Anmeldelse: Jorden under mig af Helle Vincentz

Titel: Jorden under mig. Forfatter: Helle Vincentz. Sider: 360. Forlag: Peoples. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Peoples ★★★★★

“Jeg kan bedst lide, når vi tager traktoren. Især hvis markerne er nypløjede. Når jeg sidder på et af fars brede lår højt oppe over vejen, mens den orange Fiat bumper af sted ud over pløjemarkerne, der ligner den hakkede kogechokolade, farmor bruger, når hun bager, og som jeg tit får lov at smage på, er der roligt inde i mit hoved… Hvis jeg kunne bestemme, skulle mig og far altid køre rundt sammen i en traktor”. 

Jorden under mig af Helle Vincentz er noget af det absolut stærkeste erindringsprosa, jeg har læst i år. 

På Sydsjælland, i den lille by Sønder Bjerge vokser Helle op på en gård, sammen med sin mor, der er skolelærer, og faren, der er landmand og har arvet gården fra sine forældre. Hendes lillesøster hedder Vibeke, og hun er på mors hold. Helle er på fars. Sådan har det altid været. Helle er barn, og hun forstår ikke alt, hvad der sker omkring hende, men hun ved, at kartoffelkuren gør far ked af det, og at statsministeren, ham Schlüter, er ond og skyld i meget af det dårlige, der omgiver familien. Han står bag kartoffelkuren, som gør livet surt for de hårdtarbejdende landmænd, hvis fag, gårde og livsgrundlag er gået i arv gennem generationer. Far og mor begynder at skændes, og far bliver indlagt på noget der minder om et sygehus, men som starter med p, men lyder som s. Og en dag skyder Helles far sig i sine forældres kælder.

Helle Vincentz har med Jorden under mig begået en rørende og barsk fortælling om sit barndoms jeg. Om lille Helle, der mister sin far, da hun er kun otte år gammel. Jeg var besat og investeret i fortællingen fra første side, og de sider vendte hurtigt sig selv. Jeg var vild med den barnlige, naive skrivestil, der afspejler bogens første halvdel. Den er tro og autentisk. Som er det virkelig otteårige Helle, der sidder og fortæller om sin barndom: “Det bedste tidspunkt at være hos farmor og farfar er til aftensmad. Farmor serverer varm mad til frokost, så til aftensmad spiser de sigtebrødsmadder, og når man har spist sin pølsemad, får man en sukkermad som nummer to”. 

Jorden under mig er ikke kun hverdagsnær fortælling om en familie, der mister sin patriark. Det er også en større fortælling om danske landbrug i slutningen af 80’erne, og hvordan økonomien påvirkede en masse menneskeskæbner. Jeg nød rejsen tilbage til 1980’erne, og kunne næsten forestille mig selv sidde i stuen sammen med Helles familie: “Transistorradioen står på jalousiskabet bag os, på skrivebordet foran os vokser de stakke med regninger, man ikke må ramme med frisbeelåget. Jeg ville hellere høre Giro 413 med Jørn Hjorting, han lyder rigtig rar, synes jeg, og der er mange gode sange, men far bestemmer”. 

Da faren har skudt sig i sine forældres kælder, må moren grædende fortælle sine to døtre, at far ikke kommer hjem igen. “Han gjorde det for vores skyld. Fordi han ikke ville være en dårlig far”. En sætning der griber langt ind i Helles liv, og følger hende, også som voksen. En skyld der vokser så tidligt. Helle konkluderer, med sit barnlige, naive sind, at faren jo har skudt sig, fordi Helle også ofte bad ham gentage ting, fordi hun ikke hørte efter. Helles barnelogik, kombineret med morens fatale udmelding, får Helle til helt oprigtigt at tro, at det er hendes skyld, hende, morens og søsterens, at faren har skudt sig selv.

Jeg har tidligere læst Stjålne liv af Helle Vincentz, der som, genren ofte tilbyder, var velskrevet, gennemresearchet og fyldt med spænding. Siden har jeg dog ikke læst noget af Vincentz, primært fordi jeg ikke læser særlig mange krimi- og spændingsromaner, så det glædede mig meget, da jeg så, at Vincentz nu ville være aktuel med et stykke erindringslitteratur. Om sin egen familie. Senest har krimiforfatter Jesper Stein også taget fra hovedstolen, og dét slap han ret godt afsted med. Og det glæder selvfølgelig mig, når krimiforfatterne begynder at skrive autofiktivt og mere nært om egne familierelationer, fortielser, drama, skyld og skam. Det er dér, hvor deres bøger, efter min mening, bliver rigtig interessante.

Jeg nærer den dybeste respekt for, at Helle Vincentz har haft modet til at skrive den her bog. Det må have været lige dele terapi og tortur at gennemleve disse barske barndomsminder. “Lugten af barndom når mig, før vi når frem.”. Hvordan den voksne forfatter, Helle Vincentz, har siddet og gravet i denne barndom, og genkaldt sig alle episoderne. “En del af min bevidsthed er klar over, at min voksne krop sidder på et gulv i Vanløse. Men den del, der bestemmer, om jeg kan flytte mig, er ikke her. Den er i det liv, der blev smidt på møddingen. I en stue fuld af flasker, hos et meget bange barn, der ikke ved, hvordan hun skal slippe ud. Det barn er stadig mig”. Bogen er en voksen datters forsøg på at nærme sig sin far. At lære den far at kende, som hun kun kender i glimt, som kun var hos hende i otte år. Det er hendes søgen efter at finde ud af, hvori den skrøbelighed, som førte hendes far så langt ud, bestod i. Hvordan han kunne finde på at forlade sin datter, sin holdkammerat. Og det er der kommet en yderst vedkommende erindringsroman ud af.

“Så kom den. Jorden under mig. Bogen indeni mig”, skriver Vincentz til mig på et lille vedlagt bogmærke i anmeldereksemplaret. Og sikke en bog, at du har haft indeni dig og gemt på, siden du bare var lille Helle fra Sønder Bjerge. Hvor er det modigt, at du tør lukke os andre helt derind. Din bog rørte mig. Meget. Og sidder stadig i mig.

Hvis du elsker Benn Q. Holms Album, Merete Pryds Helles Folkets skønhed, Thorstein Thomsens Sne på hendes ansigt, Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, så vil du også elsker Jorden under mig.