Titel: Små døde. Forfatter: Emma Flint. Oversætter: Randi Bjerre Høfring. Sider: 320. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: People’s Press ★★★★☆
“Som Scott tidligere havde fortalt Pete, var Ruth allerede blevet dømt skyldig i skønhedsalonerne, i baggårdene og rundt omkring i Queens køkkener. Alting stod og faldt med, hvorvidt juryen ville dele den opfattelse”.
Emma Flint skriver hæsblæsende og troværdigt om en arbejdende alenemor i 60’ernes New York, der mister sine børn og bliver hovedmistænkt. Det er farlig, feministisk, frembrusende litteratur, der udfordrer og forarger sin læser.
Mad men møder Ikke uden min datter. Det er druk, korruption, forbrydelse, sexisme og mandschauvinisme og alle ismerne blandet med kølige drinks, skarp eyeliner, en mors desperation og en gåde om to forsvundne børn. I et arbejderkvarter i Queens i 1965 arbejder fraskilte Ruth Malone på en cocktailbar. En morgen vågner hun op til et åbent vindue og to tomme senge. Hendes børn Frankie og Cindy er forsvundet sporløst. Medierne får nys om sagen, og da politiet finder makeup, frækt tøj, tomme spiritusflasker og breve fra en masse mænd begynder alle at tegne et billede af Ruth som en mor, der er løs på tråden og som højst sandsynligt selv har myrdet sine børn, for ikke at miste dem i forældremyndighedssagen med deres far. Samtidig med, at Ruth forsøger at finde sine børn får journalisten Pete Wonicke endelig mulighed for et karrieregennembrud, da han begynder at efterforske Ruths sag, men da han dykker ned i Ruths liv bliver han både betaget og besat af hende. Og hvem er hun egentlig?
Jeg kendte ikke til Emma Flint, før People’s Press sendte mig anmeldereksemplaret, men hun skriver med en skarp pen. Små døde har da også vundet flere priser blandt andet Washington Post Best Thriller/Mystery, Publishers Weekly Best Book of 2017 og er nomineret til Baileys Womens Price for Fiction. Det er en smart udgivelse af Peoples Press og Randi Bjerre Høfring, der har oversat den til dansk.
Små døde er en skræmmende og gribende roman om en mors længsel efter sine børn, en mors værste mareridt, og om en ukonventionel kvindekskæbne. En kropslig roman, der ikke er bange for at skildre menneskets ulækreste og værste sider. Romanen er en fiktiv fortælling, men er baseret på den sande historie om Alice Grimmins og en mordsag fra 1960’ernes New York. Alice Crimmins (født 1939) er en amerikansk kvinde, der blev anklaget for at dræbe sine to børn, 5 år gamle Eddie og 4-årige Alice Marie, kendt som Missy, der blev savnet den 14. juli 1965. Alice Maries krop blev fundet den dag, og Eddie Jr.s blev fundet fem dage senere. I 1971 blev hun dømt for at myrde sin søn og dræbe af sin datter. I november 1977 blev hun prøveløsladt.
Alice Crimmins leaving Queens Supreme Court for lunch break with attorney Martin Baron (left) and her husband. Edmund.
Original Filename: ENV37279 001P.tif
Lokalmiljøet og alle omkring sagen mistænker Ruth: “Kællingen gjorde det. Helt sikkert. Det var en fyr med drankertud og et hængende øjenlåg, der lignede en blinken. I har jo set, hvordan hun ser ud, når hun møder op på stationen og går derfra igen – med fuld makeup og håret sat. Hun har aldrig grædt for dem. Ikke en eneste gang.” skriver Flint, og jeg var gennem hele romanen lige dele chokeret og forundret, da jeg slet ikke kunne forudse plottet eller hvem morderen var, før det rent faktisk stod i en sætning.
Som læser kan man ikke lade være med at forarges over den konstante fokus på Ruths fremtræden i aviserne, der dækker sagen om hendes børn. Hun bliver konstant, af mandlige journalister og politibetjente vel at mærke, beskrevet som rødhåret, sexet sild, cocktailservitrice, petite kvinde med frisklagt makeup, læbestift og eyeliner og iført smart blå nederdel, matchende højhælede sko og flødefarvet bluse med dyb udskæring. Jeg er med på, at moren er en mistænkt ligeså vel som faren og alle andre, men hvorfor er hun et endnu større mistænkt bare fordi, hun ikke græder i offentligheden og ifører sig snart tøj og makeup, når hun skal til forhøring? Devlin, der står for sagen, er korrupt politimand og tager kun imod de vidneudsagn der gavner hans egen mistanke om Ruth som morderen. Alt andet sletter han eller brænder. Argh! Man bliver helt sur! De mandlige betjente, der tror de ved alt om Ruth og at være kvinde ved ikke en skid!: “Han kendte intet til at lade sine børn være alene hjemme eller sammen med en teenagebabysitter, mens man selv tager på arbejde i otte tomer, konstant på fødderne i et par højhælede sko, der gnaver, mens man serverer drinks for røvhuller, der tror, at de køber retten til at rage på én for hver omgang. Han kendte intet til at tage fra sine sovende børn for at mødes med en mand, der vil betale for ens selskab, fordi ens datter har brug for nye sko.” Forholdet, mystikken og besættelsen mellem Ruth Malone og Pete Wonicke er helt a la Michael Douglas og Sharon Stone i den erotiske thriller Iskoldt begær, hvor en politimand efterforsker mordet på en rockstjerne, og mistænker den myrdedes elskerinde, en forførende forfatterinde. Pludselig er han indspundet i et net af lidenskab, bedrag og jalousi.
Pete begynder med tiden at se bagved Ruths maske af makeup. Måske er hun ikke den skyldige. Men hvorfor forsvarer hun sig så ikke? “Selv under makeuppen kunne han se, hvor bleg hun var, hvor skrøbelig og bange. Det her var ikke den strålende, gyldne kvinde, han havde set rundt omkring på barerne Den her kvinde blev fortæret af noget, der var større end hende selv.” Ruth skjuler sig bag sine makeup, sine hatte og solbriller, og i mørket, når hun er sammen med mænd. Det forklarer en af hendes tidligere elskere Pete Wonicke: “Hun ville kun kneppe i mørke. Selv da vi havde været sammen i et stykke tid. Lige så snart vi var færdige, smuttede hun ud af sengen og ud på badeværelset, før jeg kunne nå at tænde lyset. Så kom hun tilbage fuldt påklædt og med perfekt makeup og skænkede os en drink mere.”
Små døde var endelig en krimi, hvor jeg virkelig blev udfordret. Karakterer bliver hele tiden introduceret, jeg blev mere og mere chokeret og læste desperat videre for at få opklaret, hvem der tog børnene, men jeg får ikke svaret før på de sidste sider! Jeg følte ikke den sædvanlige: Nu skal det hele bindes sammen og løses til sidst på de 100-sidste sider, som jeg normalt gør. Her blev fortællingen ved med at være mystisk, i roligt tempo men dog mere intens til slut. Mine varmeste anbefalinger!