Anmeldelse: Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen

Titel: Den inderste kerne. Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider: 412. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind ★★★★★

Det er det, jeg altid har sagt. Videnskab er ikke for kvindfolk. De eneste eksperimenter, kvinder bør foretage, er dem, de kan udføre ved et komfur og en bageovn”. 

Den inderste kerne om verdens første kvindelige seismolog Inge Lehmann er rørende, stærk, vedkommende og utrolig velskrevet. Inge Lehmanns livshistorie og ikke mindst livsværk er fandens godt romanstof. Skønt at Kaa Andersen havde set det. En art kvindelig pendant til Lykke-Per!

Lotte Kaa Andersen har skrevet en biografisk roman om videnskabskvinden Inge Lehmann (f1888-1993) og dermed er Den inderste kerne ikke kun en dannelsesroman og en stærk fortælling om kvindeliv i det 20. århundrede, men også et stykke Danmarkshistorie — troværdigt beskrevet og med miljøer man nemt kan dykke ned i. Allerede som barn, skiller Inge sig ud. Hvor søsteren er smuk og stille er Inge nysgerrig og begavet. Som barn er hun stærkt præget af farens verdenssyn: “Jeg vil jo bare være som dig, far”, siger Inge til faren, da han ligger for døden og spørger, om hun vil være Danmarks første kvindelige professor. Alfred Lehmann er selv professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet. Og han får hurtigt store planer for Inge. Hun har jo sådan et godt hoved. Men i takt med at Inge vokser op, og får kæmpet sig til højere skolegang og senere uddannelse på selvsamme universitet, som faren er formet af, indser hun, at videnskaben og ikke mindst det naturvidenskabelige miljø er en lukket herreklub, som hun har svært ved at blive en del af.

Hun søger den eksakte aflæsning. Det, der ikke kan diskuteres. For i det eksakte ligger friheden til at tænke selv”. 

Romanen har to spor, hvoraf det ene er er datidsspor, hvor vi følger Inges opvækst som barn med et “godt hoved” som faren siger og senere tidlige ungdom, og så et mere nutidigt spor, hvor vi følger den voksne Inges opdagelse af den inderste kerne og ikke mindst hendes kamp for at få publiceret og anerkendt sin forskning. Samtidig veksler kapitlerne mellem at følge henholdvis Inges søster, far, mor og diverse forskerkollegaer og chefer, hvilket bidrager til det fælles historiske tidsbillede og ikke mindst portrætter af Inge som person. Det er meget tydeligt, at romanens fiktive univers har afsæt i stor research af Kaa Andersen, som da også både har talt med Inges familie og fået adgang til private papirer, breve og en dagbog, som ingen kendte til.

Og sikke en roman. Jeg knuselsker bare Inge og især hendes tid i Østrig, hvor hun ulykkeligt forelsker sig i Albert, sønnen fra nabogården, — men de kan selvfølgelig ikke få hinanden. For Inge elsker noget højere. Sig selv og sine ambitioner. Siden hun var barn var matematikken alt. Hendes livs mening. Her ser jeg flere paralleller til Pontoppidans Per Sidenius, der for alt i verden vil lykkedes med sit projekt med et nyt kanalsystem i Jylland og det selvom han mister stor kærlighed undervejs. Inge er ikke meget anderledes. Kaa Andersen forstår at kombinere romantik og seismologi – hvilket i sig selv er noget af en bedrift.

Nu er vi så alle klogere på Danmarks første kvindelige seismolog, som endda opdagede Jordens indre kerne og kæmpede med sit liv som indsats for at blive til nogen. Til noget. I en tid, hvor kvinder ikke måtte noget som helst og konstant skulle bevise sit værd.

Holder man af kunstnerromaner om store personligheder som Hvor lyset er af Malene Ravn og Kvinden set fra ryggen af Jesper Wung-Sung så vil man også elske Den inderste kerne.

Verden mangler at høre din historie!” siger den Erik Hjortenberg, ven og kollega, til Inge Lehmann, da hun er ved at dø. Nu har Lotte Kaa Andersen endelig givet os den historie.