Boganmeldelse: Suzanne Brøgger – Koral

Titel: Koral. Forfatter: Suzanne Brøgger. Sider: 412. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★

“Man slipper nødigt eller frivilligt sin maske. Men det hænder – og ingen undgår det – at livet flår masken af dig, og du står dér i dit eget bræk til halsen. Eller sidder. Man når lige at få bedt taxachaufføren om at standse, men det er for sent. Og så sidder man dér i suppedasen, fuldt optaget af at bevare sin værdighed, idet man naturligvis insisterer på at betale alt, hvad man har svinet til. Men man har ikke midlerne. Et eller andet sted ved man godt, at man ikke længere kan betale sig fra det. Man sidder så og ærger sig over, at man ikke var majet mere ud, for hvis man var blevet genkendt som en berømthed, så var man sikkert blevet tilgivet, så havde det pludselig været en morsom episode, en anekdote værd, måske.”

Suzanne Brøgger skriver eminent prosa. Det er humoristisk, dybt, kækt, fandenivoldsk, ømt, rørende, gribende og tankevækkende fortællinger, som enhver litteraturelsker bør unde sig selv at stifte bekendtskab med.

I Koral har Brøgger samlet og genkomponeret sine tre store føljetoner om sit liv Creme Fraiche (1978), Ja (1984) og Transparance (1993), og det er blevet til en vellykket romanbiografi over den hattebærende, rapkæftede forfatterinde. Tak for hende og for denne fine “genudgivelse”.

Om det er erkendelserne i den storfulde forelske i fødselslægen fra Sverige, magtesløsheden i forholdet til den altid selvmordstruede mor, eller forholdet mellem den yngre Brøgger og den konkursramte jazz-musiker af en far, så går Suzanne Brøggers prosa lige ind i hjertekulen på læseren. Man kan ikke andet end at holde med hende, og af hende. Selv har jeg ikke læst noget af Brøgger før denne roman, men jeg fik bestemt lyst til at kaste mig ud i resten af det overvældende store forfatterskab.

Brøgger er humoristisk, tragisk og fandenivoldsk på samme tid, men Brøgger er ikke nem at læse. Hun lader mange pladser stå tomme og åbne for fortolkning. Hun giver ikke læseren svarene, men stiller spørgsmålene. Nogle vil måske have lyst til at give lidt op i romanens første del, da Brøgger sammen med Hr. Silke i Israel er på jagt efter en vinge på hælen (tatovering) og en pelshat, men fortvivl ej. Romanbiografien er klart stærkest i midten, der hvor hovedpersonen møder den tiltrækkende svenske fødselslæge. Det viser sig dog hurtigt, at deres romance har problemer. Han tænker næsten kun på sin kommende forfremmelse, en stilling som overlæge i København, hun kan ikke finde sig hjemme i den borgerlige atmosfære på hans skib i det svenske øhav, og han kan ikke tåle at blive omtalt i hendes sensationelle og meget diskuterede, erotiske værker. Her har Brøgger for alvor fået læseren skrevet varm, og så kan man umuligt stoppe igen.

Brøgger er velbevandret i religion- kultur- æstetik og livskunst. Det bærer romanbiografien også præg af med sine mange referencer og forfatterens udlandsrejser til blandt andet Libanon, Israel og Rotterdam. Det er som at tage med på en rejse, når man læser Brøgger, og så kan man ikke andet end at holde af hendes fascination af diverse former for hovedbeklædninger. Jeg anbefaler på det varmeste Suzanne Brøggers genkomponerede romanbiografi til nye såvel som gamle læsere af Brøgger, og til læsere der nyder forfattere som Tove Ditlevsen og Vita Andersen.

“Når jeg allerede havde levet så længe, skyldtes det, at jeg havde delt mig selv i to personer. Den ene var sky, indadvendt og skrivende, en person, ingen kendte, da al menneskelig kontakt var forbundet med spiritus, som sagt. Den anden var sprudlende, pågående, indsmigrende, impulsiv og vanvittigt charmerende – så længe det varede”.

“At driftslivet for fuld udblæsning ledte til døden, kunne man ikke længere være i tvivl om. Og jeg fattede simpelthen ikke, hvordan andre mennesker kunne opleve seksualiteten på en pænere måde. Jeg vidste ikke, hvor de havde deres hæmning fra, eller hvor jeg selv skulle få den fra”.

“Du er da virkelig oplysende! Tænk, jeg havde ikke anet, at jeg havde siddet og skrevet en bog til ham! Tror du virkelig, man sidder og skriver en bog til en mand, mand! Har mænd da ikke andet i hovedet end mænd! Er der ingen ende på denne egocentri!”

“Jeg ønsker slet ikke at læse noget, som ikke forandrer mig liv.”