TRYGHEDSNARKOMANEN OG PRÆMIEPERKEREN
opskrift på en bestseller
En litteratursociologisk komparativ analyse af Yahya Hassan og Vita Andersens digtsamlinger
INDLEDNING
Der er generelt en tendens til, at romaner oftere optræder på bestsellerlisterne end digtsamlinger. En sjælden gang imellem opnår digtsamlinger dog høje salgstal, som Vita Andersens Tryghedsnarkomaner fra 1977 og Yahya Hassans Digte i 2013. Men hvorfor blev netop disse to digtsamlinger så populære, og hvad har de tilfælles? På baggrund af denne undren er følgende litteratursociologiske komparative analyse af Vita Andersens Tryghedsnarkomaner og Yahya Hassans Digte blevet skrevet. Analysen fokuserer på udgivelsen og modtagelsen af de to digtsamlinger samt de forudsætninger, lyrik blev udgivet under i henholdsvis 1977 og 2013. Alle medier som har indflydelse ved udgivelse af skønlitteratur vil derfor også blive inddraget såsom TV, dagspresse, sociale medier mv.
VITA ANDERSEN
I 1977 udkom Vita Andersens digtsamling Tryghedsnarkomaner, som ’overnight’ gjorde hende berømt og blev til en bestseller (Handesten, s. 335). En af grundene til Vitas store succes med sin digtsamling er helt klart udgaven af den lyriske genre. Digtene er skrevet i knækprosa, en enkel digtning, som ikke flyder over i metriske mønstre og kringlede metaforer, der ellers mest egner sig til den mere lærde læser. Vitas digte var ligetil, forståelige og satte det private liv på tryk. Og digtsamlingen kom da også på det helt rigtige tidspunkt, midt i den ophedede debat om kvindefrigørelse, familiemønstre og fri abort, hvor den med sine temaer og form ramte et stort læserbehov. Det er dog vigtigt at påpege, at de kvinder, som læste Vitas digte, og som de talte til, ikke var en del af rødstrømpebevægelsen. Digtene var til alle de kvinder, der ligesom hende selv, stadig ikke havde frigjort sig komplet fra mandens dominans. Begrebet Tryghedsnarkomaner bliver hos Vita Andersen brugt som en metafor for de kvinder, mænd og børn, som hun skildrer i sine digte. Det er menneskets følelsesmæssige problemer i det moderne velfærdsliv, som Vita sætter ord på. Knækprosadigtningen blev utroligt populær i 70’erne. Digtene er talesprogspræget, enkle, uden metriske mønstre, men med knæk mellem sætninger, som gør plads til en undren over det ufortalte, der ligger i disse knæk. Det er lavmælt, men det viser en autentisk smerte hos de mennesker, som vi møder i Vitas digte, om det er i fortællerjeget eller hos tredjepersonsfortælleren. De opremsende sætninger gør de tabubelagte og grænseoverskridende emner hos Vita mindre kritiske og pinlige. Sex, selvmord, bulimi, sårspisere, afføring, biseksualitet, og abort bliver remset op, som var det indkøbslister, og skaber den helt rette stemning, hvilket også er en af grundene til de mange solgte eksemplarer. Vita Andersen udtalte selv i 1977 til Else Sander i Ekstra Bladet, at bogen er et skrig – ikke bare hendes eget skrig men alle kvinders skrig.
YAHYA HASSAN
Ikke siden da har en digtsamling skabt så meget postyr. Lige indtil den 5. oktober 2013, hvor Politiken udgav artiklen ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”. Ordene kom fra Yahya Hassan, der dengang var 18-årige debuterende digter. Digtsamlingen blev udgivet på Gyldendal et par uger efter i et historisk stort oplag, og så var et lyrisk fænomen født. Allerede inden digtsamlingen udkom, var Yahya Hassan blevet det helt store samtaleemne, både i det litterære miljø men også i det almene samfund. Artiklen beskriver Yahyas kritik af sine forældres generation, ghettoerne, Islam, og det danske system. Dermed blev han en kritisk og ny tone i den ophedede udlændingedebat om integration, flygtninge og terror. Vreden var drivkraften i Yahyas digte og et opgør med sine forældres generation. Kronologisk skildrer digtsamlingen selvbiografiske fortællinger fra Yahyas liv, fra barndommen fyldt med vold derhjemme, det kriminelle indvandrermiljø i den århusianske ghetto, institutionerne han blev anbragt på, fængselsdommene, den anspændte situation i hjemlandet Palæstina, den kriminelle løbebane, affæren med hans kontaktperson og mødet med litteraturen, udviklingen af talentet og optagelsen på Forfatterskolen. Digtene er i knækprosastil, skrevet i versaler, opremsende, letlæseligt, rytmisk, eksplosivt, rap-inspireret og med en blanding af poetisk fejlfrit dansk, ghetto- og perkersprog. Digtsamlingen viser næsten hele vejen igennem høj litterær kvalitet, dog med små udfald, men uanset hvad, er den mere end et politisk debatindlæg og skal læses som en litterær kunst (Maach, 2013). Yahyas digtsamling beskriver en splittelse mellem dansk og mellemøstlig kultur, tydeligst i det sidste digt, hvor Yahya beskriver den accept han pludselig får, som ny elev på Forfatterskolen: ”Ser man på mit liv i dag, er jeg på en måde gået fra at være underklasseperker til at være overklasseperker. Den ene dag løber jeg væk fra politiet, den anden dag er jeg til Gyldendals efterårsreception, hvor jeg drikker vin med de store forfattere. Men perker er jeg stadig” (Omar, 2013).
LITTERATURSOCIOLOGISK PERSPEKTIV
Min analyse af de to digtsamlinger tager udgangspunkt i litteratursociologien. Grundlæggende undersøger litteratursociologien samspillet mellem litteratur og samfund, hvilket indebærer at analysere, hvordan samfundet skildres i litteraturen, hvilken rolle litteraturen spiller i samfundet, og samtidig anskueliggøre hvilke ydre vilkår, der påvirker produktion, distribution og forbrug af litteratur. Litteratursociologien har derfor traditionelt set to grene, som optager forskningen: Litteraturen i samfundet og samfundet i litteraturen. Denne bredde i videnskaben som her antydes, illustrerer at litteratursociologien henter sin teoretiske basis fra andre forskningstraditioner såsom feltteori, institutionssociologi, offentlighedsteori, magtstudier, historieforskning, kulturstudier, pædagogik, etnologi, kommunikationsteori og æstetik (Otherholm, 2013). Litteratursociologien står derfor med ”…det ene beinet i kultur- og medisociologien og det andre i litteraturvidenskapen” (Otherholm, s. 12). Den tværfaglighed som litteratursociologien repræsenterer viser et potentiale i forskningen, og i takt med digitalisering og nye mediers dominans på bogmarkedet, vil værdien i at kunne forstå vores samtids måder at læse på og vores smagsvurderinger især være aktuelt, hvoraf litteratursociologien som videnskab ser ud til at have en retfærdig plads i det fremtidige litterære og akademiske miljø.
SAMFUNDET I LITTERATUREN
Litteratursociologiens ene gren omfatter studier og forskning af den måde, hvorpå samfundet skildres i litteraturen. Her benyttes der primært tekstanalyser på værkerne, som kigger nærmere på, hvordan bogen skildrer virkeligheden. Det kan gøres ved hjælp af tematiske læsninger inspireret af feministisk, marxistisk, postkolonial og global litteraturforskning, så man derved får åbnet op for de samfundskritiske områder litteraturen beskæftiger sig med såsom køn, etnicitet, religion, krig, magt, klasse, politik osv. Det er også her, man beskæftiger sig med den realisme, der findes i mange værker, og samtidig de problemer der opstår, når grænsen mellem fakta og fiktion bliver svær at få øje på. Her hjælper litterater og forskeres tematiske læsninger til at forstå litteraturen bedre. Det kan eksempelvis være gennem queer-læsninger med fokus på, hvordan samfundsmæssige kønsnormer sætter sig igennem i litteraturen. Det kan også være postkoloniale studier, der undersøger de forskellige måder at opfatte etnicitet på, og hvordan dette afspejler sig. Disse tematiske læsninger sker ud fra den forestilling, at man kan aflæse sådanne kulturer i litteraturen, hvilket stammer tilbage fra ideologikritikken, hvor man antager, at litteratur påvirker de mennesker der læser det, og at de samtidig bliver påvirket af de ideologiske strukturer, der ligger i litteraturen. Samfundet skildret i litteraturen giver derfor en måde at bearbejde de konflikter der er i samfundet på. Litteraturen er ikke bare en afspejling samfundet men også en reaktion derpå.
LITTERATUREN I SAMFUNDET
I studier og forskning af litteraturens liv i samfundet koncentrerer man sig om den litterære produktionsproces fra forfatter til forlag, og ikke mindst hvordan denne litteratur markedsføres og bagefter omtales, vurderes i anmeldelser og på sociale medier. Man undersøger også hvordan litteraturen bliver formidlet ud til læserne, om det er gennem biblioteker, boghandler eller uddannelsesinstitutioner og derved inddrages også et kulturelt perspektiv. Et andet væsentligt forskningsområde i denne gren af litteratursociologien er læserne. Det handler om deres oplevelser med litteraturen, præferencer og smag, hvad de læser, hvorfor og hvordan. Med den stigende digitalisering og flere e-bøger på markedet er forskning i nye genrer, digitaliseringens påvirkning af produktions- og distributionsforhold og forholdet mellem læser og forfatter især populært at undersøge. Der er tre indfaldsvinkler til at undersøge litteraturen i samfundet. Den litterære institution med Jürgen Habermas, det litterære kredsløb med Robert Escarpit og Hans Hertel, og det litterære felt med Pierre Bourdieu i spidsen med sine observationer over magtstrukturer, positioner og smag. Derudover har kulturhistorikeren Robert Darnton skrevet meget om begrebet ’boghistorie’, ligesom man ikke kommer uden om medieforskeren Henry Jenkins og begrebet ’mediekonvergens’.
LITTERATURSOCIOLOGIENS AVANTGARDE
Litteratursociologien har som alle andre videnskaber nogle pionerer, som har været og stadig er med til at danne fortrop i forskningen. Herhjemme er det litteratursociologen Hans Hertel med sit litterære kredsløb, litteraturforskeren John Christian Jørgensen med sin særlige interesse for litterær vurderingsteori og metoder, og litteraturforskeren Svend Møller Kristensen, som var et stort navn fra 1940-60’erne. Også Per E. Sørensen er vigtig at nævne, som med sin elementære litteratursociologi er meget Habermas inspireret, og lægger sig op ad marxistisk teori, hvor han ser hele litteraturen som en afspejlingsteori fra marxismen og som en reaktion herpå. I Sverige er det blandt andet Johan Svedjedal i Uppsala, leder af sociologisk institut, der står for en stor del af den litteratursociologiske forskning. I Norge Knut Oterholm, Jofrid Karner Smidt og Tonje Vold, der har udgivet Litteratursociologisk perspektiv – en oversigt over litteratursociologisk forskning. Så er der de store fra udlandet: Pierre Bourdieu med sit arbejde i hele ’det litterære felt og dets magtstrukturer og positioner’, Robert Escarpits ’litterære kredsløb’, Robert Darnton med sit bidrag om ’boghistorie’, og ikke mindst Rita Felski og J. A. Appleyard med deres udviklingspsykologiske teorier om læsningens stadier og muligheder. I beskæftigelsen med litteratursociologiske studier og forskningsområder tages der både kvalitative og kvantitive metoder i brug. Hvor nogle litteratursociologiske forskere tager mere kvalitative metoder til sig, har Lars Handesten i Bestsellere anlagt et mere kvantitivt perspektiv, for samtidig at få så mange bestsellere som muligt med, og skildrer dermed et fyldestgørende billede af genren og dens betydning i Danmark siden 1980.
ANALYTISK FOKUS
I arbejdet med litteratursociologien kan man vælge at koncentrere sig om samfundet i litteraturen eller litteraturen i samfundet, men ofte vil det være en fordel at gribe fat i begge felter, hvilket også er tilfældet i min litteratursociologiske analyse af Vita Andersen og Yahya Hassans digtsamlinger. Deres store succes er interessant at se nærmere på, fordi digtsamlinger sjældent præger bestsellerlisterne, og samtidig kan både Vita og Yahyas debutdigtsamlinger begge placeres i de to grene af litteratursociologien. Så når jeg ser på samfundet i litteraturen i forbindelse med Tryghedsnarkomaner og Yahya Hassan er det fordi, de begge skildrer samfundskritiske problemstillinger, og når jeg ser på litteraturen i samfundet, gør jeg det fordi, begge digtsamlinger har solgt flere tusind eksemplarer, hvilket naturligt giver anledning til at se på hele markedsføringen, salget og læserne. De konkrete tal på salget af de to værker er som med alle andre tal i bestsellerlitteraturen svære at opstøve, og de tal som florerer på nettet og andre steder, bør derfor altid tages med forbehold. Der hersker dog enighed om, at både Vita Andersen og Yahya Hassan har solgt over 100.000 eksemplarer hver i Danmark, og falder dermed begge inden for kravene til en bestseller (Handesten, s. 335). I forsøget på at forklare bestsellerfænomenet, med Vita og Yahyas lyrik som eksempel, placerer jeg mig primært inden for den danske tradition med Hans Hertel i spidsen, men med inspiration fra den norske med Jofrid Karner Smidt, Knut Oterholm m.fl., den svenske med Johan Svedjedal som kaptajn og de udenlandske med Bourdieu, Escarpit og Habermas, for bare at nævne nogle. Jeg har med fordel konsulteret forskere som Rita Felski, Lars Handesten, Appleyard, Berntsen og Folke for overblik over undersøgelser af læseroplevelser. Den tjekkiske receptionsforsker Jan Mukařovský med sine empiriske undersøgelser af læseoplevelser og litterær respons har også anvendt kort i min analyse. De to digtsamlinger kan nærmest underligges alle litteratursociologiske studier, teorier og metoder. Grundet denne opgaves omfang har jeg derfor været nødt til at selektere blandt dem, hvorfor jeg primært vil benytte Hans Hertels litterære kredsløbsmodel, Rita Felskis fire centrale elementer i læseoplevelsen, Ann Steiners vurderingskriterier og dermed vil Handesten, Appleyard, Folke og Berntsen, Habermas og Bourdieu blive nævnt perifert, hvor det giver mening at benytte dem.
ANALYSE OG FORTOLKNING
LYRISKE BESTSELLERE
Lyrik i sig selv er ikke nogen bestseller, men der findes dog eksempler på bøger inden for de sidste 30 år, der er blevet bestsellere på trods. Ofte er det samlerne i kirken eller sange fra højskolesangbogen, der giver folk berøring med lyrik, og deraf har Den danske salmebog solgt godt. To digtsamlinger har præget bestsellerlisterne, og i to forskellige årtier. I 1977 med Vita Andersens ’Tryghedsnarkomaner’. Dengang købte man bogen af nysgerrighed, og for at kunne snakke med om den på arbejdspladsen, i strikkeklubben eller ved middagsbordet. Dermed opnår de det, Bourdieu kalder symbolsk kapital. Man skulle simpelthen danne sig en mening om den, især hvis man færdedes i litterære miljøer. I 2013 skete det igen, da Yahya Hassan brød alle tidligere rekorder og skrev ny litteraturhistorie med over 100.000 solgte eksemplarer. Og igen var læsernes nysgerrighed vakt. Også de, som slet ikke læste lyrik.
MEDIESYMBIOSE
Medierne har stor indflydelse på bestsellere som Tryghedsnarkomaner og Digte, fordi man i medierne taler om og kan møde forfatteren bag. Således spillede både aviser, sociale medier, TV og radio en stor rolle for hele den markedsføringsstrategi, der lå i udgivelsen af Yahya Hassans digte, og der opstår derved den mediesymbiose Hans Hertels model over det litterære kredsløb illustrerer. Handesten påpeger ligeledes, at bestselleren også opnår: ”…sin særlige status og værdi gennem bestemt markedsføring, ved interviews med forfatteren og læserne, gennem en forfatters øvrige succesfulde forfatterskab og igennem købernes og læsernes identitet.” (Handesten, s. 50). Derimod var vilkårene anderledes for Vita Andersen i 1977, da TV dengang stadig ikke var allemandseje, det nye farve-tv var kun lige ankommet, og der ikke var noget som hed Facebook eller Twitter. Alt det med internet og sociale medier var i det hele taget ikke det primære medie at ytre sig på. Det var bogen derimod. Hvilket også blev Vitas fordel. Medieforskeren Henry Jenkins mener, at den tekniske udvikling, hvor bøger ofte tager sig en tur rundt i andre medier, som Yahyas især gjorde, skaber ’mediekonvergens’ (Oterholm, s. 38). Denne mediekonvergens grundlægger dog ifølge Jenkins også et rum, hvor forfatter og læser kommer tættere på hinanden. Det ses blandt andet på Facebook, hvor læserne kan skrive til Yahya på hans personlige side, og samtidig kan de debattere med ham og andre (Oterholm, s. 39). Mediesymbiosen er da også langt fra slut, her to år efter Yahyas debut, hvor DR netop har lavet en hel dokumentarserie om ham i tre dele kaldet Genfortælling. Det er langt fra tilfældet med Vita, selvom hun stadig lever. En hurtig søgning på Facebook viste hverken en offentlig eller privat Vita Andersen profil, ligesom ordet Tryghedsnarkomaner ingen resultater viste. En sjældenhed i sig selv, da Facebook omtrent har fan-sider om alt. Så er det er altså åbenlyst, at Vita havde helt andre og sværere vilkår for udgivelse og modtagelse end Yahya.
DET LITTERÆRE KREDSLØB
For at illustrere hypen omkring Yahya Hassan og Vita Andersen, har jeg fundet det relevant at placere dem og deres digtsamlinger i Hans Hertels litterære kredsløbsmodel, med hvilken han fra Robert Escarpit er blevet inspireret. Om baggrunden og behovet for en nyere model over de litterære kredsløb argumenterer Hertel: ”Et resultat af mediernes økonomiske og tekniske udvikling er, at der er opstået en ny indbyrdes afhængighed mellem tryk- lyd- og billedmedier. Her slår den klassiske litteratursociologiske teori ikke til” (Hertel, s. 31). Formålet med Hertels version var en model med bedre tilpasning i en skandinavisk sammenhæng, da Escarpits primært var anvendelig på det franske bogmarked før 70’erne.
GENFORTÆLLING
Yahya var gennem hele det litterære kredsløb. Det startede i Politiken med interviewet med Tarek Omar: ”Jeg er vred på mine forældres generation”. Så kom han i Deadline og skulle kommentere sine opsigtsvækkende udtalelser, så bevægede han sig ud i det orale kredsløb, og alt dette skete 14 dage inden, at digtsamlingen overhovedet udkom. Allerede der er interessen så stor, og den bliver lavet i endnu større oplag, da den kommer ud. Den springer det speciallitterære kredsløb over, og kommer ud i det intermediale kredsløb (Deadline, Facebook, Politiken), derfra til det populærlitterære kredsløb, fordi den får så meget omtale, og bliver solgt i endnu flere oplag, og derefter hen i det masselitterære kredsløb. Yahya får også Politikens store litteraturpris, gider ikke komme og hente den, og igen er han i det orale kredsløb. Der vises tonsvis af YouTube-klip med ham på YouTube, i kraft af hans specielle messende måde at læse op på, og hele medie-påvirkningen og integrationsdebatten er med til, at den bliver en enorm succes. Ganske få litterater var interesseret i selve den litterære dimension, det handlede om det tematiske indhold, om det at være udlænding, om hele historien omkring Yahya Hassan, og hans holdninger til sig selv og udlændinge generelt. Der bliver i medierne skabt en Yahya-figur, han har fået sin rolle. Utallige performancevideoer præger YouTube med forskellige oplæsninger af de samme digte, og oplæsningerne ændrer sig alt afhængig af konteksten. Yahya er uforudsigelig, hvilket medierne elsker. Det er aldrig til at vide, hvilket humør han møder op i. Men der er litterære kvaliteter i hans digte: Opgøret med patriarken, hele integrationsdebatten og temaet om børn der bliver gjort fortræd, en barndom fyldt med misbrug og tæsk, hans kritik af Islam og sine medmuslimer. Alt dette bidrager til, at der er nogle litterære ting i digtene, som vi kan bruge til noget, og som er med til at sælge bogen. Derudover får Yahya som nævnt i 2015 sin egen dokumentarserie i tre dele på DR, og bevarer sin position i det intermediale kredsløb, hvor han højst sandsynlig bliver, lige indtil den altid frygtede og omtalte 2’er udkommer. Der er dog ingen forlydender om, hvornår det bliver, da Yahya stadig har travlt med messer, foredrag, digtoplæsninger, PR- og medieevents. Ydermere har Yahya sørget for at bibeholde en foreløbig fast plads i både det orale og intermediale kredsløb, da han i 2015 offentligjorde, at han trådte ind i det nystiftede Nationalpartiet som politiker. Da partiet ikke kunne samle nok underskrifter til at blive opstillet til folketingsvalget, stillede Yahya op som enkeltperson og fik 937 antal stemmer. Ikke helt nok til at komme i folketinget, men nok til en masse ny omtale i medierne.
Det var andre vilkår for Vita Andersen i 70’erne. Der var eksempelvis ikke sociale medier, så hvor debatten raser i både dagspresse, TV og på sociale medier i Yahyas tilfælde, var den hos Vita centreret til dagspressen primært og til dels TV, hvoraf Vita medvirkede i interviews mv. Oprindeligt burde en digtsamling placere sig i de speciallitterære kredsløb, men da Vitas Tryghedsnarkomaner hurtigt blev folkeeje, startede den med at placere sig i det populærlitterære kredsløb. Da efterspørgslen steg, blev oplagene samtidig større og dermed røg den ud i det masselitterære kredsløb. Herfra kom Vita Andersen i medierne, primært dagspresse i form af anmeldelser og derefter i TV, hvor hun blev interviewet og i litterære debatprogrammer. Ligesom Yahyas personlige historie var guf for medierne, var Vitas det også. Hun var ikke som den typiske digter, hun kom med rigtige problemer, som de fleste læsere kunne nikke genkendende til, og således påvirkede fortiden som børnehjemsbarn med en psykisk syg mor, også Vitas rejse i det litterære kredsløb. Med al den omtale i medier røg Vita hurtigt ud i det orale kredsløb. Der blev snakket om Tryghedsnarkomaner og den spændende debuterende digter i alle kredse, som en naturlig konsekvens af hendes aktualitet på alle medieplatforme, der dengang var tilgængelige. Som Drotner også beskriver det, så giver de trykte medier muligheden for ”et virtuelt forum, hvor uenigheder kan synliggøres og debatteres” (Drotner, s. 33). De trykte medier og litteraturen er så at sige en af ”demokratiets grundpiller”, fordi man her kan udtrykke sine meninger jf. ytringsfriheden. Bedst som man måske troede, at Vita Andersens Tryghedsnarkomaner var blevet glemt tilbage i 70’ernes bekendelseslitteratur udgav forlaget Samleren digtsamlingen og novellen Hold kæft og vær smuk sammen med et forord af den aktuelle Olga Ravn. På den måde røg Vita igen ud i det intermediale og orale kredsløb, da der ved denne anledning igen blev skrevet og talt om Tryghedsnarkomaner.
DIGTSAMLINGENS FUNKTION
Litteratur har, ifølge receptionsteoretikeren Jan Mukařovský, forskellige funktioner alt afhængig af læseren og gerne også flere funktioner samtidig (Oterholm, s. 43). Mukařovský nævner tre forskellige funktioner, en tekst kan indeholde: En æstetisk funktion knyttet til oplevelsen og glæden ved at læse, en kognitiv funktion, som knytter sig til det, at man som læser oplever at få udvidet sit litterære kendskab og erkendelse deraf, og en symbolsk funktion, hvor det at man læser i det hele taget og har kendskab til litterære værker giver en status og berettigelse i bestemte sociale grupper – det som Bourdieu vil kalde symbolsk kapital. Tryghedsnarkomaner og Digte befinder sig i den symbolske funktion, da deres læsere først og fremmest læser for at kunne tale med, og være en del af det miljø der omgiver den. Med Yahya kan man nærmest ikke tillade sig at bruge ordet ”litterære” miljø, da mange, også dem der aldrig læser og da slet ikke lyrik, gik ud og købte digtsamlingen for at ”se hvad al den hype gik ud på’, ligesom den også hurtigt gik ind og skubbede de ellers trofaste og etablerede Strunge digte på gymnasiernes pensumlister bagerst i rækken. Nu skulle alle læse og analysere Yahya Hassan.
MODTAGELSE OG ANMELDELSER
Vita Andersen fik, som så mange andre debuterende forfattere, meget blandede anmeldelser. Hans Jørgen Nielsen skrev i Information at Tryghedsnarkomaner ligefrem var ”et deprimerende katalog over den kønspolitiske elendighed i det senkapitalistiske dagligliv” (Den store danske). Han kritiserer, at bogen ikke giver plads til særlig omfattende tolkninger, og der er ikke bud på, hvad de skrøbelige personer i digtsamlingen skal gøre med denne elendighed i deres liv. En kritik som ofte har delt anmelderne af Vita Andersen. For er det digtsamlingens fordel eller ulempe, at den beskriver elendigheden, men ikke giver løsninger? Torben Brostrøm, manden der opfandt begrebet knækprosa mente da også, at digtsamlingen netop var typisk knækprosa, grundet dens bestemte ”opfattelse af mænds og kvinders roller og magtkampe” (Den store danske). Men netop disse kønspolitiske magtkampe var det helt store taleemne i 70’erne, hvoraf det jo heller ikke var det dummeste at skrive om dengang. Jess Ørnsbo var i 1981 også meget hård ved Vita, og mente at hendes ’klynkestil’ var unuanceret, og kritiserede samtidig hele bevægelsen kvindelitteratur. Ifølge Ørnsbo kunne man nemlig sagtens få både udgivet bøger, finde læsere og blive anmeldt i slutningen af 70’erne, grundet hele det politiske fokus på kvindefrigørelse (Mai, s. 74). Mens de fleste mandlige anmeldere var kritiske over for digtsamlingen, og Erik Skyum-Nielsen ligefrem kaldte knækprosaen for frossen pizza og grillkylling, og ’litteraturens Glistrup’, så var anmeldelserne klart mere positive hos de kvindelige anmeldere jf. Ørnsbos kritik af det kvindelige litterære miljø. Anne Marie Mai betoner også i sin artikel, at det først var efter årtusindskiftet i de nye litteraturhistorier og læsninger af Vitas forfatterskab, at den negative anmeldelse-tendens endte (Mai, s. 74).
Også Yahya Hassans debutdigtsamling delte vandene som ved Vita Andersen. Nogle mere fascineret end andre, men ingen dog uenige om, de havde at gøre med et litterært fænomen. 17. oktober 2013 udgiver Politiken en artikel med overskriften: ”Anmelderne er chokerede og dybt begejstrede for Yahya Hassans digte”. Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Postens anmeldere giver ham alle fem stjerner/hjerter, og den almene holdning er, at Yahyas digte er chokerende og giver et hudløst ærligt indblik i indvandrermiljøet. Lillian Munk Rösing, Politikens anmelder, skriver at bogen ligefrem brænder i hænderne på hende: ”Det er muligt, at ordene lider under Yahyas voldsomme behandling, men i så fald er det lidelse af den glødende, produktive slags, hvor det danske sprog bliver pint til at kunne noget, vi ikke vidste, det kunne” (Maach, 2013). Peter Stein Larsen fra Kristeligt Dagblad er også fascineret, men påpeger dog, at ikke alle digte i samlingen har lige høj lyrisk kvalitet, og mener samtidig, at Yahya med fordel kunne have vente halvandet til to år med at udgive, hvoraf det samlede litterære udtryk nok ville være endnu bedre. Men der er dog ingen tvivl om, at Yahya er en ny og spændende stemme i dansk poesi (Larsen, 2013).
ANN STEINER
Ann Steiner opregner seks momenter et værk helst skal indeholde for at blive en bestseller. Det drejer sig om genre, tema, stil, form, effekt og relevans. Genremæssigt har både Vita Andersen og Yahya Hassan ikke på forhånd lagt op til at blive bestsellere, men trods valget af lyrik som genre, endte de begge med at blive det. Det i sig selv er noget af en præstation. Temamæssigt: Hvor det hos Yahyas Hassans digte er ham selv, der er protagonisten, det fortællende jeg, og hvor historien er fortalt fra hans synsvinkel alene, er det hos Vita Andersens skiftende synsvinkler. Således hører vi både børn, unge, gamle, mænd og kvinders inderste tanker. Vita Andersens budskab er ”frigørelse fra tryghedsnarkomaniens tyranni”, hvor det hos Yahya Hassan er ”indvandrerbørnenes frigørelse fra despotiske fædre, apatiske mødre og fordummende religion” (Handesten, s. 351). Frigørelsen er altså tematisk i fokus hos dem begge, om det er fra voldelige fædre og idiotisk religion eller fra dominerende mænd og svage kvinder. Stilen hos både Yahya og Vita er knækprosa, hvilket er et klogt stilvalg. Typisk vil lyrik være i metriske mønstre og med rim, men med knækprosaen bliver lyrikken også tilgængelig for den mindre lærde læser. Formen hos Vita og Yahya er opremsende, hvilket som tidligere nævnt gør de stærke emner mere spiselige for læseren, og relevansen er i den grad intakt hos dem begge, grundet deres samfundskritiske digtning. At disse krav til en bestseller alle er opfyldt viser også, at effekten er intakt. Der bliver snakket om digtsamlingerne, og de bliver ikke glemt lige foreløbig. De har altså en vedvarende effekt på læserne.
LÆSNINGENS MOTIVER
Berntsen og Folke har, ligesom Appleyard, undersøgt de psykologiske motiver for læsning, og tilbyder dermed en række begreber, man kan bruge i en analyse af læseroplevelser. Således befinder Yahya Hassan og Vita Andersens læsere sig i kategorien personlig læsning, hvori oplysning, selvrefleksion og identifikation er de primære bevæggrunde for at tage digtsamlingen i hånden og slå op på første side (Handesten, s. 47). Der findes således gode litteraturpsykologiske undersøgelser af læserens motiver, men som Handesten påpeger, så er det vigtigt også at tilføje litteratursociologisk forskning i sådanne undersøgelser. Således kunne Jürgen Habermas, hvis opgavens omfang havde være bredere, også bruges, da han med sit arbejde Borgelig offentlighed (1961) beskriver hvordan litteraturen hjælper med at bearbejde samfundsmæssige problemstillinger og dermed også ”opfylde opgaver i den kulturelle og politiske offentlighed” (Handesten, s. 47). Litteraturens ærinde er ikke kun at underholde, men at skabe et rum, hvor ”det borgerlige individ kan se sig selv og sin tilværelse tematiseret”, hvilket Vita Andersen og Yahya Hassans digtsamlinger sørger for.
PERSPEKTIVERING
1970’ERNE OG 10’ERNES BEKENDELSESLITTERATUR
Flere litterater påpeger, at der er ligheder mellem 1970’ernes bekendelseslitteratur og den selvbiografiske litteratur, der især har domineret 2010’erne (Rasmussen, 2010). Kritikken af 1970’ernes bekendelseslitteratur som værende terapi og ikke kunst, har imidlertid ændret sig i 10’erne, hvor det faktisk er de forfattere med den mest smertefulde fortid, der har den største gennemslagskraft, se bare på Yahya og Vita. Udviklingen i dansk litteratur har bevæget sig som en spiral, og den stigende interesse for den selvbiografiske litteratur, som vi har set med forfattere som Knausgård, indbyder til masser af debat og fokus på den performative biografisme. Yahya og Vita skriver på to meget forskellige litteraturhistoriske tidspunkter, men deres sans for at blande det private med det offentlige er intakt, og det virker. En stor del af deres bestsellerstatus kommer sig netop af deres evne til at skrive realistisk, personligt og mangfoldigt. Hvor flere af samtidens forfattere ofte vælger romanen som genre, holder Yahya sig modigt til den lyriske knækprosa, som også blev hans fordel.
KONKLUSION
OPSKRIFTEN PÅ EN BESTSELLER – GODE ANMELDELSER, STOR MEDIEBVÅGENHED OG ENKEL DIGTERISK FORM
Litteratursociologen Hans Hertel forklarer storsælgende digtsamlinger som Yahya Hassan og Vita Andersens succes ud fra to perspektiver: Et brugsperspektiv og et medieperspektiv: ”Der skal være en mediegennemslagskraft. I litteratursociologien kalder vi det en samtidighedseffekt, som består i, at alle medierne omtaler det samme fænomen på samme tid. Her er Yahya Hassan et godt eksempel på den rigtige person med det rigtige budskab på det rigtige tidspunkt. Man rammer en tone i tiden og en latent følelse af, at her er der noget, som det er værdifuldt for mange mennesker at beskæftige sig med. Det gør Yahya Hassan. Han tager fat på spørgsmål om indvandrernes kultur, som han er den rette til at rejse. Han kommer fra miljøet og skriver ærligt om det” (Jensen, 2014). Og Klaus Rothstein bakker Hertel op. Det er ikke digterisk kvalitet, som interesserer de 100.000 danskere, der købte bogen, det var det faktisk heller ikke for undertegnede, trods jeg studerer litteratur. Det er det politiske indhold og miljøskildringerne. Ud over medieperspektivet forklarer Hertel også, at brugsperspektivet er vigtigt for de storsælgende digtsamlinger. Brugsperspektivet handler ganske enkelt om en læseridentifikation. Det er essentielt, at læseren kan identificere sig med de digte, som de læser. Noget som blandt andet Vitas læsere kunne i 77. Foruden de to perspektiver er opskriften på en bestseller, ifølge litteraturanmelder Jørgen Johansen, gode anmeldelser, enkel digterisk form og stor mediebevågenhed. Det personlige nærvær er vigtigt, og også her har Yahya haft en kæmpe fordel. Med sociale medier, interviews, YouTube videoer med digtoplæsninger og sin egen dokumentarserie har han skabt en figur, et idol, som læserne kan dyrke. Selvom Vita benyttede sig af færre medier, var også hendes personlige historie med misbrug, børnehjem og plejefamilier med til at sælge bøger. Klaus Rothstein kalder det en ’epidemisk lemminge-effekt’, hvor alle køber digtsamlingen, fordi alle de andre gør. Man skal være ’med på moden’, oplyst, informeret, og man vil gerne kunne tale med ved middagsbordet, i frokostpausen på arbejdet og i læseklubberne (Jensen, 2014). Ann Steiner har tre kriterier til en bestseller: Den skal være velskrevet i genren, spændende, noget nyt og gerne skildre samtidsmæssige problemstillinger. Derudover skal forlaget og hele bogmarkedet gøre et kæmpe stykke arbejde, således at bogen bliver promoveret bedst muligt. Sidst men ikke mindst er det læserne og deres erfaringsudvekslinger der har kæmpe betydning for bøger der bliver bestsellere. Når først alle omkring dig læser Yahya Hassan eller Vita Andersen, så er du også nødt til at gøre det samme. Således hænger disse tre kriterier sammen og skaber den proces en bestseller gennemgår (Steiner, s. 41). Både Vita og Yahya rammer tidsånden, berører deres publikum og medierne, og fortæller en personlig historie, hvilket er årsagen til deres bestsellerstatus.
TRYGHEDSNARKOMANEN OG PRÆMIEPERKEREN
Præmieperker. Substantiv. Fælleskøn. Person med indvandrerbaggrund der fremstilles som rollemodel. Tryghedsnarkoman. Substantiv. Fælleskøn. Person med stærk eller overdreven trang til at have trygge rammer om sin tilværelse. Således beskriver den danske ordbog de to begreber, som jeg har valgt at benytte til denne opgaves overskift. Men når jeg bruger de begreber, er det faktisk ligeså vel spørgende og ironisk, som det er passende, trods den bestemte form af substantiv. For efter arbejdet med de to banebrydende digtsamlinger og deres budskaber, er det gået op for mig at Vita Andersen ikke er en tryghedsnarkoman, og Yahya Hassan er ikke en præmieperker. Yahya siger det endda selv til intervieweren Tarek Omar fra Politiken: ”Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting, han sagde om min digtsamling, var, om vi ikke skulle give den titlen ’Ghettodigte’. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil have. De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten. Det handler om vilkår. Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt. Jeg er ikke nogen rollemodel eller forbillede for andre unge nydanskere, du må love, du ikke fremstiller mig sådan i interviewet” (Politiken, 2013).
Selv når jeg i dag, over 40 år efter at Tryghedsnarkomaner udkom, sidder og læser i den, så føles det som at kigge på sig selv i et spejl på en dårlig dag. Digtsamlingen er stadig relevant. Især skildringen af kvinder, der ikke kan leve op til idealerne om sund kost, motion og det perfekte liv med det perfekte hjem, gerne taget ud af et Bo Bedre magasin, minder utrolig meget om hele den iscenesættelse, vi i dag stadig går op i. På de sociale medier fremstår vi som den perfekte studerende, den perfekte kone, med de perfekte børn, vi har det perfekte hus med den perfekte have, de perfekte tøjmærker, de perfekte møbler, selv vores salt- og peber kværne er perfekte, vi læser de rigtige bøger, hører det rigtige musik, går i det rigtige tøj, træner, spiser sundt, bager, rydder op, gør rent. Vi skriger overskud! Der er ikke plads til dårlige dage, skænderier, grimt hår, beskidt tøj, rodede hjem, uartige børn, dovne mænd og dårlige karakterer, men så er det jo godt, at man kan åbne sit slidte eksemplar af Tryghedsnarkomaner og få lidt bedre samvittighed. Vi er ikke alene! Hvis vores humør ikke bliver væsentligt forbedret, og måske endda en smule mere trist af at læse Tryghedsnarkomaner, så kan vi da bare tage 1. udgave, 13. oplag af Yahya Hassans Digte. Det er en helt anden mangel på overskud de misbrugte udstødte kriminelle indvandrerbørn i Yahyas digte har. Hvor Yahya Hassans digtsamling er en kritik af Islam og et ungdomsoprør mod forældrenes generation, er Vita Andersens digtsamling ikke et oprør, men en beskrivelse, et forsøg på at sætte ord på en kritisk livsstil, et menneskes tilstand, som mange læsere kan genkende, en tryghedsnarkomans. Genkendelsen er en af de vigtigste faktorer i opskriften på den gode bestseller, og en fast ingrediens hos både Vita og Yahya.