Anmeldelse: Den vilde dreng af Paolo Cognetti

Titel: Den vilde dreng. Forfatter: Paolo Cognetti. Sider: 175. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2019. Oversætter: Lorens Juul Madsen. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★★☆

Ti måneder om året gik jeg rundt i mit snærende, pæne tøj og et system af autoriteter og regler som jeg var tvunget til at adlyde; i bjergene kastede jeg det hele af mig og satte min sande natur fri”. 

Jeg er vild med italiensk litteratur og glæder mig over, at der udkommer så meget godt oversat italiensk skønlitteratur på de danske forlag lige for tiden.

Sidste år læste og anmeldte jeg Paolo Cognettis De otte bjerge og jeg var meget begejstret. Jeg var vild med Cognettis evne til at gøre bjergene til en del af fortællingen, de står meget levende for en og han skriver nærmest poetisk.

Det kan jeg fornemme, at han stadig gør i Den vilde dreng, der, ligeså vel som De otte bjerge, emmer af lyriske landskabsbeskrivelser og den der helt stille, intense stemning, som vi ser hos mange af de moderne italienske prosaister.

Da det hektiske liv i byen bliver for overvældende for forfatteren Paolo Cognetti, beslutter han sig for at søge tilflugt i de italienske bjerge, hvor han tilbragte sin barndoms somre.

Ligesom Robinson på den øde ø var jeg “herre over hele dette godt, og hvis det passede mig, kunne jeg kalde mig kejser eller konge over det land jeg havde i min besiddelse”. Jeg var på én gang det lille samfunds mest prominente borger og dets udskud, adelig jordbesidder og trofast forvalter, krovært, drukkenbolt, dommer, landsbytosse. Jeg havde så mange identiteter rendende, at jeg sommetider gik en aftentur for at få lidt fred fra dem”. 

I den smukke Aostadal, omgivet af snedækkede tinder, genfinder han en enkel tilværelse og en dyb menneskelig forbindelse med sine to nærmeste naboer. Han tager bestik af sit liv og opdager, hvad der dybest set betyder noget for ham.

Forud for sin rejse ud i naturen ved sit barndoms bjerg føler Cognetti sig ude af stand til at skrive. Han nærmest frastødes af romanerne i de boghandler, som han driver rundt i og besøger i Milanos gader. Han føler sig fortabt, desillusioneret og drænet for energi. Dog finder han sig tiltrukket af historier om mennesker, der havde vendt verden ryggen og opsøgt skovenes ensomhed; særligt Henry David Thoreaus Walden inspirerer ham.

Den vilde dreng er en kærlighedserklæring til naturen og de vilde landskaber. Til den vildskab byboeren rummer inde i sig, men som tæmmes i byen og først udfolder sig i naturen: “Det var det jeg plejede at gøre som dreng – gå en sidste tur for at tage afsked med bjergene. Jeg skrev små sedler  og skjulte dem i klippespalterne, i sprækker i træernes bark. På den måde ville mine ord blive tilbage når jeg selv var borte.”

En højst aktuel roman i disse tider, hvor vi aldrig er alene. Konstant sammen med andre mennesker eller påvirket af massevis af digital information. Tag en tur ud i skoven og læs Den vilde dreng. Lad din smartphone blive hjemme, og mærk roen.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.