Anmeldelse: Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager

Titel: Det samme og noget helt andet. Forfatter: Katrine Marie Guldager. Sider: 452. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★

Jeg tænker også på mig selv som ung. Jeg tænker på, hvor meget jeg trængte til at læse en historie som denne, jeg tænker på, at der er nogle ting, man er nødt til at gøre, hvis man ikke vil føle sig som en lille lort, jeg tænker på, at der sidder nogen derude, som trænger til at læse denne historie for at blive bedre til at fortælle deres egen, og det svarer ikke på nogen spørgsmål, tænker jeg, men det giver mening.”

Det samme og noget helt andet er som en brusende, barsk og fast rytme. Som en talestrøm, der eksploderer. Katrine Marie Guldager kan noget med ord, tempo og stemninger. Det er let og komplekst på samme tid med mange kommaer, mange opremsninger. Man bliver næsten helt forpustet. Guldager rammer én lige i brystet, der hvor det gør ondt. Det er så ærligt og rørende og selvudleverende på samme tid. Det er i sandhed noget af det stærkeste autofiktion vi har haft herhjemme siden Den, der lever stille.

Efter i flere år at have skrevet, digte, noveller, romaner, har Katrine Marie Guldager endelig skrevet sin egen historie. Det samme og noget helt andet handler om Guldagers liv. Efter hun på dramatisk vis først mister sin veninde, og kort efter sin far, sker der et skred i den unge Katrine. Familiekonstruktionerne rykker sig, smuldrer og forskyder. Nu handler det pludselig om arvestrid og et skrøbeligt fællesskab. Det handler om Katrines søgen efter kunsten, skriften, om hendes politiske engagement, hendes rejser rund i verden, hendes start på Forfatterskolen, hendes søgen efter sig selv. Hvem er man, når man har mistet sin far, sig selv, sin familie? Kan man stå alene?

At læse Guldagers nyeste roman Det samme og noget helt andet er som at læse Delphine de Vigan og Vigdis Hjorth på samme tid. Det er blændende godt. Små, korte men komplekse kapitler. Vekslen mellem det oplevede, erindrende jeg, og det nutidige, skrivende jeg. Hvordan skriver jeg denne bog? Hvordan kan jeg skrive om mit liv, min familie, mine relationer? “Måske frygter jeg bare dette mørke, jeg dykker ned i, jeg frygter, at min egen historie vil trække mig helt ned, og på en måde håber jeg det også, jeg vil være hel igen”. Det er 50% fiktion, 50% virkeligt levet liv, som Guldager fastslår i bogens indledning. Og det er da også svært at se, hvor den ene del ophører og den anden slutter. Men det er også hamrende ligegyldigt. Det samme og noget helt andet er en fremragende roman, på sine egne præmisser. Fiktion eller ej.

Det samme og helt noget andet. Som titlen antyder, er det nøjagtig, hvad Guldagers seneste roman er. På en måde det samme (autofiktion som vi har set det så mange gange før), og samtidig noget helt andet (romankunst på højt niveau).

“Jeg vil skrive for at overleve”. “Jeg borer blyanten ind i papiret”. “Man må ikke ødelægge det for næste generation”. Jeg har ikke læst noget så poetisk og powefuldt om familiekonflikter siden Vigdis Hjorth, og jeg har lavet alt for mange æselører i den bog. Den var umulig at lægge fra sig. Det er som Tine Høeg i romanform. Sproget er et tempo, bragende. Kontant. En granskning af, hvad familie er. Og hvad relationer mellem mennesker kan skabe og destruere.

“Det værste er ikke, at det gør ondt, det værste er, når jeg ikke ved, hvorfor det gør ondt”.

Følg og like liftix

4 Replies to “Anmeldelse: Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager”

  1. Anne Kathrine siger: Svar

    Virkelig velskrevet og spændende anmeldelse!

    1. Mange tak, søde!

  2. Din artikel var meget nyttig. Tak denne nyttige information.

    1. Dejligt at vide 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.