Anmeldelse: Dukken der blev væk af Elena Ferrante

Titel: Dukken der blev væk. Forfatter: Elena Ferrante. Oversætter: Nina Gross. Sider: 184. Forlag: CK/Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: CK/Politikens Forlag ★★★☆☆

I dag så jeg dem ikke som et teaterstykke der skulle betragtes og pinefuldt sammenlignes med det jeg huskede fra min barndom i Napoli; jeg oplevede dem som tilhørende min tid, mit eget sumpede liv, som jeg indimellem stadig sank ned i. De var nøjagtigt som de slægtninge jeg var flygtet fra som ung pige. Jeg kunne ikke udstå dem, og alligevel holdt de mig i en skruestik, jeg havde dem alle i mig.” 

Elena Ferrante skriver som altid intenst og med en særlig evne for at skildre de komplicerede og utalte forbindelser mellem mødre og døtre. Desværre finder jeg Dukken der blev væk den svageste roman i Ferrantes ellers imponerende forfatterskab. 

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for Elena Ferrante, pseudonymet bag en af nutidens største romansucceser; de fire Napoli-romaner. Jeg har efterhånden også læst hele forfatterskabet, med undtagelse af den ene børnebog, og jeg har selvsagt elsket Ferrantes skrivestil og tematikker længe. Dukken der blev væk var den sidste, jeg ikke havde læst. Romanen er fra 2006 og er en del af Politikens Forlags genudgivelse af det de kalder kærlighedstrilogien nemlig Forladte dage, Besværende kærlighed og Dukken der blev væk. 

I Dukken der blev væk følger vi fortælleren Leda, som er midaldrende, fraskilt og for første gang i mange år alene, da døtrene flytter hjemmefra. Hun beslutter sig for at tage på badeferie nær Napoli, og på stranden møder hun en stor og livlig lokal familie og fascineres af den unge, smukke Elena og hendes datter. Da den lille piges dukke bliver væk, og Leda finder den, overvældes hun af minder om de ukonventionelle valg, hun har truffet som mor, og de konsekvenser, det har haft for hende selv og familien.

“For år tilbage havde jeg været en pige der følte sig fortabt, det var sandt. Alle ungdommens drømme forekom allerede bristede, det føltes som om jeg faldt baglæns mod min mor, min mormor, den kæde af stumme eller vrede kvinder jeg kom fra.”

Som i Napoli-romanerne går en Elena-figur igen. Ferrantes evne til at skrive intenst og simpelt på få sider er unik. Dukken der blev væk er som mange af hendes andre romaner, foruden Napoli-kvarttetten, en kort roman på under 200 sider, men med samme tunge temaer: kvinderelationer, familie, mødre og døtre og en afstandstagen fra sin napolitanske arv. Leda er universitetsprofessor og færdes i intellektuelle og kunstneriske kredse nu. Men også Leda, som Elena fra Min geniale veninde, opfatter det napolitanske sprog som en voldsomhed. En jovial, anmassende opførsel. En plebejisk natur. En barndommens gade som en naturkraft, der trækker i hende, uanset hvor langt væk, hun bevæger sig. Og det er næsten dét, jeg finder mest interessant ved denne lille roman.

Jeg synes desværre, at Dukken der blev væk er den svageste bog i Ferrantes forfatterskab. Jeg blev aldrig rigtig fanget, og fandt faktisk karakterer og handling kedelig.

Har du læst den, og hvad synes du om den?

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.