Titel: Den hvide rose. Forfatter: Olga Ravn. Sider: 352. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★
“Vask mig ikke bort med sygdommen.”
Alle snakker om den. Den nye digtsamling fra Olga Ravn. Den med det lidt billige kitch-agtige look. Den med de hvide horror-lignendende, dryppende bogstaver og de sarte pastelfarver. Og indholdet er da også ligeså forunderligt som omslaget. Min søde kollega gav mig bogen forleden og sagde: “Måske du kan forstå den”. Og det er på trods af, at han nok er en af de skarpeste mennesker jeg kender. Så det var med slet skjult nervøsitet, at jeg åbnede Ravns tunge samling digte.
Jeg forblev forundret. Digtsamlingen tog mig kun 15-20 minutter at læse på trods af sine 352 sider, men tager måske et helt liv at forstå. Den skal i hvert fald lige stadfæste sig i ens bevidsthed, og det vil måske endda være en fordel at læse den et par gange. Som forlagene og diverse online boghandler også skriver, så handler den om det at være tæt på et sygt menneske, og hvordan man bearbejder hjertesorgen der skiller to mennesker ad, især lyrisk, når nu smertesorgen har så slidt et sprog. Olga Ravn forsøger sig med nogle andre metaforer, og de fleste af dem er flydende.
For Ravn er nemlig glad for væsker og fedtethed, ikke kun her men også i sine tidligere værker. Olie og fedt spiller en central rolle i mange af digtene. Ligeså gør roserne/blomsterne, den hvide rose som er symbol på det modsatte af kærligheden og den røde rose. Den er falmet, den røde rose er en kliché og er et symbol så opbrugt og misbrugt, at Ravn forsøger at forklare kærestesorg på en ny og mere ekspirementerende måde. Det er vist sikkert at slå fast, at digtsamlingen er en udfordring og ikke for den almene utålmodige og plotsultne læser.
Den hvide rose består mestendels af digte med en strofe pr. side og næsten alle med 5 verselinjer. Rytmikken i bogen viser sig ved, at nogle digte gentager sig selv fuldstændigt, men næste i rækken kan bryde om med en anderledes sidste versesætning. Derudover står hvert digt meget alene på den store hvide papirside, og dog. For engang imellem står der et digt på venstre side, hvoraf de ellers er forbeholdt den højre. Her overraskes læseren og forundres igen.
Digtene omhandler et jeg og et du, hvor jeg’et forsøger at håndtere et sygt du. Deraf er plejeren også et fast tema i digtsamlingen, og Olga Ravn skriver sig dermed også ind i en tendens vi ser meget i vores samtidslitteratur lige nu; den syge litteratur. Altså litteratur hvori sygdomme, det at være syg, det at være tæt på en syg skildres, og det skal hun have ros for. Det er modigt, vigtigt og en øjenåbner for mange af os, der ikke har oplevet at være syg eller være den pårørende.
Men Den hvide rose får altså kun tre stjerner, fordi det simpelthen er for let og samtidig for svært? Selv for en litteraturstuderende havde rosen problemer med at grave sig rigtig ind under huden på mig. Der er momentvis rigtig smukt og gribende poetisk sprogspil og en legen og ikke mindst eksperimentering med ordsammensætninger, men når jeg sammenligner dem med andre digtsamlinger, der virkelig har rørt mig, så kan Olga Ravn ikke helt være med. Jeg anbefaler den til den modne læser, til andre litteraturstuderende, eller til Olga-fans og generelle lyrikfanatikere. Men jeg er blevet nysgerrig og har lyst til at læse mere af Olga Ravn. Jeg tror dog, at jeg vil springe til en anden genre og gå til hendes roman Celestine.
P.S Synes det er lidt synd med alt det papirspild. Håber Gyldendal har en god aftale med Sverige.