Titel: Utålmodige hjerter. Forfatter: Stefan Zweig. Sider: 486. Forlag: Turbine. Udgivelsesår: 2020. Oversætter: Lone Østerlind. Anmeldereksemplar: Turbine ★★★★★
“Nu var der pludselig sket noget i mig og med mig – ikke noget der var synligt udadtil, tilsyneladende ikke noget væsentligt. Men det vrede blik i den krænkede piges øjne havde alligevel fået noget i mig til at briste og ladet mig se ned i hidtil ukendte dybder af menneskelig lidelse, og nu gennemstrømmedes jeg af en uventet indre varme, som fremkaldte den hemmelighedsfulde feber, der var og blev en gåde for mig, som en sygdom altid er det for den syge.”
Utålmodige hjerter er en altopslugende, livsklog og fremragende roman af østrigske Stefan Zweig. Den udkom i 1939 og er den eneste afsluttede roman fra forfatterens hånd. Jeg blev fuldstændig besat af den — Sweig kan virkelig noget med ord og er en formidabel fortæller.
I romanen, der sine steder minder mig om Pontoppidans Lykke-Per, følger vi den unge løjtnant Anton Hofmiller, som en dag bliver inviteret til bal på slottet hos den ungarske magnat Lajos von Kekesfalva. Løjtnanten byder husets datter Edith op til dans, men hun er lam i benene og kan ikke danse. Løjtnanten rammes af skyld og skam over at have sat Edith i forlegenhed, og hans følelser udvikler sig hurtigt til en stor medlidenhed, mens Edith forelsker sig i løjtnanten. Jeg kan virkelig ikke anbefale den her bog nok. Jeg tænkte på den hele tiden og havde svært ved at lægge den fra mig.
Fortællingen foregår i 1914 i Østrig-Ungarn, fortalt i datid af den midaldrende løjtnant Anton Hofmiller, der tænker tilbage på sin tid under første verdenskrig, hvor han blev hædret til Maria-Theresia ridder, men føler ikke at hans heltestatus er berettiget. Det er hans fortid og mødet med en vis familie, der bringer den aldrende fortæller kvaler.
Hofmiller arbejder som løjtnant i kavaleriet ved grænsen til Ungarn og i et nostalgisk tilbageblik beskriver han sit møde med den uhelbredeligt syge Edith, der bor på et lille slot i nærheden af kasernen. Edith er datter af den rige, jødiske Kekesfalva, som ved et nærmest lykketræf, er blevet millionær. Anton og Edith mødes til en fin middag hjemme hos Kekesfalva. Af ren høflighed byder løjtnanten husets datter op til dans, uvidende om at hun er lam i begge ben efter en ulykke. Da hun er kommet sig over den første forskrækkelse, forelsker hun sig uigenkaldeligt i den 25-årige løjtnant. Anton Hofmillers møde med Edith og hendes kusine Ilona beskrives således: “En særpræget kontrast. Den ene har man lyst til at danse med og kysse, den anden vil man gerne forkæle, kærtegne nænsomt, beskytte og frem for alt berolige”. Men Hofmiller har kun medlidenhed til overs for Edith og hendes kærlighed, og det er en medlidenhed som får voldsomme konsekvenser. Jeg vil ikke afsløre selve handlingen yderligere, men bare råde dig til at læse den. Det er en fantastisk historie.
Rørende er det også at følge Ediths tanker. Hvordan hun væmmes ved sin uselvstændighed. Det kommer da også til udtryk overfor Hofmiller flere gange, blandt andet her: “Tror I ikke, at jeg kan mærke, hvordan I glemmer at trække vejret, når jeg tager fat i krykkerne? Og hvordan I hastigt forcerer samtalen, så jeg ikke skal mærke noget – som om jeg ikke kendte jer ud og ind..”
Utålmodige hjerter er til dig, der elsker The Sound of Music, Brideshead Revisited, Doktor Zhivago og Mig før dig. Utålmodige hjerter er medrivende og velskrevet romanfortælling på meget højt niveau og den højlitterære pendant til Mig før dig.
Jeg var virkelig optaget af bogen fra første side, den var svær at lægge fra sig. Zweig kan noget med ord og konstruere lange, rytmiske sætninger, der får handlingen til at bevæge sig hurtigt men behageligt fremad. En virkelig vild storyteller, på niveau med Blixen og Pontoppidan. Jeg skal læse mere Zweig.
Spændende