Den 17-årige Upper West Side overklassepige Kennedy Stanza er håbløs romantiker og sin løgnagtige mors diametrale modsætning. Eller er hun?
Titel: 21 forbudte kys
Forfatter: Lauren Blakely.
Sider: 271 Pris: 49,- (e-bog).
Forlag: FLAMINGO
★★
“Jeg former mig, alt efter hvem jeg er sammen med, for at værne om mine hemmeligheder eller for at skjule deres. Jeg kunne kaste op ved tanken om, hvilken kamæleon jeg er blevet”.
Kennedy Stanza er 17 år og bosat i den fine del af Manhattan med sine succesfulde mor, manuskriptforfatteren Jewel Stanza. Alt synes perfekt, men allerede på de første sider, af det der lægger an til den helt store love story, fornemmer man som læser problemerne forstyrre glansbilledet. Til den overdådige fest, hvor morens nye tv-serie manuskript fejres, præsenteres vi for det, der lader til at være romanens tema: Den forbudte kærlighed. Kennedy er forelsket i den 8 år ældre Noah Hayes, og foruden aldersforskellen, så besværliggør det faktum, at Noah er Jewels agent og meget tætte ven også forholdet. Deres derfor hemmelige affære synes umulig, og bliver da også yderligere vanskeliggjort, da Kennedys far, Eric Stanza, finder det kærlighedsbrev, hvor Kennedy i dagbogsform har beskrevet alle de forbudte kys mellem hende og Noah. Bag denne ulykkelige kærlighedshistorie ligger dog en ligeså central konflikt – den mellem mor og datter. Jewel Stanza har et umætteligt forbrug af mænd, og har haft det hele vejen gennem ægteskabet med Eric, som i sidste ende fik nok og forlod hende. Veninders mænd, Erics forretningspartner, Kennedys bedste venindes far – listen er uendelig, og det største problem er, at Jewel ingen skrupler har over sine ødelæggende affærer. Kennedy derimod bærer hele den dårlige samvittighed, der burde tilhøre Jewel, på sine unge uskyldige skuldre. Jewel bruger gang på gang Kennedy som dække, undskyldning og hjælp til sine affærer. Det var dermed altid Kennedy, der skulle lyve for faren, for de andre kvinder, og for sin egen veninde, når moren først var i gang med sine eskapader. Det er derfor helt naturligt blevet Kennedys mål i livet, at være sin mors absolutte modsætning. Kennedy forsøger gennem hele romanen at undskylde for sin mors mangeårige affærer ved at sende små kærlighedsbreve til alle Jewels gifte mænds koner. Men da Eric finder kærlighedsbrevet til Noah, gør Kennedy også selv brug af en lille løgn, for at skåne sin far, og bilder ham ind, at brevet var til hans forretningspartner, Jay, som Jewel også har haft en affære med. På den måde kan Kennedy få straffet Jay, uden at røbe noget om Noah. Selvom Eric intet aner om Noah, tvinger han Kennedy til at gå til psykolog, og samtidig ser Kennedy sig nødsaget til at droppe Noah. Det holder dog ikke meget længe, da kærligheden mellem dem og til deres fælles passion – musicals – bringer dem sammen igen. Men kun for en stund. Omstændigheder gør, at Kennedy må bekende forholdet til Noah over for Eric, og konflikten optrappes yderligere, da Jewel også opdager sandheden. Det er dog ikke kun kærligheden til musicals, som bringer Noah og Kennedy sammen. Begge er de påvirket af deres mødres valg. Noahs mor var alkoholiker og døde, Kennedys mor er mindst ligeså afhængig, omend det er af mænd. Samtidig kan man undre sig over, om mon ikke det tætte forhold Noah har til Jewel kommer sig af, at han ser Jewel som en erstatnings-mor. Jewel er derfor også den største forhindring mellem Kennedy og Noah. Kan deres forhold overleve Jewel, omdrejningspunktet, orkanen der blæste dem sammen, og i hvis øje de bliver fanget, fordi de begge lader sig narre af en fælles hemmelighed?
21 forbudte kys er mere end en teenage-lovestory. Det er historien om voksne der opfører sig som børn, og børn der opfører sig som voksne. Sproget er let læseligt, nutidigt og flydende, dog med en del New-York og musical-referencer, hvilket kræver en vis viden for at man som dansker for alvor føler sig hjemme i miljøet. Overraskende og befriende er den skiftende fortæller, således skiftende mellem henholdsvis Kennedy og Noah. På den måde får vi historien fortalt fra begges synspunkter. Handlingen i romanen er ikke i kronologisk rækkefølge, og dermed starter vi i en form for nutid, og bevæger os således i en blanding datid/fortid i de kursive afsnit om de 21 kys skrevet i dagbogsform, samt de tilbageblik både Kennedy og Noah beskriver, når de fortæller om deres affære, hvordan den endte, og hvordan de fandt sammen igen. Romanen var hurtigt læst, handlingen flydende, men den får kun 2 stjerner ud af 5, da jeg måtte vente lidt for længe på, at Kennedy endelig konfronterer sin mor med affærerne, og hvordan det har påvirket hende. Den konfrontation kom først på side 219. Indimellem sniger der sig lidt erotik ind i bedste Fifty Shades of Grey-stil, især når vi læser fra Noahs point-of-view, men det føles mest af alt påtvunget, og fungerer efter min mening ikke så godt. For en belæst litteraturkritiker som mig mangler der også en del tomme pladser at udfylde. Blakely serverer hele den overordnede psykologiske analyse af romanens problematikker midtvejs, og lader derfor ikke meget stå åbent. Da jeg alligevel læste ihærdigt videre, var det selvfølgelig for at se, om kærligheden trods alt overvinder alt, og om Kennedy og Noah får hinanden til sidst. Læs selv, og find ud af det. Bogen kan købes som e-bog på plusbog.dk for kun 49,-: http://www.plusbog.dk/21-forbudte-kys-lauren-blakely-9788702193800/
Copyright: Julie Rasmine Larsen
Hi blogger, i must say you have very interesting posts here.
Your blog should go viral. You need initial traffic boost only.
How to get it? Search for; Mertiso’s tips go viral