Anmeldelse: Alias Grace af Margaret Atwood

Titel: Alias Grace. Forfatter: Margaret Atwood. Sider: 550. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Oversætter: Marit Lise Bøgh. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★★

“Mens han skriver, føler jeg det, som om han tegner mig; eller ikke tegner mig, tegner på mig – tegner på min hud – ikke med den blyant, han bruger, men med en gammeldags fjerpen, og ikke med pennespidsen, men med fjerspidsen. Som om hundredevis af sommerfugle har slået sig ned overalt på mit ansigt og blidt åbner og lukker deres vinger.” 

Margaret Atwood har med Alias Grace formået at gøre den virkelig historie om tjenestepigen Grace Marks, der i 1843 blev idømt fængsel på livstid i Canada for mordet på sin arbejdsgiver og dennes tjenestepige, til en kriminal-historisk og autentisk roman om skyld, skam, mordgåder, undertrykt kærlighed og en spændende udforskning af psykiske lidelser i det 19. århundrede. 

Margaret Atwood bliver læst, genudgivet og filmatiseret som aldrig før. Herhjemme har især Tjenerindens fortælling fået en fortjent revival med Lindhardt og Ringhofs smukke udgivelser og ikke mindst tv-serien med Elisabeth Moss i hovedrollen som Offred i det dystopiske diktatur Gilead. Her i september udkom næste bind i serien Den blinde morder, og senest er Alias Grace også blevet til en Netflix-serie, så Atwood-feberen fortsætter.

I 2017 udkom Alias Grace, der også kan ses som tv-serie på Netflix netop nu, men jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle læse og anmelde bogen, inden jeg så serien. Alias Grace er en blanding af fiktion og fakta, og tager sit afsæt i en af de mest berygtede mordsager i Canadas historie. I 1843 idømmes den kun sekstenårige Grace Marks livsvarigt fængsel for at være medskyldig i mordet på sin arbejdsgiver og dennes husholderske. Grace kan intet huske fra dagen, hvor mordene fandt sted, og mange er af den opfattelse, at hun er ond eller ligefrem sindssyg. Dr. Simon Jordan, specialist i mentale lidelser, opsøger Grace i fængslet, hvor hun fortæller ham sin historie, og han forsøger at hjælpe hende.

Romanen starter med udklip fra Toronto Mirror avisens, der har trykt straffebogen for Kingston Tugthus i 1843, som er der hvor Grace sad fængslet og derefter en sang, en slags folkevise skrevet på mordet samt billeder af Grace Marks og James McDermott. Allerede her formår Atwood at blande fakta med romangenren, og det virker godt. Det sætter scenen og gør fortællingen troværdig, hvilket efterfølgende bliver bakket godt op af Atwoods eminente 1800-tals sprogbrug og ordforråd.

Jeg var fuldstændig betaget af historien, der bliver fortalt af Grace selv. Hendes selvironi midt i al elendigheden, at hun selvom hun har været fængslet i 16 år, måske endda uskyldigt dømt for mord, kan finde humor i, at blive kaldt en morderske, eller at fængselsinspektørens kones fine damer, når de kommer til te er som fanger selv bag deres kjolers ståltrådskrinoliner. “De er som fuglebure; men hvad er det, der bures inde? Ben, dameven; ben spærret inde, så de ikke kan slippe ud og komme til at gnubbe sig op ad herrers bukser”.  Som altid med Atwood er der jo et feministisk ærinde i hendes romaner. Alias Grace er ingen undtagelse. Den handler om kvinders liv og vilkår i midten af det 20. århundrede. Om kvinder der ingen rettigheder har, om en kvinde der bliver dømt, måske uskyldigt..

For at få en mildere straf, fik Graces advokat hende erklæret sindssyg og bad hende spille rollen, det var det bedste for alle. Men Grace er ikke sindssyg. En læge har beordret, at hun behandles med skånsomhed og således bruger Grace dagligt også kogle timer som tyende i fængselsinspektørens familie. Da den unge sindssygelæge Dr. Simon Jordan opsøger Grace i fængslet er han klar over, at hun ikke er sindssyg, men Grace har med god grund frygt for læger og han vinder ikke hendes tillid eller fortrolighed lige med det samme.

Grace Marks har givet op. Hun har affundet sig med sin skæbne. Men Dr. Simon Jordan er en drømmer, en idealist, der kæmper for at kurere de sindssyge. Hans egen mor forstår ham sågar ikke, hun deler med resten af samfundet den opfattelse, at de sindssyge ikke kan frelses: “Det er prisværdigt at ønske at lindre menneskelig lidelse, men de sindssyge må dog, ligesom idioter og krøblinge, forskylde det almægtige forsyn deres tilstand, og man bør ikke stræbe at ændre bestemmelser, som visselig er retfærdige, om end uransaglige for os” skriver hun i et brev til sin søn, da han netop er ankommet til Sindssygeanstalten i Toronto.

Som mange læsere kender det så godt fra fx Mich Vraas trilogi om Dansk Vestindien, er også Alias Grace en fortælling sat sammen af historiske dokumenter, optegnelser, personlige breve, notitser, og så selvfølgelig den bærende jeg-fortælling, der følger Grace’ liv, og den alvidende fortæller med Simon som synsvinkel. Dette fortælletekniske greb gør noget helt specielt ved romanen, det gør den vedkommende, autentisk og spændende, jeg nød det.

Alias Grace er en yderst interessant og spændende historisk roman, som jeg anbefaler til alle Atwood-fans, eller bare til alle, der nyder en Sherlock Holmsk’ agtig mordgåde.

Følg og like liftix

2 Replies to “Anmeldelse: Alias Grace af Margaret Atwood”

  1. Jeg har set serien på Netflix og den var virkelig god! Kan være jeg burde kaste mig over bogen en dag, den lyder i hvert fald mindst lige så god som serien 🙂

    1. Når det kommer til Atwood, så kan jeg faktisk bedst lide bøgerne. Går død i tv-seriene allerede i første afsnit, men det er måske netop fordi jeg har læst bøgerne. Skete både med Tjenerindens fortælling og Alias Grace.

Skriv et svar