Anmeldelse: Undervejs – Erindringer 1940-1972; Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty

Titel: Undervejs – Erindringer 1940-1972; Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty. Forfatter: Tom Buk-Swienty. Sider: 454. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆

“I familien blev jeg kaldt Daisy, det engelske ord for bellis (tusindfryd), der ligner en lille maguerit. Det blev min mormor også kaldt. Jeg har altid holdt strengt på, at det kun var familien, som fik lov at kalde mig Daisy. Af alle andre blev jeg tiltalt Prinsesse Margrethe, aldrig bare Margrethe.”

I Undervejs, som er Dronningens erindringer fra hun blev født i 1940 til hun i 1972 overtog tronen fra sin far, er en eminent forfatter trådt i baggrunden, men har alligevel formået at formidle Dronningens ord og imponerende tilbageblik, så det føles som er det regenten selv; den lille pige på Amalienborg, den unge og nysgerrige prinsesse, tronfølgeren, og den nye monark, der taler direkte til os. 

Undervejs kan betyde mange ting. Det kan være at man er undervejs fra en tur eller en rejse til et andet sted, man er i færd med at komme til sit bestemmelsessted, i færd med at blive til eller udvikle sig eller man er undervejs, mens en udvikling eller en proces foregår. Titlen er derfor velvalgt, da ordet har flere betydninger. Også for Dronningen. Der her ser tilbage på halvdelen af sit liv og tiden før, hun blev Dronning.

Undervejs er ikke kun en fortælling om en prinsesse, der bliver dronning, eller om en usædvanlig royal familie og verdens ældste monarki, det er også et troværdigt stykke Danmarkshistorie, og en fortælling om et land der får en ny prinsesse midt under den tyske besættelse, og en ung kvinde, der arver en kongetrone, netop som hun er blevet gift og mor til to.

I bogen, der er fyldt med fortælleglæde, imponerende hukommelse, unikke anekdoter, morsomme udtryk og meninger, kommer vi tættere på Dronningens inderste liv end vi nogensinde har været før. Tom Buk-Swienty er trådt i baggrunden, og har formået at forvandle 37 timers samtale til en art romanfortælling om levet liv. Buk-Swienty har redigeret spørgsmålene ud af samtalerne, for at bringe læseren så tæt som muligt på historien og ordene i bogen er således blevet Dronningens. Samtidig offentliggøres en række rejsebreve også, for første gang nogensinde, som Dronningen skrev til sine forældre på sine mange dannelsesrejser rundt i verden. Det er dog bogens svageste punkt, og jeg var klart mere underholdt i de resterende kapitler, ligesom jeg nød barndomserindringerne, hvor vi kommer helt tæt på Dronningen.

Hvordan var det at vokse op på Amalienborg og i et palæ med egen skole? Ungdomstiden og de mange rejser distancerer Dronningen. Her bliver det en mere jordnær og triviel fortælling om at være ung, søgende og videbegærlig. Det kunne såvel være skrevet om Helle Hansen fra Aarhus. Det er i kapitlerne, hvor vi kommer helt med ind bagom livet som kongelig, som tronfølger og prinsesse, hvor vi lærer Kong Frederik den 9. og Dronning Ingrid at kende som forældre, hvor vi hører om lillesøster Anne-Maries stormende forelskelse i den græske Kong Konstantin II, hvor Dronningen fortæller om sit eget møde med den franske diplomat Henri de Monpezat i London, hvordan lynet slog ned og så skulle det bare være de to, hvordan han skulle møde Kongen og Dronningen for første gang, hvordan Kronprins Frederik kom til verden med kejsersnit og med udrykning til hospitalet, selvom Prins Henrik ønskede at Margrethe skulle føde på slottet. Det er hér, at det er rigtig spændende, personligt og modigt.

Royalister, og alle der interesserer sig for Det Danske Kongehus, vil føle sig godt tilpas her og man bør absolut lade bogen ligge under juletræet i år til disse. Gud bevare Danmark!