Titel: Den kroniske uskyld. Forfatter: Klaus Rifbjerg. Sider: 232. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 1958. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★★★
Klassikeren over dem alle. På trods af at det var anden gennemlæsning var jeg ligeså begejstret for Rifbjergs 50’er fortælling om Janus og Tore, Helle og hendes slangeagtige mor.
Kronisk uskyldig
I Den kroniske uskyld møder vi mellemskoledrengene Janus og Tore, og følger dem helt til deres studentertid. De drikker te, snakker om piger og irriterende forældre og er de bedste venner, ja vores fortæller Janus kan faktisk slet ikke forestille sig en verden uden Tore. Men lige pludselig skal Tore flytte med sin mor og hendes nye kæreste til Aalborg, og Janus er knust. Der går dog ikke længe før Tore er tilbage igen, og så møder drengene den smukke Helle, der naturligvis bliver Tores pige. Trekanten er intakt, da Janus mister sin mødom til ”Kald-mig-Inger” og derefter fortsætter i ligegyldige eskapader. Helle og Tore er dog stadig ikke kommet helt dertil, hæmmet af Helles dominerende og farlige mor, Fru Junkersen, og Tores egen moderbinding. De kommer heller aldrig så langt. Tragedien indfinder sig, da Fru Junkersen forfører Tore til studenterfesten, og Helle derefter begår selvmod, hvilket presser Tore ud over kanten, og han må indlægges. Her møder Janus ham, og trods deres sorgfulde fortid, så har de endelig hinanden. I fred for alle de farlige piger.
Konfrontation
Der er rigeligt med konfrontationer i romanen men en hæfter jeg mig især ved. Det er den konfrontation, som i første omgang ikke bliver taget. Da Tore vender hjem, efter det mislykkede forsøg på en familiesammenføring i Aalborg med sin mors nye kæreste, kan Janus straks mærke, at noget er forandret ved Tore. I første omgang konfronterer Janus ham ikke, da han slet ikke kan overkomme, hvis Tore nu virkelig har forandret sig. Konfrontationen kommer i stedet til skolefesten, og først da Janus har drukket sig fuld nok, og her får han så også sandheden (Rifbjerg, s. 58). Hvad var det nu Rifbjerg havde udtalt, da han afslørede sin egen beruselse under skriveprocessen. At fra børn og fulde folk skal man høre sandheden?
JEG ELSKEDE DEN! også efter 2. læsning!