Anmeldelse: Lone Star af Mathilde Walter Clark

Titel: Lone Star. Forfatter: Mathilde Walter Clark. Sider: 426. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★

“Men det er allerede for mange billeder, for meget viden. Indtil videre er min far en form der fører på sig i mørket, et ord, Daddy, og lyden af min mors stemme. Han er lavet af papir som er foldet to gange på tværs og kommer ind ad brevsprækken i nogle aflange kuverter med røde og blå striber langs kanten. Selvom jeg aldrig har mødt ham, i hvert fald ikke så længe jeg kan huske, har jeg en stærk fornemmelse af at han var vigtig, måske et af de vigtigste mennesker i mit liv”. 

Lone Star er en sprogligt overbevisende og rørende fortælling om de historier, vores forældre fortæller os, og som vi fortæller os selv og hinanden.

Mathilde Water Clark skriver sig med Lone Star ind i en lang tradition af forfattere, der med succes er dykket ned i sin egen slægts historie og har taget af hovedstolen. Det er ikke alle familiehistorier, der er interessante. Ellers ville vi alle sammen skrive vores. Men der, hvor de rigtige dygtige forfattere kan noget er, hvor deres egen personlige historie bliver pakket ind i en litterær form, der ikke bare sprogligt er en poetisk fornøjelse, men hvor fortællingen bliver vekommende, og hvor læseren kan genkende sig selv. Det kan vi hos Mathilde Walter Clark.

Vellykkede eksempler på nyere udgivelser, hvor forfatteren tager af hovedstolen og gør det private offentligt er Thomas Korsgaards romaner om Tue, Merete Pryds Helle og Maria Hellebergs slægtsromaner Folkets skønhed og Kvinderne fra Thy, men også norske Vigdis Hjorth og Linn Ulmann, hvor især sidstnævnte bearbejder far-datter forholdet, ligesom det er tilfældet i Lone Star hos Mathilde Walter Clark. Senest har Leonora Christina Skov fået et folkeligt gennembrud med romanen Den, der lever stille om sin psykisk ustabile og kontrollerende mor, og har samtidigt med sin skriveproces delt åbent og flittigt om arbejdet med det selvbiografiske stof. Og vi elsker det. Det skaber for læseren en glædelig forventning, og en følelse af, at man har lidt aktier i udgivelsen, når den ser dagens lys. Sådan har jeg haft det med Mathilde Walter Clark, som jeg også har fulgt på Instagram, når hun har delt alle sine overvejelser om at skrive om sin fraværende far, derovre i USA.

Da Mathildes stedfar dør, bliver det startskuddet til en række betragtninger om sin egen far. For hvad sker der, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Hvem foræller hende det så? Af skræk for at fortiden skal gå til grunde i hendes erindring, går hun i gang med at skrive den bog om sin far, som hun altid har vidst at hun skulle skrive.

Mathildes far er opvokset i en hvid angelsaksisk familie i sydstaterne, der allerede dengang faren blev født, havde boet i den lille by i Texas i generationer. Moren er familiens livgivende midtpunkt, og faren familiens øverste myndighed. John er ud af en søskendeflok på fem. Selv er Mathilde Walter Clark vokset op alene med sin mor i Danmark, blandt kvinder og med faste sendetider og rent sengetøj. Der er noget Christina Hesselholdt og lidt Helle Helle over den måde, Clark beskriver tingene, de fysiske, der er omkring datteren, moren, faren. Hvordan de tager stilling til ting, og hvordan flyttekasserne bliver symbolet på den rodløse barndom, hvor Mathilde hele tiden flytter rundt med sin mor. Pakker ned, pakker ud, lærer at stable flyttekasserne, lærer at folde dem igen, når de bryder op. Farens kone har aldrig rigtig brudt sig om Mathilde. Ikke som barn, når hun tilbragte somrene med sine søskende i St. Louis, Mathilde er spoiled og greedy, hvilket synes at være stedmoderens beskrivelse af Mathilde, og en sætning der gentager sig flere gange i romanen. Efter en konflikt kulminerer er forholdet for altid forandret, og det er tydeligt, at faren ligger under for den magt, stedmoren har. Hun er over ham som en rovfugl, da Mathilde som ung besøger dem i USA med sin kæreste, og faren ikke har fortalt om besøget: Did you know she was coming, John? Mathilde føler sig som et besvær.

Det er tydeligt, at det har været svært for MWC at skrive om sin far, vælge ud i billeder, tekster, gamle dagbøger og breve. Hvordan skriver man om et hele menneske? Et helt liv? Og kan man, som i citatet fra Linn Ullmanns De urolige på bogens første side, sørge over er menneske som stadig lever?

“Siden jeg var i tyverne, har jeg vidst at jeg en dag ville blive nødt til at skrive om min far. Måske har jeg vidst det i længere tid, måske har jeg vidst det siden jeg første gang besøgte ham og hans familie i St. Louis.”

Jeg var vild med de litterære referencer undervejs i romanen til fx Siri Hustvedt og Paul Auster værker, der også kredser omkring fædre og barnets forventninger til dem. Undervejs reflekterer Clark også over det at skrive om sine forældre, når de stadig lever. Hun nævner en forfatterkollega, som jeg påtænker kun kan være Leonora Christina Skov, der har sagt, at vi først er fri, når vores forældre er døde. Først når de er væk, kan vi skrive om dem uden at tage hensyn eller såre dem. Men Clark kan ikke vente til faren dør. Det skal være nu. Det er døden, som hun er angst for. At miste ham uden at have kendt ham. Hun vil erindre, imens hun stadig kan huske. Hun vil skrive ham frem, så han er andet end de blå og rødstribede kanter på kuverten , så det store ocean imellem dem bliver mindre. For Clark er hendes sprog på en gang frygteligt ensomt, fordi hun ikke deler det med sin amerikanske far, på en anden måde hemmeligt og trygt. Som en skriftestol uden præst. “At sy en kvilt minder ikke så lidt om at skrive en bog. Som hun [Grandma Clark] syede sekskanter sammen, syr jeg i min fortid. Jeg trækker erindringerne ud af mørket, fragmenter, glimt, scener, og stykker dem sammen på papiret. Hver enkelt del står for mig, på en gang klar og flosset i kanten, som en stofsekskant”. 

Romanen er en vekslen mellem barndomserindringer og fortællinger om Mathilde Walter Clarks liv som forfatter med litterære rejser, foredrag og artikler, der sammen væves til en historie om et barn der vokser op og bliver forfatter, som må skrive sin egen historie om sin far, for ikke at glemme den. For at kan blive mere end bunken af amerikanske breve, hun så fint har bundet sammen og opbevaret i en frygt  for, at han ellers helt vil forsvinde, at han kun er et udspring af hendes fantasi. Men Lone Star er ikke kun Mathilde Walter Clarks egen historie om sin far, det er en storslået fortælling om hendes slægt, The Ur-Clarks, med aner helt tilbage til Sydstaternes slaveri, Borgerkrigen og foreninger som Daugthers of The Confederacy. Jeg nød det historiske tilbageblik, og at gå med Clark på rejse i Our Clark Family 1740-1998, skrevet af Cora Clark, der hed Clark på både mødrene og fædrene side, og som viede sit liv til at forske i Clark-slægten. På den måde er Lone Star ikke kun Mathilde Walter Clarks resultat af at søge sin egen personlige fortid i sin far, men om en hel familie, en hel, slægt, en hel stat. The Lone Star State. En gribende roman om at erkende sit ophav, føle sig hjemme og samtidig fremmed i sig eget fædreland.

“Længslen efter det tabte synes følt med en intensere vildskab, trangen til at mytologisere og romantisere heftigere end noget andet sted.”

Jeg var fanget fra første i side i Lone Star side og havde tårer i øjnene på den sidste. Clark skriver nøgternt og med en sproglig skarphed, der rører læseren og skaber billeder for denne. Anbefales til læsere, der elskede De urolige, Den der lever stille, Alt må vige for natten, Den fabelagtige familien Frank, Glasslottet, De og lignende romaner.

“Måske er faderen ligefrem en mytologisk nødvendighed i enhver piges verden”.

Følg og like liftix

Skriv et svar