Titel: Tove Ditlevsen var min mormor. Forfatter: Lise Munk Thygesen. Sider: 255. Forlag: Forlaget 28B. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Forlaget 28B ★★★★☆
»Min mormor havde flotte ben, det var blandt andet det, Victor forelskede sig i, og det havde min mor også. Jeg har arvet deres ben, og det er noget af det, jeg bedst kan lide ved mig selv, mine ben og mine øjne. Mine øjne er klare, blå og gennemsigtige og har en sort ring rundt om det blå, ligesom Toves.«
Det er 47 år siden, at Tove Ditlevsen tog sit eget liv. Alle aviser dengang opsnappede den unge pige, barnebarnet Lise Munk Thygesen, der selvfølgelig deltog i sin mormors begravelse på Vesterbro, hvor hundredevis af arbejderkvinder, gav deres sidste salut til Tove Ditlevsen. Siden da, har ingen rigtig hørt fra Lise, eller fra andre af Toves efterkommere. Indtil nu. “Tove som jeg elskede og var meget stolt af, var en hemmelighed, vores relation fandtes kun mellem os to. For hvis hun blev bragt op, forsvandt jeg”, skriver Lise i indledningen til Tove Ditlevsen var min mormor. Og indtil nu har hun forholdt sig tavs, men nu, nu var tiden inde til endelig at fortælle, hvordan det har været at vokse op som barnebarn af Danmarks berømte digter Tove Ditlevsen.
Tove Ditlevsen var min mormor er ikke kun Lise Munk Thygesen, der gennemgår sin mormors liv, deler flittigt ud af personlige anekdoter og gransker familehemmelighederne, hvoraf flere også er kendt gennem Toves værker. Det er også et tilbageblik på en linje af kvinder i familien, et stykke Danmarkshistorie og en fortælling om arv, skyld, skam, moderskab, skilsmisser, depressioner, misbrug, kærlighed og selvmord. Det er en datter, et barnebarn, en mors forsøg på at nærme sig kvinderne i sin familie, for at forstå sig selv og sætte sig selv, og netop disse kvinder, fri.
»Vi har ikke selv valgt det, men arvet det hele, glæde og fortvivlelse, mimik, hår og næser, tankegange og retfærdighedssans, børnefødsler, aborter og barnetab. Vi har arvet begejstrringen for bogstaver og ord, farver og konturer, musik og dans, det at svømme i havet og behovet for at gå egne veje. Vi har arvet lykkefølelsen ved at høre vindens susen i trækronerne. Vi har arvet lyde og hvad de gør ved os. Vi har arvet depressioner, selvmord og hemmeligheder, succeser. Vi har arvet skilsmisser og måder at reagere på, når vi bliver nedgjort. Sygdomsforløb og angst. Vi har arvet stilheden.«
Mest chokerende er de meget konkrete beviser, som Lise har fundet i sin mors Helle Munk (datter af Tove Ditlevsen og dennes anden mand Ebbe Munk) efterladte ringbind. De indeholdte dagbogsnotater, journaler, tekster og billeder. Deraf fremgår det, at Victor Andreasen, Toves fjerde mand, gentagne gange misbrugte Helle, fra hun var 15 til hun var 19. Det er forfærdelig læsning, særligt fordi man ikke kan lade være med at undre sig over, om Tove vidste det. Selv placerer Lise ikke skylden på sin mormor. Der er flere omstændigheder, blandt andet Toves eget stof- og alkoholmisbrug og psykiske tilstand, der gør, omstændighederne uvisse. Derudover er Lises ærinde heller ikke at dømme og hænge Victor ud, han er for længst død og kan ikke forsvare sig, formålet med bogen og afsløringer er mere at forsøge at fortælle og lægge kortene på bordet i håb om at frigøre sig fra den tunge arv, der løber ned gennem familien Mundus / Ditlevsen / Munk. Lise selv er mor til to døtre og har forsøgt at bryde med den arv, der nedstammer helt tilbage fra sin tipoldemor Ane Margrethe Mundus.
Det er en barsk bog. Og det er et barsk liv, som Tove har levet og givet videre til sin datter og barnebarn. Men bogen er også opløftende, særligt i det afsnit, hvor Lise Munk Thygesen tegner et andet billede af sin mormor, et som få af os måske rigtigt kender, et som medierne aldrig har dvælet ved at fremvise, fordi skandalerne, misbruget, aborterne, skilsmisserne har været bedre sensationsstof. Lise fortæller nemlig om en mormor, som var så meget andet. Alt det, Tove klarede så godt. Det hverdagsagtige, hendes punktlighed og pligtopfyldelse, at hun var selvironisk og morsom, en loyal ven, trofast og havde orden i sine pengesager. Som Lise skriver: “Jeg tror ikke, hun tillagde de sider i sig selv den store værdi, måske lagde hun ikke mærke til dem. Det lå Tove meget fjernt at rose sig selv”. Og det er jo netop dét, vi som læser altid har manglet. Tove har været så hård mod sig selv, så ærlig og brutal i sin fremstilling af sit liv, at vi har savnet at høre hende sige: Jeg gjorde gode ting også, for mig selv og min familie. Så det ikke kun er det egoistiske valg at tage sit liv og efterlade sine børn, der står tilbage, men også et kærligt minde om en livsklog og kæderygende mormor, der tog en med i Tivoli.
Tove Ditlevsen var min mormor er et must-reed for alle, der vil forstå hvem Tove Ditlevsen var, som digter, forfatter, fænomen, men også som mor. Og mormor. Udkommer i dag.