Forestilling: Klokkeren fra Notre Dame. Hvor: Fredericia Teater. Spilleperiode: 4. oktober – 24. november. Varighed: 2 timer og 30 min. inklusive pause. ★★★★★
“Nothing makes a man so adventurous as an empty pocket.”
― The Hunchback of Notre Dame
Fredag den 4. oktober tog jeg min mor med til repremieren på Klokkeren fra Notre Dame musical, som for anden gang opsættes på Fredericia Teater. Et flot, lokalt teater, der de seneste år virkelig har bemærket sig med store succeser på de skrå brædder som blandt andet Tarzan og den nævnte Klokkeren fra Notre Dame, der har høstet massevis af stjerner fra begejstrede anmeldere. Jeg havde selvsagt også meget høje forventninger til forestillingen. Jeg har de seneste år set en del store musicals og teaterforestillinger, men Klokkeren fra Notre Dame er indtil videre en af dem, der vil blive siddende i mig længe. Den var så imponerende og overgik nærmest Disney-filmen som er forlægget for musicalen. Filmatiseringen er baseret på Victor Hugos roman fra fra 1831. Quasimodo, den døve klokker ved Notre Dame-kirken i Paris, forelsker sig i sigøjnerpigen Esmeralda, da hun som den eneste har medlidenhed med ham, efter at han er blevet pisket for at have forøvet et overfald og forsøgt at bortføre hende. Også hans herre, ærkediakonen ved Notre Dame Claude Frollo er forelsket i Esmeralda, i en grad der lader ham forglemme sit præsteløfte og cølibat. Men Esmeralda ser kun den flotte og selvglade kaptajn Phoebus, som hun efter et tilfældigt møde mener gengælder hendes følelser – trods mange beviser på det modsatte.
Foto: Søren Malmose
Scenografien, musikken og lyden var fuldstændig overvældende. Der var bygget træværk på stiger og trapper ud af mod publikum og langs siderne af salen, bagerst gjorde et meget levende 3D-projektor med mesterlige billeder det ud for baggrunden ligesom få, enkle rekvisitter kunne placeres rundt på scenen, der også havde et plateau, der gik frem mellem publikums sæder. Derudover udgjorde to store kirkebænke i hver sin side af scenen en spændende dynamik, da de var fyldt med publikum iført mørke kapper. På den måde blev de en del af forestillingen, som en art levende rekvisitter. Det må også have været meget specielt at sidde der og kigge ud mod resten af publikum og ikke mindst være så tæt på skuespillerne.
Foto: Søren Malmose
Manuskriptet holdte sig meget til Disney-versionen med alle de velkendte, elskede sange, som virkelig gjorde sig godt på det imponerende lydsystem, der ikke bare spillede godt og højt, men med dyb bas og surroundsound, så det næsten rungede i væggene og gulvet. Der var desuden tilføjet et par nye sange, som også passede udmærket ind.
Foto: Søren Malmose
Skuespilspræstationerne var gennemførte og troværdige, der var tilføjet en del seksualitet, særligt i scenerne med sigøjnerne, hvilket klædte historien, og så havde man tilføjet mere baghistorie om den onde Frollo, så man som seer havde en større forståelse for hans ophav og ikke mindst hans handlinger. Samlingspunktet, er som i romanens, de tre forskellige mænds kærlighed til den fortryllende, dansende sigøjnerkvinde Esmaralda: den onde dommer Claude Frollo, den ambitiøse og kvindeglade solgud Kaptajn von Phoebus og den sky og pukkelryggede klokker Quasimodo. Men hvem er et monster og hvem er en mand? Klokkere fra Notre Dame er eminent storytelling. En helt fantastisk og uforglemmelig musical-oplevelse – skynd dig i teateret!
Foto: Søren Malmose
Du kan læse meget mere om forestillingen og købe billetter HER.