Titel: Store Kongensgade 23. Forfatter: Søren Ulrik Thomsen. Sider: 96. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
“Og ikke blot derfor, for hvorfor skriver man overhovedet? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers for altid ville være gået tabt, og, omvendt, måske for at slippe af med de andre øjeblikke i håbet om at de ikke vil hjemsøge en i det uendelige”.
Eftermiddagens næstsidste time. Der hvor passerens spids starter. Jeg tilslutter mig koret af begejstrede anmeldere. Søren Ulrik Thomsen cementerer sig med Store Kongensgade 23 endnu engang som en mesterlig essayist.
Søren Ulrik Thomsen reflekterer i Store Kongensgade 23 over et halvt århundrede, over de mennesker, der har haft betydning for ham, over sit kunstneriske arbejde. Store Kongensgade 23 er ikke bare en adresse. For SUT er det et sted, hvor resten af hans liv er begyndt. Hvorfra litteratur og musik er strømmet igennem ham, hvor tanker er opstået, hvor han er blevet gift og skilt, og folk er gået ind og ud af hans liv.
SUT er fænomenal i sit nyeste essay, som er en art nostalgisk ungdomsessay og en art kærlighedserklæring til sin mor. Jeg har faktisk svært ved at sætte min fænger på, hvor SUT er mest genial, om det er i tilbageblikket til den forjættede ungdom: “..når jeg tænker på, hvor forblæste vi egentlig var, men derimod mindet om tagværelserne med hessian på skråvæggene, blafrende bloklys og kokostæpper, hvor vi klumpede sammen på skibsbriksen og søgte tryghed i gruppen, mens Bad Moon Rising hamrede fra stereoanlægget og cigaretløderne prikkede i halvmørket”. Eller er det når han nærmer sig sin mor, og skal prøve at forstå, hvordan det er at leve uden hende: “Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk”.
Hvor meget autofiktion kritiserer forældrene er SUTs essay en hyldest til sin mor, til trods for hendes årelange depression og indlæggelser på psykiatrisk, der flugtede sammen med den unge Søren Ulriks pulserende pubertet. Samtidig er SUTs essay også en skarp kritik til det psykiatriske sundhedsvæsen og dennes brug af psykofarmaka. Det er ifølge SUT først, da en psykolog rent faktisk lytter til hans mor, taler til hende som et menneske, at hun kommer ud af sin depression, og kan ligge medicinsk behandling og de mange elektrochok og indlæggelser bag sig. SUT skriver: “At være psykiatrisk patient har selvsagt aldrig været muntert, men med alle de radikale indgreb og kure, der nu blev tilgængelige, som f.eks. lobotomi, ECT og behandling med hallucinogener og tunge psykofarmaka, trådte man med det tyvende århundrede for mig at se ind i psykiatriens middelalder, undskyld udtrykket. Men det har brændt på tungen i fyrre år”.
SUT skriver frit, levende, rytmisk og poetisk, med mange opremsninger, mange kommaer og få punktummer. Det gør fortællingen umulig at slippe, flydende og insisterende. Hvis man elsker Knausgård, Patti Smith og Einar Mar Gudmundsson, så skal man helt sikkert læse med her.
“Hver bog, jeg læser, inspirerer mig til at læse en ny, og hvert ord, jeg i dette øjeblik sidder og skriver, skrives i begæret efter det næste, det uskrevne, som opstår af skriften selv.”