Hvilken type anmelder er du?

Censorkritiker, egokritiker, debatkritiker, detaljekritiker, misbrugskritiker, korrekthedskritiker eller kunstnerkritiker?

I mit opsøgende arbejde den anden ud af tre kommende eksamener har jeg begravet mig i faglitteratur, essays, antologier og afhandlinger om litteraturkritik, anmelderi og vurderingskriterier. Deraf faldt jeg over Anne Middelboe Christensens bog Begejstring og brutalitet – en guide til anmelderens rolle. Hun selv er teateranmelder, men serverer ikke desto mindre meget morsomme betragtninger over de såkaldte syv anmeldertyper, der gav mig anledning til en del selvrefleksion over mit eget arbejde med litteraturkritik og boganmeldelser.

Christensen kategoriserer de syv anmeldertyper således:

Den bedrevidende anmelder/censorkritikeren
Anmelderen, der elsker at finde fejl. Dyrker svaghederne ned til mindste detalje. Kan altid huske en tidligere fortolkning eller et tilsvarende værk, der på alle måder var bedre. Kan let gå i selvsving over minder om, hvordan andre forfattere har fulgt tidligere råd. Excellerer i lammende vurderinger, der nærmer sig det ondskabsfulde. Respekteres for sin viden og sin hårdhed. Hånes for sin opstyltethed og sin begrænsede sansningsevne. Ser sig selv som frihedskæmper i kamp mod litteraturens fald.

Den selviscenesættende/egokritikeren
Anmeldere, der elsker at høre sig selv tale. Skriver hellere om sig selv end om selve værket. Magter dårligt at skrive i andet end jeg-form. Har tilsyneladende ikke problem med at lege ung med de unge. Dyrker kategoriseringer og strategier. Tager ikke fakta så tungt. Skriver sjældent om følelsesprægede litteraturoplevelser. Respekteres for sit medietække og for sit mod til at sige tingene brutalt. Hånes for sin selvfedme og sin manglende selvindsigt. Ser sig selv som martyr omringet af dårlig litteratur.

Den spørgende/debatkritikeren
Anmelderen, der gerne vil forstå værket på dets egne præmisser – eller set ud fra en tilbagevendende ideologi. Hylder intellektuelt spørgsmålsformen for at formidle, hvad værket egentlig går ud på. Udvælger typisk få, store værker – og følger ikke nødvendigvis med i resten. Lader ofte anmeldelserne dominere af egne kongstanker og er ikke bange for kulturpolitiske udfald. Anmelderiets dybdegaver. Respekteres for sit mod og sin snuhed. Hånes for sin tvivl og sin manglende evne til at tage klokkeklar stilling. Ser sig selv som litteraturens højrehånd.

Den overstrømmende/detaljekritikeren
Skriver på benovelsen som drivkraft. Bliver tilbagevendende betaget af forfatterens håndværk. Bruger mere plads på grundig beskrivelse end på perspektivering. Vælger gerne at give karakter med pil opad. Er altid korrekt med sine faktuelle oplysninger – og personligt diskret. Respekteres for sin glæde og for sin aktive litteraturopsøgning. Hånes for sin naivitet og for sin manglende gennemslagskraft. Ser sig selv som litteraturens bodyguard.

Den passionerede/misbrugskritikeren
Anmelderen, der bliver stadig mere afhængig af en daglig dosis litteratur – og som derfor fjerner sig mere og mere fra den almindelige litteraturforbruger. Går i selvsving over subtile detaljer frem for de store linjer, men ryger også af og til ud i heftige debatter. Har et ideal om at blive ved med at opsøge græsrodslitteraturen og har det ofte svært med mainstreamlitteraturen. Respekteres for sin ildhu og for sin viden. Hånes for sin urealistiske idealisme. Ser sig selv som litteraturverdenens lykkeligste nørd.

Den tandløse/korrekthedskritikeren
Anmelderen, der omhyggeligt beskriver og refererer enhver detalje ved værket. Kender alt til forfatterens cv. Bruger nødigt overflødige tillægsord. Vil gerne virke retfærdig. Sætter en ære i at have læst alt om værket på forhånd – og læser også omhyggeligt alle andre anmeldelser bagefter. Trives også godt i tidsskrifter. Bryder sig ikke om konflikter. Respekteres for sin omhu og sin grundige research. Hånes for sin mangel på indflydelse. Ser sig selv som litteraturens dokumentator.

Den anarkistiske/kunsterkritikeren
Anmelderen, der er helt opslugt af værket, og som beretter om det som en koncertgæst, der stadig har rytmerne og øllet i kroppen. Stilistisk overlegen skribent, der kan puste guddommelighed ind i hvilken som helst bog eller skulptur. Gør typisk et udvalgt værk til sin kampsag netop nu, men forsvinder måske så fra spalterne ud i egne projekter i månedsvis. Respekteres for sit momentvise klarsyn og sit flotte sprog. Hånes for sin ansvarsløse bohemetilgang til anmelderiet. Ser sig selv som litteraturens talerør.

Slutteligt understeger Christensen dog lige, at de fleste anmeldere naturligvis er sære cross-over versioner af disse syv anmeldertyper.

Så hvilken type er du? Jeg er nok en blanding af detaljekritikeren, misbrugskritikeren og kunsterkritikeren 🙂

Og er Christensens kategorier for hårdt optegnet, giver de et virkelighedsbillede af de typer af bogbloggere og litteraturkritikere, som findes i aviserne og ikke mindst på blogs og sociale medier? Deltag i debatten her i kommentarfeltet, på facebook og instagram.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s