Inviteret // I Karen Blixens fodspor på Kragerup Gods

*indlægget er markeret som reklame, da Kragerup Gods havde inviteret mig til at overnatte hos dem, alle holdninger er mine egne

Fredag den 27. september tog jeg min bedre halvdel med på Kragerup Gods, som så venligt havde inviteret mig til at overnatte hos dem. Godsets historie går helt tilbage til 1327 og ejes af Birgitte Dinesen, hvis farfars kusine var Karen Blixen. Karen Blixen, som var født Dinesen, kom ofte og besøgte hendes familie på Kragerup som ung, og deraf har godset også en Blixen-restaurant med kaffe og gastronomiske oplevelser i Blixens ånd, og ikke mindst et Karen Blixen-værelse, hvor Baronessen altid boede, når hun besøgte godset. Foruden selve godsets flotte stuer, bibliotek, restaurant og værelser byder Kragerup også på en aktivitetspark, spa og shelterophold og har mange spændende events året rundt.

I kan læse meget mere om godset lige HER.

Kragerup Gods ligger i Ruds Vedby tæt på Slagelse og er omgivet af skov, landbrug og en smuk voldgrav. Allerede da vi ankom kunne vi fornemme idyllen og roen her midt i de skønne naturomgivelser. Da vi havde tjekket ind kunne vi lige nå at nyde vi te og kage i de flotte saloner.

Efter te og kage gik vi en tur rundt på godset og så alle de flotte stuer, biblioteket og omgivelserne.

Jeg var især begejstret for det smukke bibliotek, hvor hylderne bugnede af gamle, antikke værker og samlinger. Der kunne jeg godt have brugt rigtig mange timer.

Bagefter tjekkede vi ind på vores smukke Deluxe-værelse med stor seng, stuk, højt til loftet, fantastiske vinduer og det skønneste badeværelse med badekar og to håndvaske. Vi nød virkelig at sove her, og ikke mindst de mange Blixen-detaljer i rummet. Billederne malet af Karen Blixen, da hun var i Afrika og hendes samlede værker stod på værelset. Virkelig gennemført, og jeg følte hele tiden, at jeg gik i Blixens fodspor.

Om aftenen gik vi ned i Blixen restauranten som er beliggende i godset store, gamle hvælvingekælder – det gav en helt speciel stemning og var meget hyggeligt. Vi fik deres tre retters menu som bestod af forret; pighvars suppe med dampet hellefisk samt ristet tigerrejer og sprøde urter, hovedret; oksefilet med syltet græskar, dagens grønt, pommes Anna og en mild pebersauce og ikke mindst dessert; let frossen hvid chokoladekage med hyldeblomstsorbet samt frisk bær. Det var virkelig lækkert og kan varmt anbefales.

 

Da vi vågnede morgenen efter gik vi igen i kælderen og fik en skøn morgenmadsbuffet, derefter en tur rundt om godset i de flotte omgivelser og så ned til deres aktivitetspark, hvor vi prøvede deres GO BOUNCE. Det var sjovt og grænseoverskridende for nogle af os (læs; min kæreste). I kan læse meget mere om godsets mange aktiviteter HER.

Og så var det også weekenden, hvor vi endelig kunne offentliggøre, at jeg bærer på en lille bogbaby. En dreng der gerne skal ankomme til februar. Vi glæder os og takker for en fantastisk weekend hos Kragerup Gods.