Titel: Reserven. Forfatter: Prins Harry. Sider: 576. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★
»Jeg vil for evigt støtte min øverstkommanderende, min dronning, min farmor. Selv efter hun er væk. Mit problem har aldrig handlet om monarkiet eller monarkiet som koncept. Det har handlet om pressen og det syge forhold, der har udviklet sig mellem den og kongehuset. Jeg elsker mit fædreland, og jeg elsker min familie, og det vil jeg altid gøre. Jeg ville bare ønske, at de havde været der for mig i det næstmørkeste øjeblik i mit liv. Og jeg tror, at de vil se tilbage en dag og ønske det samme.«
At læse Prins Harrys verdensomtalte bog om sit liv er som et stryge gennem en sæson af The Crown. Men hvorfor skal hele verden se familiens beskidte vasketøj? Fordi Harry er prins af det britiske kongehus og altid har været i mediernes søgelys. Nu tager han selv til genmæle. Med sin egen version af tingenes gang.
Det er erindringer, men dramatiseret, da det er umuligt at huske dialoger og samtaler ordret, så man indgår altså som læser en kontakt, hvor man forstår, at der må være pyntet lidt på. Fiktionaliseret. Men det er dog stadig Harrys rå og brutale sandhed.
Jeg forstår til fulde Harrys vrede mod verdenspressen. Hvem gør ikke det der har set de forfærdelige billeder af den smadrede bil i tunellen i Paris, eller de to små drenge der gik bag deres mors kiste. Forstår også godt Harrys instinkt og trang til at beskytte sin kone og sine børn, når monarkiet ikke gjorde det.
Måtte undervejs i læsningen konstant google episoder, dødsfald, bryllupper, lækkede billeder. Siderne vender sig selv. Harry skriver let men også detaljerigt især i sine beskrivelser af steder, bygninger og miljøer. Den midterste del om hans tid i hæren fandt jeg den tungeste at komme igennem.
Og hvis man så skal være lidt kritisk også: Er Meghan virkelig fejlfri, en art moder Theresa? Nogle beskylder Harry for at være selvretfærdig og jeg forstår det godt til dels og skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der har ret, hvis skyld hvad er. Meget i bogen virkelig bare så utroligt. Beskyldningerne, slagsmålene, de psykiske krige internt i kongehuset, pressens sindssyge brutale jagt og stilling.
Harrys liv er jo vitterligt som at læse en dramatisk spændingsroman. Man forstår ikke, at det faktisk er ægte levet liv. En sårbar men også vred fortælling. Forsoning på vej, som han ønsker det? Tror det næppe efter denne håndgranat hvor splitten allerede er trukket.