Filmanmeldelse: Lykke-Per af Bille August

Lykke-Per af Bille August
Præmiere: 30. august
Spilletid: 2 timer 42 minutter
★★★★★

Filmbeskrivelse
Filmen ‘Lykke-Per’ er baseret på den delvist selvbiografiske roman af Henrik Pontoppidan fra 1898. På jagt efter lykken flytter Per væk fra Jylland og sin strenge opvækst i et religiøst hjem, og sætter sejl mod København for at studere til ingeniør og realisere et energiprojekt, baseret på vind- og bølgeenergi. I hovedstaden får Per kontakt med Ivan fra den rige jødiske familie Salomon, som fascineres af Pers ambitioner, og som vil hjælpe ham med at føre det ud i livet. Hos familien Salomon får Pers projekt næring, og Per forelsker sig i datteren Jakobe, og hun fascineres af Pers ihærdighed og må til sidst give efter for kærligheden. Trods al sit held og fremgang har Per svært ved at slippe af med barndommens sår, og han frygter, at han nu som voksen vil komme til at gentage faderens adfærd.

Min vurdering
Filmen er som bogen, in my humble opinion, et mesterværk. Skuespilspræstationer er i topklasse. Esben Smed gør Per Sidenius’ forvirrede sind levende for os, og Katrine Greis-Rosenthal får os til at føle med Jakobe, så det mærkes helt ind i hjertet. Esben Smed formår virkelig at levendegøre og dramatisere den sorg og skam Per bærer rundt på, hvordan han aldrig finder ro, hvordan han kun kan frigøre sig ved at leve alene og ulykkeligt, hvordan barndomshjemmet, kristendommen og den tunge arv hele tiden trækker ham hjem, hvordan han gang på gang søger at være sin egen lykkes smed selv men aldrig rigtig finder sin plads i samfundet. Særligt var jeg imponeret over scenen, hvor Esben Smed viser os, hvordan Per Sidenius’ barndoms kirkeklokkers bimlen sniger sig ind på ham som en angst, der lukker alt andet ude.

En perlerække af danske stjerneskuespillere medvirker således til at gøre Pontippidans hovedværk til en storfilm, men adaption fra bog til film har som altid det skabervilkår, at der må udelades noget. Pontoppidans fire-binds værk kan ganske enkelt ikke koges ned til en biograffilm, heller ikke selvom den varer to timer og 42 minutter. Boglæsere vil derfor nok savne Pers heftige og forbudte kys med Jakobes frivole søster Nanny, Baronessen i Rom og den egentlige historie bag bysten er skåret fra, vi ser kun Per får den lavet i Rom og ikke, hvordan han egentlig får råd til sådan en ekstravagant luksus. Ligledes får Jakobe i filmen foretaget en abort, efter at Per bryder forlovelsen, uden at vide, at Jakobe er med barn, men i bogen, hvor Per heller ikke ved, at han skal være far, afbryder Jakobe ikke graviditeten, men føder et dødt barn. Og så har Bille August taget sig den kunstneriske frihed at omskrive hele slutningen. I bogen dør Per alene i Vestjylland som ensom og fattig vejmåler og testamenterer sin beskedne formue til Jakobe og hendes fattigskole, som jo i bund og grund også er Jakobes gave til Per; så fattige børn aldrig skal opleve at vokse op under dårlige vilkår og bære skyld og skam med sig hele livet, men i filmen mødes Jakobe og Per en sidste gang, inden han dør. Jeg gik egentlig med på den kompromis, fordi jeg ser filmen og bogen som to værker for sig, og så fordi scenen er så rørende og hjertebristende, at man ikke kan andet end at holde af den. Som forfatteren Elena Ferrante har udtalt, når hun bliver spurgt, hvad hun synes om filmatiseringerne af hendes romaner: “Jeg går ikke i biografen for at se min bog, men for at se hvad en anden har set i den“. Og netop på samme måde, synes jeg også, at vi skal gå til Bille Augusts fortolkning af Henrik Pontoppidans Lykke-Per.

Alt i alt en fantastisk film; skuespillet, scenografien, musikken. Eminent. Scenen på trappen: “De skal være min, ikke sandt?” Seerens hjerte næsten går i stå og en knappenål vil kunne høres falde til jorden, så rørende er den instrueret. Bille August har vakt et mesterværk til live. Jeg håber Lykke-Per får al den opmærksomhed som han fortjener. En universel og eviggyldig fortælling om at være menneske på godt og ondt.

Følg og like liftix

Skriv et svar