danmark vandt og efter 250 år atter mistede sin koloni i Vestindien. Men først og fremmest er det en handlingsmættet og intens fortælling om en stærk kvinde i et helt særligt øjeblik i historien.

Efter at have læst og elsket Haabet og Peters kærlighed var mine forventinger til Faith tårnhøje. Og Mich har lovet, at der denne gang er endnu mere kærlighed med, noget et par af os anmeldere savnede lidt i Peters kærlighed, der også omhandlede politik og krig en del. Jeg havde ikke meget mere end læst de første tre linjer, før jeg allerede var bjergtaget og igen rejst med Mich Vraa tilbage til Jomfruøerne.

Som med sine forgængere er romanen bygget op omkring dagbøger, notater, udskrifter og breve, en form der kræver en opmærksom læser, men som også giver en unik vinkel på fortællingen, der på den måde bliver mere kompleks og efterhånden som siderne vendes afslører mere og mere. Af bare et par af handlingssporene kan nævnes i vilkårlig rækkefølge: 1917: Faith Netlocks dagbog. Øerne bliver solgt af Danmark til USA. 1852: Professor J. Wilkens tale under Folketingets drøftelse om et muligt salg af Dansk Vestindien. 1666: Præst Kjeld Jensens optegnelser, reden ved Sankt Thomas. Kjeld Jensen er kommet til Dansk Vestindien for første gang, for sammen med den nye guvernør, eventyreren Erik Nielsen Smit, at lede koloniens mænd og kvinder og bringe deres civilisation og tro til dette nye smukke men primitive sted. 1680: Guvernør Jørgen Iversen Dyppels memoirer, Sankt Thomas. 1830: Professor Mikkel Eides notater om flora og fauna i Dansk Vestindien. 1866: Marie Eide skriver breve til sin søn Carl Netlock (Faiths far), Sankt Thomas. Hun efterlader ham en kiste med gamle breve og dokumenter. 1866: Maria Eides dagbog. 1878: Maria Eides dagbog. Sankt Croix brænder. 1878: Carl Netlock skriver brev til sin franske ven Fernand Bernard, Christiansted. 1878: Carl Netlocks dagbog 1917: Bear Johnson Jr. i breve til sin far Bear Johnson, Charlotte Amalie.

Første Verdenskrig er romanens historiske bagtæppe og den egentlige årsag til, at USA køber øerne af Danmark. Havnen i Sankt Thomas og Sankt Croix er vigtige i kampen mod Det Tyske Kejserrige, men ingen af øernes beboere er blevet spurgt. Selvom slavehandlen officielt er blevet afskaffet, er Vestindien stadig underlagt fremmede landes magt. Og Dansk Vestindien er samtidig blevet til De Amerikanske Jomfruøer. Faith Netlock bor der, men føler sig hverken som dansker, amerikaner eller Vestinder. Hun er først og fremmest barn af den caribiske virkelighed: en blanding af de sorte slaver, de hvide tilflyttere og øernes oprindelige folk, tainoerne. Også også her gør Vraas roman os klogere, i et spændende møde med Taino-folket, som af koloniens folk betegnes “indianere”. Ondskaben er heller ikke blevet mindre her i tredje og sidste del om den danske kolonimagt: “Negre er måske nok hæslige og dyrisk begavede. Men arbejde, det kan de. De blev vores redning. De ryddede skoven. De anlagde plantagerne. De byggede vores Vestindien”, således betegner fx en af de første danskere på øerne dets beboere.

Kendetegnende for Mich Vraas bøger om Dansk Vestindien er, at de mange forskellige personers historier lidt efter lidt flettes sammen, men det vil jeg lade være op til den enkelte læser selv at opdage. Jeg nød især at være med tilbage i 1600-tallet, da de første danskere forsøgte at kolonisere øerne, men måtte opgive, når sygdom og naturkatastrofer som et slags ondt forvarsel vaskede al byggeriet væk, eller når munken Johan Dober indser: “I den hvide overklasses fort kan jeg ikke missionere blandt de elendige!” Hvis han under slaveoprøreret i 1733 overlever den gule feber, må han altså forlade guvernørens hus og leve i armod og byrdefuldhed med de sorte for at frelse dem.

Faith er desuden fyldt med fantastiske sprogperler som denne, der ramte mig og sad i mig længe efter afsluttet læsning: “Det er sorte der kæmper mod sorte. Nogle af husnegrene er loyale over for de hvide plantere, andre driver oprøret og flammerne over Sankt Croix’ sukkerslette i ubændigt had”.

Mich Vraa har gjort det igen. Jeg anbefaler Faith på det varmeste. Til alle der elskede Michs Vraas foregående bøger om Dansk Vestindien eller bare til alle, der går op i vores fortid som kolonimagt eller som holder af en god, gennemført historisk roman.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.