Julebøger der får dig i den helt rigtige julestemning

“One can never have enough socks,” said Dumbledore. “Another Christmas has come and gone and I didn’t get a single pair. People will insist on giving me books.” 🌲
― J.K. Rowling, Harry Potter and the Sorcerer’s Stone

Det nærmer sig. Gran, gløgg, æbleskiver, lyskæder, gaver, hjemmebagte klejner, julekalender, nisser og juletræer. Åh, jeg kunne blive ved. December og julen er uden tvivl min yndlings årstid, fyldt med traditioner, kærlighed og hygge. Jeg kan godt afsløre, at jeg allerede er begyndt at høre julemusik, se julekalender og har da også rippet Plantoramas helt fantastiske juleudstilling allerede, så jeg kan tilføje lidt nyt julepynt til samlingen i år. Vi er enige om derhjemme, at det altid er noget, at lillemanden først kommer EFTER jul, for ellers var jeg nok gået amok med juletøj til ham også.

MEN jeg har selvfølgelig også kigget litteraturens vej, for julehygge er lige med læsehygge. Og der er også landet et par hyggelige julebøger til de lidt mindre i postkassen, og til lillemanden, når han bliver stor nok. Det er vist noget med, at han allerede nu kan høre vores stemmer, så jeg kunne godt overveje at begynde at læse lidt højt for ham. Gotta teach them young, right?

Så her er altså en liste med bud på nogle virkelig hyggelige julefortællinger, nogle er nye, andre gamle og traditionelle. Og der skulle gerne være noget for hele familien.

H. C. Andersens Juleeventyr

Ingen jul uden H. C. Andersen. I denne smukke lille bog er nogle af Andersens mest elskede juleklassikere samlet: Grantræet, Nissen hos spækhøkeren, Tolv med posten, Det gamle egetræs sidste drøm, Den lille pige med svovlstikkerne, Nissen og madammen, Snemanden og sangen Barn Jesus i en krybbe lå. Illustreret af Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich.

Vintersøstre af Sarah Morgan

Vintresøstre er en opløftende og hjertevarm historie fra den internationale bestseller Sarah Morgan. Fuld af romantik, latter og søsterligt drama. Vintersøstre er en rigtig hyggebog, perfekt til hygge i vintertiden. Alt hvad Suzanne McBride ønsker til jul er at hendes tre døtre hjemme samt glade og tilfredse. Men når søstrene Posy, Hannah og Beth vender tilbage til deres familiehjem på det skotske højland, begynder gamle spændinger og begravede hemmeligheder at boble op til overfladen. Suzanne er fast besluttet på at skabe den perfekte familiejul, men McBride familien må alle stå ansigt til ansigt med fortiden og adressere nogle sandheder, førend de kan fejre julen sammen.

Astrid Lindgrens Julefortællinger

Astrid Lindgren er selvsagt også indbegrebet af julehygge, og derfor glæder jeg mig virkelig til at læse disse fine julefortællinger. I bogen er alt fra barndommens jul samlet, hvad enten det nu foregik i Bulderby eller i Katholt, på Junibakken eller et andet sted.

Lille Pinds juleønske af Elvira Fragola

Dygtige Elvira Fragola har gjort det igen. Skabt så meget stemning og hygge med sine fine illustrationer. Jeg er så heldig at være vokset op med Elvira, og er så stolt over, at al hendes fantasi får lov at udfolde sig på den måde. Lille Pinds Juleønske er en sød og hjertevarm historie om det, julen i virkeligheden handler om. Det er lillejuleaften, og Lille Pind kigger udenfor. Hun ønsker sig sådan lidt julesne, og midt om natten begynder bløde snefnug faktisk at dale ned fra himlen. Det bliver en helt vidunderlig jul! Men da Lille Pind står op juleaftensdag, opdager hun, at Pindemor er blevet syg. “Vi må undvære julesagerne i år,” snøfter Pindemor, men det vil Lille Pind ikke være med til, og hun beslutter sig at tage sagen i egen pote. Og heldigvis vil de andre små dyr gerne hjælpe Lille Pind og Pindemor, så de kan fejre en rigtig jul. Lille Pind besøger både rødkælken, haren og egernet, og snart er hendes lille kælk læsset med julesager. Lille Pind har endda en gave med hjem til Pindemor. Men får hun mon selv sit juleønske opfyldt? Lille Pinds juleønske er en smukt illustreret billedbog om næstekærlighed, hjælpsomhed og juleglæde.

Nora af Merete Pryds Helle

Nora er en af de bedste bøger, jeg har læst i år, og jeg elskede især Merete Pryds Helles poetiske sprog, særligt i de kapitler, som handler om jul. Merete Pryds Helle viderefortolker på gribende og sansende vis Nora Helmers liv fra Ibsens drama “Et dukkehjem”. Fru Nora Helmer er en af teaterhistoriens mest kendte kvindelige figurer. Hendes historie udfolder Merete Pryds Helle på blændende vis i denne roman. I “Nora” får vi historien om Noras udvikling fra at være svag og manipulerbar til en fri, egenrådig og stærk kvinde. Vi får indsigt i hendes underdanige rolle i ægteskabet, sin store kærlighed til sin mand Torvald og hendes skjulte liv med intellektuelle og seksuelle inspirationer hun får, fra de kvinder hun møder.

Disney Julekalenderbog

Disney Julekalenderbog indeholder 24 hyggelige julehistorier, der skal læses i december måned, mens man venter på juleaften. Børnene vil uden tvivl elske hver dag at høre en ny historie om de sjove karakterer, vi kender fra Disney-universet. Du kan f.eks. opleve Alice, der skal finde den perfekte gave til dronningen, Mike og Sully, som skal dække Monstropolis til med julepynt, Tiana, der skal bage lækre småkager og Mickey, som skal hjælpe julemanden. Alle siderne er klæbet sammen, så man skal skille dem ad, før man kan læse videre og altså “åbne næste låge”. Det er så fin en detalje, som børn vil elske.

Snesøsteren af Maja Lunde

Bogen er fra sidste år men er virkelig blevet rost af mange, så i år glæder jeg mig til endelig at få den læst. Illustrationerne er så fine, og man kommer virkelig i julestemning. En rørende julefortælling fortalt i 24 kapitler fuld af magisk julestemning. Juleaften nærmer sig, og selvom Julian normalt elsker den særlige dag, som faktisk også er hans fødselsdag, føles alting i år helt forkert. Hele familien sørger stadig over tabet på Julians søster, Juni, og det er som om, julen er aflyst. En dag møder Julian dog den livsglade pige, Hedvig, som bringer et pust af varm kakao og brunkager med sig. Men der er noget mystisk ved Hedvig og hendes hus, og hvem er den gamle, mærkelige mand, som hele tiden dukker op? En bevægende julehistorie om venskab, familie, sorg og julestemning.

Peters Jul af J. Krohn

Traditionen tro skal jeg selvfølgelig læse Peters Jul. Jeg har en fin, gammel udgave herhjemme, som jeg har fået af min mormor for mange år siden, og jeg elsker at tage den frem hvert år og genlæse. “Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer. Min Far hver dag til byen går, og når han kommer hjem jeg står og ser hans store lommer.” Den klassiske julefortælling om spændt venten og barnlig forløsning. Juleeventyr for hele familien.

Jul hos Peddersen

Man kommer jo i julestemning alene bare af at kigge på forsiden her. Jeg elsker Peddersen og Findus og denne julefortælling er ingen undtagelse. Peddersen og katten Findus har lige så travlt med deres juleforberedelser som de fleste andre. I “Jul hos Peddersen” kan du følge med i, hvor langt de er nået og hertil, hvordan de får fat i de sidste ting til julen. “Jul hos Peddersen” er en billedbog, som er god for børn såvel som voksne. I bogen sker der nemlig ting og sager, når Peddersen og Findus går på jagt efter juletræet – for hvad gør de, når Peddersen vælter og forstuver foden? Kan Findus mon skaffe juletræet helt selv eller har de brug for hjælp?

Da julen kom til Mumidalen

Muuuumiii! Jeg er kæmpe fan. Og denne bog er så smuk. Mumitroldene går jo normalt i vinterhi og kender hverken til sne eller juletradtioner! Men de bliver vækket i deres vinterdvale og forundres over sneen og de mærkelige juleforberedelser, alle har så travlt med. Bliver det mon jul i Mumidalen? En af Tove Janssons noveller fra Det usynlige barn og andre historier omsættes her til et sandt juleeventyr i Mumidalen, hvor man har forsøgt at genskabe både tekst og illustrationer, så det kommer så tæt som muligt på Toves originalfortælling og -illustrationer.

Jul i det lille bageri på strandpromenaden af Jenny Colgan

Skøn afslutning på Jenny Colgans populære serie. Hjemme hos Polly, Huckle og søpapegøjen Neil forbereder de sig på en stille jul, men på Mount Polbearne går tingene sjældent som planlagt, og Polly må kæmpe det bedste, hun har lært, for at holde sammen på alt det, hun holder af.På den lille ø er beboerne ved at gøre klar til jul. Byens snoede gader er blevet pyntet med festlige dekorationer, familie og venner samles om vinterens traditioner, og Polly bager på livet løs. Hun glæder sig til juleaften, hvor hun kan krybe sammen foran brændeovnen med sin kæreste, Huckle, og et krus varm chokolade.Men da Pollys bedste veninde, Kerensa, dukker op med en hemmelighed, der truer det liv, Polly og Huckle har bygget op sammen, virker det hele ikke længere så enkelt. Og det bliver endnu mere kompliceret, da en gammel kending fra Pollys fortid pludselig gør indtog i hendes liv igen. Polly står over for store problemer, og selv ikke bagning hjælper på hendes humør. Spørgsmålet er, om hun kan få alting tilbage på sporet, inden det bliver jul?

Fra alle os til alle jer – Disneys juleklassikere

Fra alle os til alle jer er en smuk gavebog med alle klassikerne fra Disneys Juleshow, der sendes juleaften hvert år. Bogen indeholder nogle af de allerstørste klassikere fra Disneys magiske univers, der er tegnet og fortalt med stor respekt for de originale tegnefilm, som børn og voksne har elsket i årtier. Bogen indeholder følgende historier: Peter Pan, Bambi, Pinocchio, Aristocats, Askepot, Snehvide og de syv dværge, Lady og Vagabonden.

Alene hjemme af John Hughes

Alene hjemme er en af mine absolut yndlingsjulefilm, og derfor var jeg selvsagt meget begejstret, da jeg fik bogen her tilsendt. Billedbogen “Alene hjemme” fortæller den elskede historie fra julefilmen om drengen Kevin og hans begivenhedsrige juleferie. Kevin er otte år, og godt træt af sin store, spraglede familie. Bare han dog kunne få en pause fra dem… Hans ønske opfyldes – men slet ikke på den måde han havde forestillet sig! Kevin er nu helt alene hjemme, indtil han pludselig får besøg af to gemene indbrudstyve. Nu må Kevin bruge alverdens opfindsomme kneb for at skræmme dem væk!

Hvad skal du læse til jul? Tip mig gerne i kommentarfeltet.

 

Følg og like liftix

2 Replies to “Julebøger der får dig i den helt rigtige julestemning”

  1. Hejsa
    Sikke nogle gode bud på bøger til at komme i julestemmning.
    Herhjemme har vi opdaget Lille Pind og hvor er det et dejligt univers. Min lille pige er vild med Lille Pind så vi skal selvfølgelig også læse hendes jul.
    Jeg selv er stor fan af Jenny Colgan så jeg er sikker på god underholdning i selskab med Polly og Huckle. Vinter søstre lyder også som en bog for mig.
    Snesøsteren kunne være et bud på en kalender bog – her synes jeg det kan være svært at finde nogle bøger til det formål.
    Pedersen og Findus er altid dejlige og der bliver nogle gode snakke herhjemme.
    Ønsker dig en rigtig god december
    De bedste hilsner
    Karina

    1. Hej Karina. Mange tak – det er så hyggeligt. Ja, jeg har også lige læst og anmeldt Lille Pinds juleønske. Elvira er min barndomsveninde og er simpelthen så stolt af hende og de bøger, hun skriver og illustrerer. God jul!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.