Anmeldelse: Vittu af Iben Mondrup

Titel: Vittu. Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 336. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆

Hun har troet at hun og Chouchou (Vittu) havde en særlig tilknytning, funderet i hvem de var, og hvor de kom fra. De to var hævet over alt andet. Naivt har hun tilladt sig at tro på en kærlighed som var givet.

Vittu er en barsk men vigtig fortælling om en ødelagt dreng og en grænseløs adoptivmor, om de glemte grønlandske børn, og alt det de ikke bør udsættes for.

Iben Mondrup er tilbage med opfølgeren til sin anmelderroste roman Tabita om de glemte grønlandske børn. Hvor vi i Tabita fulgte den grønlandske pige Tabita, der bliver bortadopteret til et dansk ægtepar, følger vi i Vittu Tabitas lillebro, Vittu, der også bliver sendt til Danmark, først på børnehjem og herefter adopteret af kunstneren og fotografen, den franske Alice, og hendes mand, embedsmanden Stig, der er bosat i Aarhus.

Vittu, som sin storesøster, lider under adoptionen. Han bliver hurtigt reduceret til en art hund, Alice kalder ham Chouchou, han går med hundemaske og snor og kravler rundt på alle fire, og det bliver klart for læseren, at allerede her er noget helt galt i relationen mellem Alice og Vittu. Vittu bliver på samme måde som sin storesøster Tabita tvunget til at akklimatisere sig og lade sin grønlandske arv forblive glemt, og bliver samtidig kaldt det mere danske Vitus. Det er problematisk og skræmmende. Hvordan Vittus’ identitet ganske hurtigt udvaskes og han reduceres til en lille fransk hund. En følgesvend der følger sin forskruede ejer i tykt og tyndt.

Hver gang han går ud af huset, har han det som om han burde blive hjemme. Som tog han noget fra hende der tilhørte hende. Det er ikke noget hun siger. Det hænger bare i luften når hun ved han er på vej. Det klæber til ham som den skygge han slæber med sig ud af døren”. 

Vittu er en klaustrofobisk læseoplevelse. Forholdet mellem Vittu og adoptivmoren Alice er intenst, forkert og for isoleret. Selv Stig kan ikke komme til. Hvorfor ser de ikke nogen mennesker, undrede denne læser sig flere gange. Derfor var det også forfriskende, da Vitus møder genboens pige Holly og de bliver venner.

Romanen er velskrevet og flydende. Mondrup har som altid et særlig blik for at beskrive dysfunktionelle relationer mellem børn og voksne. Og voksne imellem. Dog blev jeg hurtigt irriteret på de franske sætninger, som ikke er oversat. Der var mange af dem, og de forstyrrede mit læseflow, fordi jeg ikke kunne oversætte dem i mit hoved og ikke gad bruge tid på at slå dem op. Kapitlerne veksler primært mellem Alice og Vittu og bliver altså fortalt fra hver deres synsvinkel. Det skaber en dynamik og spænding i fortællingen som er velkendt i romaner.

De seksuelle undertoner og det at Alice fotograferer Vittu nøgen var barsk at læse og ligger sig op ad hele romanens essens: en stærk fortælling om svigt og problematiske relationer. Og hvad er der med Alice og hendes far? “Hun er ikke bange for mørke, og slet ikke mørket i et barn” står der tidligt i romanen om Alice. Er hun måske selv blevet misbrugt som barn? Det kunne forklare, hvorfor hun selv har så forskruet et syn på, hvad hun kan tillade sig i relationen til sin adoptivsøn.

Jeg synes desværre ikke, at romanen sluttede med et brag. Jeg savnede indledningsvist lidt mere om Grønland og den kultur og ophav som Vittu kommer fra, ved vi fik det i Tabita, men der var han en lille bi-person. Den afsluttende periode i romanen, der dækker over Vittus’ tid i Grønland med Minna og alle de andre personer forvirrede mig. Jeg følte, det var lidt for sent i fortællingen at introducere så mange nye karakterer. Og så gad godt have haft en ordentligt konfrontation mellem Alice og Vittu.

Vittu var lidt langsom om at fange mig. De første 30-50 sider var jeg ikke sikker på, hvad jeg syntes. Pludselig tog det fart og siderne vendte sig selv. Jeg endte med at læse næsten hele bogen på en enkelt aften og anbefaler den varmt til alle, der holder af Mondrups unikke evne til at beskrive dysfunktionelle relationer mellem børn og voksne.

Tak til Kunststyrelsen for støtte til litteraturen og for at gøre det muligt at skrive bøger, der ikke nødvendigvis er behagelig læsning” skriver Mondrup i sit efterord. Tak selv, Iben, fordi du åbner verdener for dine læsere, som de fleste af os ikke kender til.