Boganmeldelse: Linda Brostöm Knausgård – Velkommen til Amerika

Titel: Velkommen til Amerika. Forfatter: Linda Broström Knausgård. Sider: 88. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★

“Min mor tørrede tårerne og sagde: Du skal være lige præcis, som du er. Hun var bange, det kunne jeg høre. Jeg så for mig, hvordan læger og de sociale myndigheder ville træde ind i vores enorme lejlighed og lede efter fejl. Min mor ville fremvise en perfekt, rengjort, enormt smuk lejlighed, der var ikke noget galt med os, ville hun vise dem, og de ville give sig. Alle ville få at se, at vi var en lys familie. Vi var uantastelige, alene fordi min mor havde besluttet det.”

En lys familie med mørke hemmeligheder. En mor i benægtelse, en ligeglad bror, og et barn, der nægter at tale. Linda Broström Knausgård har skrevet en lille, men nærgående roman.

Den 11-årige Ellen vil ikke længere tale. Faren er død, og Ellen er bange for, at det er hendes bøn til Gud om at slå faren ihjel, der bærer skylden. Ellens skuespiller-mor evner ikke at håndtere Ellens tavhed, og den musikelskende og voldelige storebror lukker sig inde på sit værelse eller går i byen med sin nye kæreste. Ellen føler sig i mange henseender magtesløs, det samme gør moren, og sproget kan ikke længere forløse de følelser og tanker, der rumsterer inde i Ellen. Derfor har hun valgt tavsheden. Hun taler ikke, og hun skriver heller ikke rigtigt i den notesbog, som moren har givet hende. Kommunikationen mellem medlemmerne af den “lyse” familie udebliver, og tilbage sidder læseren med en magtesløshed. Hvorfor snakker de ikke om de problemer, der ulmer i hver en episode, handling, tanke mellem dem?

Ellen har psykiske problemer men også en klarhed og voksenhed over sig, der gør det svært at forestille sig, at en 11-årig pige kan rumme så store følelser og tanker. Frem mod slutningen nærmer Ellen og moren sig forsøgvist hinanden, delvist grundet et besøg hos skoleinspektøren, der er bekymret for Ellens uvilje mod at tale, men her tager moren Ellen i forsvar, og her opstår noget, som de er fælles om. Forsvaret for tavsheden. Men det er en usund tavshed. I litteraturen kender jeg den fra Tove Ditlevsen, der ømt og tragikomisk har fortalt om sin egen mors momentvise tavshedsperioder, hvor hun ikke talte til nogen i familien. Der opstår med tavshed, en komplet magtesløshed og frustration. Hvordan får man renset luften, når den er så tyk, og der ikke kan prikkes hul? Hvordan kommer man videre i en familie, når faren (der med sit alkoholmisbrug og tvangsindlæggelser påvirkede familiens synergi) er død, og man ikke kan tale om eftervirkningerne af, at man nu er tre i stedet for fire?

Velkommen til Amerika er en lille og fin, men også krævende fortælling, der forventer noget af sin læser. Knausgård skriver flot prosa og har, muligvis givet sin egen erfaring med psykiatrien, en fintfølende sans for at skildre de psykologiske mekanismer og tanker, der rumsterer i et ødelagt menneske. Jeg anbefaler den til læsere, der nyder at læse litteratur for sit engagement, indblik i andre eksistenser, men ikke til læseren, der er plotdrevet eller søger underholdning. Romanen er Knausgårds tredje og det første, jeg læser af forfatteren, men jeg får lyst til at dykke mere ned i hendes forfatterskab. Desværre mest fordi, jeg kender en del til hendes berømte eksmand.