Titel: Spillet om sirenen. Forfatter: Pernille Vørs. Sider: 490. Forlag: mellemgaard. Udgivelsesår: 2014. Anmeldt for: Litfix.dk. Stjerner: ★★★
Det brandvarme erotiske bind 1 i trilogien om den mystiske og sexede mangemillionær Ian Dominic giver Fifty Shades kamp til stregen!
“Jeg er blevet ramt af ID-syndromet. Der er noget ved ham, der får min krop til at reagere alt for voldsomt på ham. Min hjerne bliver dyrisk på alle mulige tænkelige måder. Jeg får lyst til at flå tøjet af ham, får lyst til at kaste mig over ham som et vildt dyr og dyrke sanseløs elskov med ham”.
Den 24-årige smukke og selvsikre Catharina møder i VIP-sektionen på sit nye arbejde den 35-årige mangemillionær Ian Dominic og hun er med det samme tiltrukket af den mystiske og manipulerende mand. Pernille Vørs har lånt lidt fra E.L. James og Fifty Shades både i karakterer og plot, men det gør egentlig ikke noget, hvis det er vilkårene, man læser romanen på. Desuden tilsætter Vørs nogle ydre aspekter og konflikter til fortællingen om Catharina og Ian, der gør romanen til mere end bare erotik. Der er familiefejder, venindekærlighed og skuffelse, og så er der karrieremål, gæld, svigt og utroskab. Og hvor E.L. James’ Anastasia er kedelig, jomfruelig og usikker, så er Catharina rapkæftet, sexet og fyldt med selvtillid, hvilket giver en meget mere lige kamp mellem hende og den dominerende Ian, som modsat Christian også giver langt mere modspil til Catharina. Han er provokerende, hard-2-get og magtspillet og ikke mindst Catharinas afsky og gentagne irritationer over Ian morede mig. Catharinas modspil til Ian skaber en elektricitet mellem dem, der næsten kan mærkes, når læserens fingre rør bogens sider. Begge gemmer de dog også på smertefulde familiehemmeligheder. Catharinas bliver delvist afsløret i bind 1, men hvor jeg efter at have afsluttet romanen har en følelse af, at vi først rigtig får et indblik i Ians familietraume og mange hemmeligheder i de følgende to bind i trilogien, selvom prologen er tilegnet en beskrivelse af Ians familiefortid.
Desværre er der i romanen, især i prologen, en del stave- og kommafejl, som forstyrrer sætningernes rytmik, og talesætningerne markeres ofte lidt utydeligt, hvilket resulterer i at det kan være svært at vide, hvem der taler og hvornår, men som plottet skrider frem forsvinder fejlene hurtigt, selv for en danskstuderende sprognazist som mig.
Foruden det seksuelle spændte forhold mellem den unge rødhårede og rapkæftede Catharina og den brasiliansk-danske mangemillionær Ian Dominic, som man intenst ønsker skal udvikle sig, så driver Ians mystiske projekt og hans mange hemmeligheder også plottet frem, så læseren ser sig nødsaget til at vende siderne og det i en hastig fart!
Pernille Vørs skriver godt, især i de erotiske scener der nærmer sig det rene porno, men det er forløsende, at kønsdele bliver kaldt det de er, og at Vørs tør skrive så ærligt om lyster, køn, drifter og ikke mindst safter. Her en lille smagsprøve, som endda er en af de mere uskyldige:
“Den ene varme stråle af lyst efter den anden skyder igennem mit sex og videre ud i kroppen, mine støn bliver højere for hvert pulserende stød, der bruser igennem mig. Da jeg endelig er på vej ned igen, trækker han sig næsten helt ud og støder så hårdt op i mig endnu en gang; jeg strammer mit tag om hovedgærdet, så mine knoer bliver helt hvide”.
Narrativt formår Pernille Vørs at opretholde spændingen, så læseren ihærdigt men underholdt bladrer gennem siderne og ivrigt venter på, at Dominic endelig tager Catharina. Med ALT hvad det indebærer. Romanen er dog ikke nogen kæmpe æstetisk litterær oplevelse, men det ligger heller ikke i genren, og på de vilkår er det en rigtig god feriebog til stranden eller til at varme sig med på de kølige sommeraftener. Når romanen ikke får 4 stjerner, selvom jeg læste den på to dage og meget få timer, så er det fordi den ikke eksperimenterer med sprog eller genre, men holder sig til det sikre. Jeg tror desuden heller ikke, at det har været forfatterens mål med bogen.
Bagsideteksten yder dog ikke romanen retfærdighed. Jeg troede først, at jeg skulle igennem endnu en Fifty Shades/Firecross-lignende erotisk roman, men Vørs havde et meget bedre plot, end jeg først forventede! De gange hvor historien bliver lidt for forudsigeligt, hvor Catharinas konstante ambivalens over for Ian begynder at irritere mig lidt, og hvor sexscenerne bliver en smule for ens, så smider Vørs en kæmpe overraskelse, som ikke bare får mig til at måbe og spærre øjnene op, men også bladre ivrigt videre. Min varmeste anbefaling, især til jer som elskede Fifty Shades. Vørs’ Ian Dominic kan i den grad spille op til Mr. Grey!
[…] sexede mangemillionær Ian Dominic giver Fifty Shades kamp til stregen! Læs min fulde anmeldelse her. Hvis du er til Sylvia Days eller E.L.James’ erotiske romaner, så vil du elske Pernille […]