Anmeldelse: Pasfotos af Einar Már Gudmundsson

Titel: Pasfotos. Forfatter: Einar Már Gudmundsson. Sider: 373. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Oversætter: Erik Skyum-Nielsen. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★★

“Vi tillod os at drømme og levede i en tid præget af eksperimenter, raketter blev skudt ud i himmelrummet, og bevidstheden videde sig ud ligesom alt, der var i færd med at blive til og fødes”. 

Pasfotos er en rejse med islandske Einar Már Gudmundsson tilbage til de norske fjelde og 1970’ernes frie ungdom, og jeg havde pakket min kuffert allerede fra første side. “De seneste dage har fjeldet hjemsøgt mig, eller snarere sommeren på fjeldet. Den norske sommer, har jeg tilladt mig at kalde den. Jeg kommer med det samme til at tænke på Hamsuns roman Pan, når jeg tænker tilbage på fjeldet og sommeren, og så kommer jeg også til at tænke på kærligheden”. Sådan indleder Gudmundsson en af de bedste erindringsromaner, jeg har læst i flere år.

Pasfotos tager afsæt i Gudmundssons egen ungdom i 70’erne. Romanens jeg-fortæller, Halli, Harald Markus Olafsson, ser tilbage på den svundne sommer, da han var en ung digter og verden stod åben for ham med drømmene intakte og idealerne store.  Sammen med sin ven Jonni, tager Halli fra Island til Norges fjelde for at grave grøfter og spare penge op til at rejse rundt i Europa. Med sig har de Knut Hamsun, der om nogen ved noget om kærligheden og at være en sulten poet: Det var omkring den tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania.

Jeg var vild med sproget, stemningerne, og alt det sanselige, som Erik Skyum-Nielsen meget imponerende har fået oversat direkte fra islandsk til dansk. Man mærker og føler karaktererne fra første side. Pasfotos er en fornøjelse af en erindringsroman! Jeg nød især de mange litterære referencer, og det at jeg-fortælleren selv er en ivrig og engageret læser: “Befinder jeg mig i Joseph Conrads mørke Skive eller Thomas Manns høje sale?”. Undervejs reflekterer fortælleren også over det at erindre og formidle erindringen videre som tekst: “Denne historie, der har formet sig i sindet og kæmpet sig vej ud af hovedet så længe, at meget af det jeg fortæller her, har jeg fundet på gamle, håndskrevne ark, og nogle af dem er blevet så lasede, at det knap er muligt at tyde dem. Historier er længe undervejs, ad lange strækninger, og når de kommer tilbage, er de ikke, som de var”.., hvilket gav et fint metalag, noget direkte læserhenvendelse, som vi ellers kender det fra de gotiske 1800-tals romaner.

Tidsbilledet i Pasfotos er autentisk og troværdigt. Det er tydeligt, at Gudmundsson skriver på sin hovedstol og over begivenheder og perioder, som han selv har været en del af. I 1970’erne udgiver Bob Dylan stadig plader, buddhismen og billedkunsten trender, ingen ejer nogen, alle er frie, og det var på mode at være utro. Der er noget Holger og Kjeld-agtigt [Tage Skou-Hansens vennepar i klassikeren De nøgne træer] over Halli og Jonni, som mødes på Teaterkælderen og aftaler at tage til Norge for at tjene penge til en Europa-rejse: “..stedet! en slags blanding af et sted for unge og en distingveret klub for kulturfolk og kunstnere“, som Halli beskriver Teaterkælderen. De unge mænd vil til Europa, så de kan flakke om på verdens brede vide veje med mundharmonika, ord og pen. Også selvom de er meget forskellige. Jonni trækker alle folk til sig. Uden egentlig at tænke over det. Alle flokkedes om ham, og han behøvede næsten ikke at gøre noget for det, skriver Halli: “Jonni var en slags ædel vildmand, en kunstnerisk begavet fyr midt i driveriet, og naturligvis forsvandt han med en af damerne, fuldkommen ligesom sigøjneren i Bob Dylans sang.” At “Jonni havde boet på Christiania i København og taget kandidatgrad i indtagelse af euroforiserende stoffer” er en anden af Hallis beskrivelser af vennen. Halli er derimod ambitiøs, studerer litteratur, lover sin far, at han nok skal huske at læse Odysseen og Iliaden og tror ikke på, at han kan leve af at skrive, han SKAL leve af at skrive. Halli er en drømmer, venstreorienteret og langhåret og ud af en søskendeflok på fire, en forfatter in spe.

Pasfotos er flere små fortællinger i en stor der har rod i naturen og kærligheden, og fortælleren forsvarer sig da også undervejs: “I må undskylde mig.. minderne skyller ind over mig, men ikke nødvendigvis i korrekt kronologisk rækkefølge”. Romanen var i øvrigt fyldt med så mange fantastiske passager, at jeg kunne have sat æselører i hele bogen. Ligesom forfatteren selv skriver, skulle jeg også kun læse få sætninger i Pasfotos, så er jeg med oppe på fjeldet: “Jeg læser altid i Pan og behøver kun at læse nogle få sider, så er jeg oppe på fjeldet. Jeg læser også sult, og så befinder jeg mig i Oslo. Disse bøger genopvækker en svunden tid, en forsvundet verden, men der er et eller andet i dem, der bare er så sandt, skyfri himmel og klarhed, men også håbløshed og mørke, et raseri mod verden, som er smuk, men uretfærdig, og hele tiden minder dig om, hvorfra du kommer, og hvem du er, og gør forskel på folk.”

Der er noget Brokeback mountain over Pasfotos, hvis man lige ser bort fra det homoerotiske aspekt. Det skrøbelige men vigtige venskab mellem Halli og Jonni, der også skal arbejde sammen oppe på fjeldet i Norge. De skal grave en grøft mellem to jernbanespor helt ude i fjeldet, de skal sove deroppe, i højlandet på Haugastølen ved Hardangervidden, og de skal spise dåsemad og krydrede bønneretter, i et ødemarkslignende landskab med nøgne klipper og mosgroede strækninger. Pasfotos er desuden som en art mandlig pendant til Patti Smiths Just Kids. En helt eminent roman om en stor forfatters liv.

Jeg anbefaler Pasfotos til alle, der nyder en velskrevet erindringsroman af en stor forfatter. Den oplagte bog til efterårsferien.

Følg og like liftix

Skriv et svar