Titel: I ruiner. Forfatter: Morten Pape. Sider: 603. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★☆☆
“Det var sådan det begyndte. Eller også var det her at mor og far indså at der ikke var nogen mulig vej tilbage; at de havde brugt årevis på at indrette vores liv i fredfyldt uforstyrrethed, der i stedet udformede sig til en tilstand af gemytlig apati. Måske var vi bare penge for hinanden; en social opsparing vi kaldte for en familie. En valuta der styrtdykkede, indtil vi ingen aktier havde i hinanden længere. Hvad er der at sige om en håbløst almindelig familie, der endte med at blive alt andet, bortset fra håbløse?”
I ruiner er en insisterende, rystrende og velskrevet roman om en families krak, om hemmeligheder og en søgen efter at finde sig selv, når hele ens verden er ramlet. Om søskendekærlighed og død, om finanskrise, middelklasse og folkemord. Om storpolitik og lokalpolitik. Oplagt til alle, der elskede Planen og Guds bedste børn og socialrealistiske romaner, der handler om det Danmark, mange af os lukker øjnene for. Dér, hvor det gør rigtig ondt.
Morten Pape er tilbage med tredje del i sin trilogi om Amager, men hvor vi førhen bevægede os blandt Urbanplanens tunge betonklodser er vi nu rykket ud på Vestamagers endeløse parcelhuse, hos Amalie hvis familie mærker konsekvenserne af Amagerbankens krak. Alt er håbløst kedeligt og normalt i den lille sammenbragte familie, der består af mor, far, storesøster Maya, Amalie og lillebror Oliver, som hele romanen er fortalt og skrevet direkte til af Amalie. Da finanskrisen rammer og Amagerbanken, som Amalies far har postet aktier i for at redde, krakelerer det ellers så faste fundament under familien. Moren mister sit arbejde i banken, forældrene bliver skilt, en tragedie indtræffer og Amalie skal pludselig finde sig selv i en verden væk fra det liv, hun hidtil har levet.
“Herude er der frit spil. Herude kan man være sig selv. Enten derhjemme, på værelset, i stuen, ude i haven eller på vej hen til Saab’en i indkørslen. Det er i disse få rum, at min krop slår sig løs; omgivet af enten mursten, liguster eller bilens karosseri. Vi har indrettet os i sikkerhed, investeret i tryghedsskabende materialer. Alligevel er det netop kun inden for de rammer der skulle forestille sig at være beskærmende og fredelige, at farerne skal vise sig at lure i skjul som et myrebo under parketgulvbrædderne, man ikke orker at lirke op og se under af frygt for at opdage skadernes potentielt kolossale omfang.”
Pape skildrer, som i sine foregående bøger, igen et autentisk og troværdigt tidsbilledet af 00’erne med alt hvad det indebærer. Sprogligt finder jeg dog Pape lidt mindre poetisk, end jeg gjorde i Planen, og langt mere direkte, filmisk og handlingspræget i I ruiner. Som i sine tidligere værker har Pape også her en udpræget evne for at skildre sociale og samfundskritiske miljøer. Og også her er katastrofen ikke humanitær. Den er etisk. Moralsk.
“I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig uden for Urbanplanen” skriver Pape i den prisbelønnede debut Planen, men med I ruiner har Pape faktisk netop bevæget sig uden for Urbanplanen og Amager. Helt til Rwanda og med afsæt i folkemordet, der pudsigt nok sker i 1994, nøjagtig samme dag, som vores hovedperson og jeg-fortæller Amalie bliver født. Der er ikke noget i vejen med Rwanda-sporet og Amalies interesse for den nødhjælp, der ikke hjalp som den skulle, men jeg fandt ikke fortællingen så interessant som Amalie og hendes families deroute som følge af Amagerbankens krak, så jeg kunne godt have ønsket mig, at Rwanda-fortællingen havde fået sin egen roman og måske generelt, at I ruiner havde været en 100-200 sider kortere.
Hvor jeg i Planen følte, at hver en side var vigtig for fortællingen om Morten, kunne jeg godt have ønsket mig lidt færre sider i denne. Det hænger muligvis sammen med, at jeg knuselsker Planen og nok ikke føler, at noget vil kunne leve op til den læseoplevelse igen. Jeg kunne lugte lorteøen og mærke Morten helt inde i hjertekulen. Det kunne jeg ikke på samme måde med Amalie, trods vi deler køn og også er opvokset i nogenlunde samme tidsperiode, dog i forskellige miljøer. Har man læst Papes foregående værker, må man dog ikke snyde sig selv for tredje bind, som binder en fin krølle på Papes store virke: At fortælle historier fra det ægte Danmark, og fra miljøer de fleste af os måske aldrig ellers ville få et indblik i. Jeg er spændt på at se, hvor Pape skal hen næste gang, og jeg tager glædeligt med.