Anmeldelse: Kongehuset under besættelsen af Michael Müller

Titel: Kongehuset under besættelsen. Forfatter: Michael Müller. Sider: 368. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★☆☆

“Billederne er omdrejningspunktet for historien. Billeder, der gemmer på små og store øjeblikke, og som tilsammen blotlægger et betydningsfuldt stykke af danmarkshistorien. Nogle overrasker, andre vækker genkendelse. Nogle er private og viser en dagligdag bag slottes mure. Andre udspiller sig rundt omkring i landet. Alle er de et vindue til en afgørende periode i det danske kongehus”.

Med Kongehuset under besættelsen har journalist Michael Müller skabt en flot og unik fortælling med 180 historiske billeder af Dronning Margrethe og hendes familie i de år, hvor tyskerne havde besat Danmark.

Har man set DR dokumentaren om Dronning Margrethes far Kong Frederik den 9., så har man nok også interesseret sig lidt for fortællingen om Amalienborg, den nye prinsesse og kongefamilien, da tyskernes støvler trampede ned over slotspladsen og Danmark i 1940 blev besat. Bogen her en et stykke danmarkshistorie fortalt i flotte billeder og med relevant tekst af Michael Müller, som undervejs blandt andet har haft adgang til Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek og Frihedsmuseets fotoarkiv.

Bogen indeholder mange spændende og ukendte anekdoter. Blandt andet at Frederik den 9.’s gode kadetven, modstandsmanden og søløjtnanten, Louis Rostock-Jensen, under en razzia i slutningen af krigen måtte gå under jorden på Amalienborg og senere indrømmede, at han havde haft en pistol liggende i en af slottets kommoder.

Jeg nød min læsning og de fine billeder og anbefaler bogen til alle historieinteresserede. Og til skabsroyalisterne. Og til de åbenlyse royalister. Som mig selv.