Anmeldelse: Odinsbarn af Siri Pettersen

Titel: Odinsbarn. Forfatter: Siri Pettersen. Sider: 576. Forlag: Høst & Søn. Udgivelsesår: 2016. Oversætter: Rolf Stavnem. Anmeldereksemplar: Høst & Søn ★★★★★

“Ravnekløften løb tværs gennem plateuet, hvor høvdingehallen lå, og endte i et åbent sår i klippesiden, højt oppe over skoven. Her sad hun skjult i bunden af en klippespalte og alligevel hævet over verden. Blindbol så bedragerisk farbar ud herfra, men hun vidste bedre. Dalene var dybe og skoven tæt. Det tog timer at passere hver eneste af de knejsende stensøjler. Og fra skovbunden så de allesammen ens ud, indtil man begyndte at tro, man gik i ring eller havde mistet forstanden.”

Ronja Røverdatter og den svenske granskov møder pigen Hirka og nordisk mytologi i Siri Pettersens imponerende Odinsbarn, første del af trilogien Ravneringene, og det bedste fantasy jeg har læst siden Game of Thrones.

I Odinsbarn følger vi den haleløse pige Hirka. Hun lever i sammen med sin far Thorrald, der fandt hende i en stencirkel, da hun var kun nogle dage gammel. Forældreløs. Haleløs. Forbandet. I stedet for at dræbe hende, som han burde have gjort, skar Thorrald et ar i ryggen, der hvor hendes hale skulle have siddet og fortalte alle i Elveroa, at ulve havde bidt den af hende. Uden halen kan Hirka ikke deltage i Ritualet og hun kan ikke favne. Ritualet skal beskytte alle mod de blinde. En ældgammel tradition.

Romanens protagonister er Hirka og Rime, som lever i De elleve riger og løber forbi den store Stridenna, drømmer om at besøge Seerens guldbelagte Mannfall og gemmer sig bag Albedybs klippevægge og skovene i Elveroa. Hirka er ingen, en vandskabning uden Evnen. Hun er et Odinsbarn, halvt Menskr, jordblind, råddenskab. En myte ligesom de blinde, og ikke af Ymslægt ligesom alle de andre. Hendes barndomsven Rime er barnebarn af den store matriark Illume, lederen af rådsslægten An-Elderin. Han vil være kriger og afstå sin arv og sin plads som i Rådet som Seeerens Augur, Seerens øjne. Det er en tung arv. Rime er barnet, som Seeren sagde skulle leve, som havde sin egne seerhaller, inden han blev født. Og i Ravnhov, et gammelt høvdingedømme, ligger det eneste sted i verden, som Mannfalla og Rådet aldrig ville kunne omvende, og mellem den Blindbol, Ymslandas mørke hjerte.

Odinsbarn er en overvældende saga, en imponerende fantasy-roman. Magisk, hæsblæsende og velskrevet. Pettersen har en imponerende fantasi, og har skabt et helt unikt univers i Ym, De elleve riger. Fortælleren er alvidende men skifter synsvinkel undervejs, og følger således både Hirka, Rime, Urd og andre personer. Romanen har et stort persongalleri, mange steder, navne, lande, relationer og traditioner at holde styr på, men Pettersen har løst det godt.

Hirka repræsenterer alle børn, der har følt sig forkert i verden, og Odinsbarn er således ikke bare fantasy, men en universel fortælling om ensomhed, frygt, venskab, kærlighed og krig, fremmedhad, magt og fordomme. En roman med mange budskaber, som refererer til den verden, vi lever i nu.

My god! Jeg er vild med den roman! Tænk, jeg har haft den stående så længe på reolen uden at gå i gang. Der er noget Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn over Hirka og Rime: “De havde svømmet, til de var ved at drukne, klatret, til fingrene brækkede, sprunget, så de slog sig halvt fordærvede. Ingen af dem ville stå tilbage for den anden. Så meget lidenskab, og så meget smerte. Alt for mærkerne”.  Jeg elsker Siri Pettersens univers og den nordiske mytologi. Faktisk fandt jeg også undervejs nogle ligheder med Diana Gabaldons Outlander-univers, og ja, det er noget med stencirkler, og så siger jeg ikke mere!

Anbefales til folk, der elsker tv-serien Vikings, og bøger som Johanne Hildebrandts Valhalla-saga, Lasse Holms Lodbrogsønnernes hævn og ran og Joe Abercrombies Den halve konge eller bare generel god fantasy. Anbefales i øvrigt også til alle aldre.

Credit to owner. Fanart.
Følg og like liftix

3 Replies to “Anmeldelse: Odinsbarn af Siri Pettersen”

  1. […] Ronja Røverdatter og den svenske granskov møder pigen Hirka og nordisk mytologi i Siri Pettersens imponerende Odinsbarn, første del af trilogien Ravneringene, og det bedste fantasy jeg har læst siden Game of Thrones. I Odinsbarn følger vi den haleløse pige Hirka. Hun lever i sammen med sin far Thorrald, der fandt hende i en stencirkel, da hun var kun nogle dage gammel. Forældreløs. Haleløs. Forbandet. I stedet for at dræbe hende, som han burde have gjort, skar Thorrald et ar i ryggen, der hvor hendes hale skulle have siddet og fortalte alle i Elveroa, at ulve havde bidt den af hende. Uden halen kan Hirka ikke deltage i Ritualet og hun kan ikke favne. Ritualet skal beskytte alle mod de blinde. En ældgammel tradition. Læs hele min anmeldelse HER. […]

  2. Årh, jeg er lige gået i gang med Odinsbarn, så jeg er spændt på, om jeg finder den lige så god som dig. Men I forhold til din anmeldelse (og hvis der oven i købet er en snert Gabaldon i den <3), så tegner det jo lovende! 😀

    Bedste hilsner
    Katrine

    1. Ih, god fornøjelse! Jeg var i hvert fald rigtig vild med den 🙂

Skriv et svar