Titel: Min mor var besat. Forfatter: Peter Øvig Knudsen. Sider: 317. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
“Det er nok essensen i, hvad omkostningen ved at være datter af en depressiv mor har været for mig: At jeg ikke fik lov at være barn. Der var ikke plads til mig som barn. Mor havde monopol på at være ked af det, og man måtte heller ikke være vred, for så blev mor ked af det. Der blev ikke draget omsorg for barnets følelser.
Peter Øvig Knudsen har skrevet dokumentariske bøger om Blekingegadebanden, Hippie-bevægelsen og BZ’erne, men Min mor var besat er nok alligevel hans modigste bog nogensinde. Den handler om at skifte syn på sig selv, sin mor og psykisk sygdom. Den handler om at turde at stille spørgsmål, til sig selv og sin familie. Om at gå på jagt i fortrængte barndomsminder for at forstå sin dominerende og psykisk syge mor og om at erindre.
Da Øvigs mor i 2016 dør beslutter han sig for at skrive en bog om hende og det at være barn af en psykisk syg. Formålet var at undersøge årsagen til morens depressioner og samtidig bringe nogle af alle hemmelighederne frem, som i årtier har luret bag parcelhuskvarterernes pæne facader og velslåede græsplæner.
Øvig har interviewet familiemedlemmer, venner og naboer og søgt aktindsigt i sin mors journaler fra psykiatrisk afdeling for at komme til bunds i den sygdom, som hele livet besatte hans mor, og i sidste ende også ham selv. Under arbejdet med sin mest personlige bog, bliver Øvig nemlig ramt af så dybe depressioner, at han lader sig indlægge på psykiatrisk afdeling og modtager elektrochok. Min mor var besat er en bog, som har kostet Øvig alt at skrive. Også sig selv og sin sindstilstand. Håbet er, at den kan hjælpe andre, som har været i en lignende situation: “En bog til de sikkert titusindvis af mennesker, der som børn har oplevet en psykisk syg, misbrugende eller på andre måder forstyrret forælder gøre sig selv til offer og dermed på fatal vis bytte rundt på rollerne mellem barn og voksen. Et monster, forklædt som én, der har ret til omsorg fra sine børn”.
Vi har set mange forfattere forsøge at nærme sig deres mødre gennem litteratur: senest Leonora Christina Skov med Den, der lever stille som hun vandt De gyldne laurbær for. Men hvad er det, som skriveprocessen kan tilbyde os? Hvad sker der, når en forfatter begynder at skrive om sin egen mor? Hvilke konsekvenser har det? Og hvorfor kan man først skrive sandt om de levende syge, når de er døde?
Skyldfølelse påduttet barnet af den psykisk syge mor er et evigt tema. Også set hos førnævnte Skov, hvis mor bebrejdede hende sin kræftsygdom, og gav Skovs homoseksualitet skylden. Det er den samme skyld, Øvig lever med. Hele tiden gå på æggeskaller for at undgå en konfrontation med moren. Faren der i en art forsvarsmanøvre bare hælder mere rødvin op i glassene over middagsbordet og udbryder: Nu skal vi bare hygge os! Forgæves. For konflikten og dramaet er allerede ved at udspille sig blandt kakkelbordet og reolvæggen. Øvigs mor bebrejder ham, at han aldrig er hjemme, at han er flyttet helt til København: “Hvorfor kunne han ikke bare få job på Århus Stiftstidende!”
Som altid skriver Øvig skarpt og troværdigt, så vi selv er med i venteværelset på psykiatrisk eller til begravelsen eller endda barndomshjemmet på Guldbergsvej. Jeg savnede dog lidt kronologi i fortællingen og kunne godt have tænkt mig, at Øvig havde fortalt hele historien i jeg-person og ikke giver ordet så direkte til de personer, som han har interviewet. Men alt i alt en vigtig bog med et smukt budskab: vi skal turde spørge ind til tabuerne — om det så er alkoholisme, misbrug, psykisk sygdom, homoseksualitet, incest eller hvad det måtte være. Litteraturen skaber et åbent rum for os, hvor vi kan blive mindet om, at vi ikke står alene — men det sker først, når nogen tør åbne op og fortælle.
Den afgørende fejlkobling som er sket i Peters barndom, og alle andre børn af psykisk syge er denne: “At barnet var blevet den, som skulle hjælpe den voksne.”
Min mor var besat er en rørende aktuel og modig bog skyld og skam, og om børn, som er alt for loyale over for deres forældre.