Anmeldelse: Min historie af Michelle Obama

Titel: Min historie. Forfatter: Michelle Obama. Oversætter: Anders Juel Michelsen. Sider: 459. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt & Ringhof ★★★★☆

Jeg bar på en historie, og det var ikke præsidenternes eller førstedamernes historie. Jeg havde aldrig relateret mig til John Quincy Adams’ historie på samme måde som til Sojourner Truths eller var blevet bevæget af Woodrow Wilson, sådan som jeg blev af Harriet Truman. Rosa Parks’ og Coretta Scott Kings kampe var mere vedkommende for mig end Roosevelts og Mamie Eisenhowers kampe. Jeg bar på deres historier sammen med min mors og mine bedstemødres historier. Ingen af disse kvinder kunne nogensinde have forestillet sig et liv som det, jeg havde nu, men de havde stolet på, at deres vedholdenhed ville føre til noget bedre, til sidst, for sådan en som mig. Jeg ville vise mig frem for verden på en måde, der hædrede dem, de var.” 

Michelle Obamas erindringer er velskrevne, ærlige og vedkommende. Pigen fra South Side, der blev Førstedame for de Forenede Stater skjuler intet og fortæller alt. Den oplagte bog til dig, der vil tættere på Obamaparret.

En coming-of-age historie om en ung og ambitiøs kvinde, som tog vigtige valg, og stod ved sig selv og sin mand hele vejen igennem. Min historie er ikke kun en personlig fortælling om en berømt familie, bogen er også et stykke amerikansk kulturhistorie med afsæt i familie, race, uddannelse og sociale skel. Michelle Obama skriver i et flydende sprog, dagbogslignende men uden at blive klichéfyldt. De fleste steder forudsigelig: man kan mærke, når der er optræk til et dødsfald, forelskelse eller karriereskift, men det gør ikke noget, når Michelle Robinson, er så interessant en person at følge, særligt før hun bliver præsidentfrue. Bogen er inddelt i tre kapitler: Blive mig, Blive os og Blive mere, hvoraf de to første klart står stærkest.

Michelle Obama er en de mest ikoniske og spændende kvinder. Som USAs første afroamerikanske førstedame var hun med til at skabe det mest imødekommende og rummelige Hvide Hus i historien, samtidig med at hun etablerede sig som en stærk fortaler for kvinder og piger i USA og rundtomkring i verden. Hun var med til at ændre den måde, familier stræber efter et sundere og mere aktivt liv, og hun stod ved sin mands side, da han førte Amerika gennem nogle af de mest dramatiske øjeblikke. Undervejs viste hun os et par dansetrin, sejrede i Carpool Karaoke og opdragede to døtre med begge ben på jorden på trods af en ubarmhjertig mediebevågenhed.

Erindringerne er fascinerende historiefortælling og rummer også dybe refleksioner. Bagsideteksten lover, at Michelle Obama inviterer læserne ind i sin verden og i de oplevelser, der har formet hende – fra barndommen i Chicagos South Side til hendes år som en erhvervsleder, der skulle finde balancen mellem moderskab og arbejde, og endelig hendes år på verdens mest berømte adresse – og det lever hun op til.

Michelle Obama fortæller det hele. Sejre, skuffelser, drømme, håb. Hun fortæller om spontan abort, at hende og Barack skulle have hjælp via fertilitet til at få begge deres døtre, om ønsket om at være noget mere og udrette noget samfundsvigtigt i stedet for det hurtige ræs som advokat på et fint kontor. Om den traditionelle pige fra South Sides fattige del, om at møde den unge jurastuderende med det eksotiske navn, om hvordan Barack i starten ikke ville giftes, og hvordan frrieriet startede som en advokatlignende argumentation, alt kun sat i verden af Barack for at overraske Michelle med den diamantring, som han havde planlagt at give hende, da hun først var blevet rigtig sur. Mrs. Obama fortæller om det hårde familieliv, da Barack stillede op til Kongressen og Michelle var hjemme med de to døtre. Og ikke mindst erkendelsen, da hun indså, at hun ikke kunne beholde Barack for sig selv. En mand med så store ambitioner om at gøre verden til et bedre sted: “Jeg var stolt over, hvad han havde udrettet, men det overraskede mig ikke. Det var den mand, jeg havde giftet mig med. Jeg havde kendt til hans store evner hele vejen. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg, at det var da, at jeg lige så stille begyndte at slippe ideen om, at man på nogen måde kunne ændre hans kurs, at han nogensinde ville tilhøre mig og pigerne alene”. Michelle Obama fortæller om årene i Det hvide hus og det at forsøge opfostre sine døtre så normalt som muligt. Om at vokse op som sort kvinde i en verden styret af hvide mænd, på Princeton, på Harvard, på jobbet hos Sidley & Austin, i Amerikansk politik, alle vegne.

Hvor Michelle er den strukturerede familieperson, er Barack er den spontane, ideologiske individualist. Tilsammen har de skabt en familie i et dynasti, som vi er mange, der har beundret og fortsætter med at beundre. Om Donald Trump siger Michelle få ting, hvilket også kun passer sig. Han er ikke relevant og bør ikke forstyrre fortælling om Michelle og Barack, men hun siger dog dette, som jeg vil slutte min anmeldelse med: “Mens jeg sov blev nyheden bekræftet: De amerikanske vælgere havde valgt Donald Trump til at efterfølge Barack som USA’s næste præsident. Jeg prøvede at lade være med at vide det, så længe jeg kunne”. 

Følg og like liftix

Skriv et svar