Anmeldelse: Et andet menneske, et andet liv af Sofie Jama

Titel: Et andet menneske, et andet liv. Forfatter: Sofie Jama. Sider: . Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆

Medlidenhed er det sidste, jeg ønsker. At du holder min historie op som et banner til en demonstration, hvor du kalder på oplysning, kvinderettigheder, frihed, moral, til kamp mod patriarkatet og religion, uden at kigge indad. At du ikke er i stand til, ikke tør se dig selv i dette spejl, som jeg gerne vil være. Den gamle verden og den nye verden smeltet sammen og filtret ind i hinanden. Jeg vil vække din empati og fascination, din forargelse, måske endda din længsel efter selv at være noget andet. Noget mere farverigt og ægte, noget mere levende og traditionelt. En bizar vækkelse af en anden verden.”

Sofia Jama har begået en barsk og stærk fortælling om krig og flugt, men først og fremmest om mennesker. Den modigste skønlitterære debut siden Dødevaskeren.

Et andet menneske, et andet liv er sprogligt stærk og overbevisende. Den er ikke sentimental, men forfriskende overvældende i sin tone. Ganske enkelt noget af det mest rigtige og humanitære, der er blevet skrevet om flygtningestrømmen i 2015.

I romanen følger vi tre personer, Bakara fra Somalia, Esther fra Tyskland og Umar fr Syrien. Alle flygtninge der har måtte forlade deres land og komme til et helt nyt og forsøge at skabe en identitet et fremmed sted uden rødder eller tilhørsforhold. Den viljestærke Baraka forlader i midten af 1990’erne et nomadeliv i Somalia, der er præget af borgerkrig, hungersnød og kaos. Hun ender i Danmark, hvor livet som ung kvinde er uendeligt langt fra alt, hvad hun kender. I 1943 overvejer den unge tjekkiske jøde Esther et fangenskab i en kz-lejr og ender på Bornholm. Hun har ingen familie tilbage og ingen hun kender, ved at hun lever. Godt et halvt århundrede senere bliver Esther ven med Baraka i København. I 2014 flygter den palæstinensiske dreng Umar fra kogen i Syrien. Da Umar kommer til en Røde Kors-lejr i Danmark som uledsaget flygtningebarn, støder han ind i Baraka, som arbejder der. Undervejs formår Sofie Jama autentisk og overbevisende at væve de tre personers fortælling sammen til en større historie om tre krigshærgede kontinenter og tre voldsomme skæbner.

Hvor er det befriende og fantastisk, at én enkelt roman endelig giver stemmer til alle former for flygtninge. I Et andet menneske, et andet liv får alle fortalt deres historie i en bog, der forhåbentlig kommer til at åbne øjne og skabe empati hos læserne.

Der er sindssygt stærke passager i romanen om forholdet mellem mor og datter, ondskab og magtesløshed og jalousi, som ikke kan undgå at ramme læseren: “Krigens lidelser gjorde min mor svagere, men også mere voldelig, i takt med at jeg blev større og udstillede hendes magtesløshed mere og mere. Jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har krammet eller kysset mig i min barndom”. 

Samtidig er romanen også en rørende og barsk fortælling om Afrika som land: “Kolonimagternes grænselandet fra Berlinkonferencen i 1884 skar det somaliske folks legeme op i fem dele..Som så mange andre dybe sår forårsaget af grådige imperiale interessere siden den tid er vores krop aldrig rigtig hele siden, og såret synes endda at blive mere og mere betændt”.

Sofie Jamas debutroman var umulig at ligge fra sig. Opslugende i sit sprog og fortælling, og med en evne til at åbne læserens øjne mod en hel anden verden, et helt andet liv. Romanen gør lige præcis det, som litteraturen skal: give os forståelse og empati for andre mennesker, viser os andre virkeligheder end den, vi selv lever i. En stor roman om religion, kultur, ånder, djinner og sufismens barmhjertighed. En kropslig og seksuel bevidsthed, der understøtter romanens budskab: seksualitet, omskæring, ægteskab, graviditet i den afrikanske kultur.

Ligesom Dødevaskeren demonstrerede, er det en forkert opfattelse at tro, at det altid er mændene, der undertrykker kvinderne i islamiske samfund. Det er først og fremmest kvinderne, som undertrykker andre kvinder og kuer dem til at lægge under for datidige og ældgamle traditioner som fx omskæring: “Det er en kvindernes verden i modsætning til, hvad mange tror, og mændene er langt væk. Det er mødre og bedstemødre, der selv har mærket smerten og den efterfølgende stolthed over at være blevet omskåret, der nu skærer traditionen ind i os”.

Det eneste minus ved romanen er sidste del af Esthers historie, især fortællingen om grundkøbet i Haifa var lidt langtrukkent og trak det poetiske, skønlitterære ude af romanen, det føltes for mig for faktabaseret. Generelt kunne Bakaras egen vilde historie sagtens have båret hele romanen, og Esther og Umars fortællinger have været undladt. Derfor trak den lidt min vurdering ned til fire stjerner. Romanen står simpelthen stærkest i første halvdel.

Et andet menneske, et andet liv er virkelig barsk og ikke for sarte sjæle. Til tider så kvalmende og skræmmende, så kropslig og autentisk, at man ikke tør læse videre. Men det skal vi gøre. Fordi Jama har turde at skrive den til os.

Jeg har altid været en vandrer, en nomade, der krydser rum og tid alene ved hjælp af min krop. Jeg bevæger mig i mine fødders og bens tempo, som er tilpasset min hjerne og resten af mit perceptionsapparat. Jeg oplever og tænker mine tanker bedst til fods. 

Følg og like liftix

Skriv et svar