Titel: Min fætter er høvding i Samoa. Forfatter: Johannes Langkilde og Cathrine Errboe. Sider: 380. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★☆☆
“Jeg kan næsten høre lyden af bølgerne på den fjerne stillehavsø skvulpe op på stranden, mens jeg læser Daniels besked. Jeg ser allerede mig selv køre rundt i en firehjulstrækker på øernes hullede veje på udkig efter Hans Alfred Langkildes grav og nulevende efterkommere fra hans eksotiske ægteskab med høvdingedatteren fra de lille landsby.”
Johannes Langkilde er gået i sin families historiske kilder og har forsket i sin egen slægt for at komme tættere på sin forfader og sin samoanske familie – og det er der kommet en ganske underholdende og eventyrlig bog ud af.
Da Johannes Langkilde er i USA for at dække det amerikanske præsidentvalg står han pludselig ansigt til ansigt med sin fjerne fætter, nemlig den delegerede høvding Fagafaga Daniel Langkilde fra Samoa. Det bliver et møde, som vender op og ned på Johannes’ liv, og det går op for ham, at historierne om familien på den anden side af jorden, om en ægte høvding på en fjern stillehavsø, og om forfaderen Hans Alfred, der i 1869 forlader Danmark og slægtsgården på Fyn for at forfølge sine drømme og store eventyrlyst, og senere går i land på Samoa og der forelske sig i en høvdingedatter, virkelig ikke er en godnathistorie. Men et sandt eventyr.
Båret af eventyrlyst og en stærk søgen efter sine rødder, sin historie, sin forfader, rejser Johannes Langkilde med sin familie til de polynesiske øer og lige i armene på en stor, ny familie. Samtidig beslutter Johannes sig for at skrive om dette møde, om arbejdet med kilderne, om slægtsforskningen og hvad det har betydet, og stadig betyder, at en hel klan af mennesker bærer det danske navn Langkilde, på en eksotisk sydhavsø på den anden side af kloden. Bogen er blevet til i samarbejde med journalist Cathrine Errboe, som højt sandsynligt har stået for at skrive de historiske kilders fortælling, altså den om Hans Alfred og familien, hvor Johannes har skrevet den mere dokumentariske del, om sin rejse til Samoa og mødet med sin fætter.
Jeg nød fortællingen, det var lige nøjagtig det saltvandssprøjt jeg havde brug for, for at lulle mig ud af min over 14 dage lange læsekrise. Jeg læste bogen på nogle få dage og nød især fortællingerne om den unge, ambitiøse drømmer Hans Alfred Langkilde, der svømmede i land på Samoa og blev gift med en høvdingedatter. Bogen er til dig, der elsker Wilbur Smith, Mich Vraas trilogi om dansk-vestindien, og generelt nyder eventyr fra de syv have i bedste Troels Kløvedal-stil.
Tag med Johannes Langkilde og hans forfader Hans Alfred på en eventyrlig rejse til 1800-tallets eksotiske øer Samoa. God fornøjelse.