Titel: JFK100. Forfatter: Anders Agner Pedersen. Sider: 460 sider. Forlag: TURBINE. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: TURBINE ★★★
“Vi kender alle listen af historiske fortilfælde. Den er for lang til at remse op, men start med Bibelen og gå videre til Shakespeares forfatterskab for yderligere eksempler. Det er her, hvor dødens symbolværdi forstærker historien om det liv, der gik forud. Hvor døden sætter livets bedrifter i relief og tilføjer handlingerne en ekstra betydning. Hvor individet bliver ét med sin samtid. Hvor den personlige historie og slutningen på et liv omfavner drømme og skuffelser for en hel generation. Sådan lyder historien om John F. Kennedy, og derfor er han en af de stærkeste ikoner i vor tidsalder.”
Ambitiøst og grundigt værk vil omfavne hele myten om den populære amerikanske præsident John F. Kennedy og Camelot, men mangler desværre kohæsion og sproglig æstetik.
Jeg er nok ikke den eneste, der har et soft spot for Mr. President John F. Kennedy. 100 år efter sin fødsel er han stadigvæk et ikon og en af de mest glamourøse præsidenter USA har haft. TURBINE forlaget har i den anledning udgivet biografien JFK100, som kommer vidt omkring John Kennedy og koncentrerer sig om ikke kun familien, men også staben, tiden før Det Hvide Hus, tiden som Amerikas Præsident, lederen af den frie verden og arven og myten.
Historien om John F. Kennedy starter allerede før han blev født. JFK er nemlig et direkte resultat af faren, patriarken i Kennedy-klanen, Joe Kennedy. Hans ambitioner for sine børn var tårnhøje, og da en lidt for stor venlighed mod Hitler i 40’erne gjorde Joe upopulær i amerikansk politik, blev det klart, at det nu var sønnerne, Joe Jr. og John F., der skulle følge i farens fodspor og søge en af de mest magtfulde positioner i amerikansk politik: præsidentembedet. Og da Joe Jr. dør i krigen, betaler Joe Sr. for JFKs kampagne, der får ham hele vejen fra senatet til Det Hvide Hus. Mission accomplished. Det er familien og de stolte, irske rødder, der bærer JFK til sit livs vigtigste job som USAs præsident, og så møder han kærligheden i den smukke Jacqueline Lee Bouvier.
Anders Agner Pedersen er redaktør på bogen og har samlet de seks kapitler, som endnu flere forskellige fagpersoner har skrevet. Og det er som helhed ikke en fordel. Det er for tydeligt, at der er forskellige skribenter, da ikke alle skriver lige gnidningsfrit, og skribenten på afsnittet om Rose Kennedy, der kommer lige efter afsnittet om Joe Kennedy gentager nogle ting, vi lige har læst. Selvom bogen bringer mange sjove anekdoter om familien og JFK frem, også ting jeg ikke vidste, så ville det have klædt det narratologiske forløb, hvis den kun havde haft en enkelt fortæller, så den blev mere sammenhængende og flydende i sprog og stil. Anders Agner er en god skribent, men niveauerne svinger for meget med de andre forfattere. Det er ikke som at læse biografier af klassebiografister som fx Jens Andersen. Til tider bærer sproget lidt præg af en opremsende informativ faglitterær genre med lidt for mange punktummer og for få adjektiver, og det skinner igennem, at forfatterne arbejder med den journalistiske genre til daglig. Den er nærmere dokumentarisk end den er fortællende. Jeg savner lidt æstetik, stemning og sproglig lækkerhed til at fuldende min læseoplevelse, også selvom emnet er uhyre interessant.
Kapitlet Staben er klart bogens svageste, det var her at jeg var allermindst underholdt. Kun afsnittet om Kennedys taleskriver, Ted Sorensen, der sammen med præsidenten stod bag de populære taler: “Ask not what you can do for your country” og “Ich bin ein Berliner“, var virkelig interessant læsning. De andre politiske personer er for perifere for mig at læse om, da det er Kennedy-familien og forholdet mellem Jack og Jackie der primært fanger mig. Og ligeså godt som Anders Agner Pedersen kan skrive bedre end de andre kapitelforfattere, ligeså dårligt har han redigeret i gentagelser. Jeg blev flere gange irriteret over at skulle læse de samme kendsgerninger op, fordi afsnittene er skrevet, som om de skal kunne stå alene. Hvis man lige har læst et kapitel om, at JFK hjalp Martin Luther King Jr. ud at fængslet og efterfølgende fik King Sr.s støtte ved valget, selvom han var republikaner, så gider jeg ikke læse om det to-tre gange mere i de følgende afsnit. En mere grundig redaktion og korrektur havde været ønskværdig. Så selvom idéen med at skrive om Kennedy er god, så får den altså kun lige tre stjerner.
Der var dog også glimtvis kapitler, som virkelige fangede mig, og hvor jeg lærte nyt om Kennedy-klanen. Her kan læsere starte, hvis de ikke har mod på alle 460 sider: Joe Kennedy, Jackie, Ted Sorensen, Kennedy som forfatter, I direkte tv-duel med Nixon, Forbindelsen til mafiaen, Kampen for borgerrettigheder, Kong John Fitzgerald og Det Ovale Kontor, Kunsten at spille Kennedy.
[…] Anders Agner Pedersen – JFK100 (460 sider) ★★★ udgivet 2017 Note: Ambitiøst og grundigt værk vil omfavne hele myten om den populære amerikanske præsident John F. Kennedy og Camelot, men mangler desværre kohæsion og sproglig æstetik. […]