Boganmeldelse: Nina George – Det litterære apotek

Titel: Det litterære apotek. Forfatter: Nina George. Sider: 395. Forlag: Forlaget Bazar. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Plusbog. ★★★★★

“At læse er en rejse uden ende. En lang, ja, en evig rejse, hvor man bliver mildere og mere kærlig og medfølende undervejs.” Og sådan havde jeg det faktisk med at læse Nina Georges Det litterære apotek. Det er en bog med betragtninger over livet, havet, universet og vores simple eksistens. En hyldest til ord, både de skrevne og de mundtlige. En smagen på ordene og en efterfølgende refleksion.

“Han kendte hver eneste bogsamling i hvert eneste hus i gaden. Det var trods alt ham selv, der havde anlagt dem, år efter år. I nr. 14: Clarissa Menepeche. en sart sjæl i en tung krop. Hun elskede krigeren Brienne i En sang om is og ild. Bag gardinet i nr. 2: Arnaud Silette, som ville ønske, hun havde levet i 1920’erne. Som kunstner i Berlin. Overfor i nr. 5 sad oversætteren. Nadira del Pappas rank i ryggen ved sin bærbare. Hun elskede historiske romaner, hvor kvinder klædte sig ud som mænd og kunne mere end deres fadervor“.

Det litterære apotek er en sød, hyggelig og stemningsmættet fortælling om Monseiur Perdu og hans flydende boghandel. I romanen følger vi Monseiur Perdu, der sammen med forfatteren Max Jordan (fiktiv forfatter) sejler til Sydfrankrig. Pedu for at gøre op mod fortiden og sin sorg over at have mistet sin elskede Manon 20 år tidligere, og Jordan for at blive inspireret til sin næste bog. De sejler rundt på et bogskib, hvor Perdu har sit litterære apotek på, og her sælger han bøger på recept. Til mennesker med kærestesorg eller andre sindslidelser. Perdu nærer et stort savn til Manon, som han pludselig mistede, og i 20 år har han ikke åbnet hendes afskedsbrev. Ligeledes har han ikke været i det hemmelig rum i lejligheden på Rue d’Motagnard 27, et rum der indeholder følsomme minder og en provencialsk lavendelduft af Manon. På Rue Motagnard 27, hvor Perdu bor, følger vi i starten af romanen livets gang for de nysgerrige beboere. Og da den smukke Catherine flytter ind, forsøger Perdu endelig at finde kærligheden igen efter tabet af Manon.

Det er første gang, at jeg læser noget af den tyske forfatter Nina George, men det er bestemt ikke sidste. Hun skriver godt, og maler fantastiske billeder af steder, personer og sågar dufte. Som her, hvor hun beskriver Perdu og Jordans rejse: “De sejlede i dyb tavshed gennem Borugogne, ned ad Loires sidekanal under træernes vældige, grønne buer, der bredte sig over kanalen. Flere bjerge var så høje, at deres vinranker syntes at strække sig ud mod horisonten. Alle vegne var der blomster i fuldt flor, sluser og broer var oversået med dem.” Allerede fra første side kan man tydeligt mærke kærligheden til bøger, og der er mange velskrevne ankedoter om bibliofili og det at længes efter og samle på bøger.

“Med forlov; Det, De læser, er på længere sigt mere afgørende, end hvilken mand De gifter Dem med, ma chére madame“, siger Perdu blandt andet til en ung kvinde, der besøger hans boghandel.

Enhver bogelsker bør læse denne bog. Fantastiske beskrivelser af livet i en lille flydende, fransk boghandel og med alt hvad det indebærer. Nina George har forunderlige betragtninger over åndslivet og følelser, der i romanen kommer til udtryk gennem Monsieur Perdus tanker, længsler og handlinger.

“..det er en misforståelse, når man tror, at boghanldere kun beskæftiger sig med bøger. De beskæftiger sig med mennesker”.

Perdu bruger sit aflytningssyn til at tolke sine kunders mimik, bevægelser og kropsholdning, og på den måde kan han udvælge lige netop den bog, som kan redde personen. Kundernes neuroser bliver fx diagnosticeret som værende “Franz Kafka med et strejf af Thomas Pynchon”, “En dybt irrationel Sherlock”, eller “Et enestående Potter-under-trappen-syndrom”.

Men monseiur Perdu er selv i sorg over tabet af Manon, og brevet som hans nye elskerinde Cathrine beder ham læse, viser sig at indeholde en hjerteskærende hemmelighed og grunden til, at Manon forlod Perdu så mange år forinden. Det er en hemmelighed, der bringer Perdu ud på rejsen til Provence. Men det er dog umuligt for Perdu at vælge en bog, som han selv kan læse og få det bedre af. “Findes der da ikke en bog, som kan lære mig livets melodi?“, spørger Perdu melankolsk sig selv. Manon forsvandt en morgen i august 1992, 2o år tidligere, og siden har Perdu ikke set hende. Dengang var de elskere, men Manon var gift med vinbonden Luc Basset, og da Perdu lærer sandheden om hendes forsvinden, bedrager han sig ud på en sørejse til Sydfrankrig og Luc Bassets vingård.

Nina George skriver så fint, ømt og indfølt om at elske, miste og savne. Det er en hjerteskærende, ulykkelig kærlighedshistorie, men som ender smukt. Bogens handling følger det nutidge spor og Pedus rejse, men der er også glimt tilbage til 1986, da Jean og Manon møder hinanden, ligesom vi får lov at læse med i Manons breve og dagbogscitater fra 80’erne.

Båden de sejler på beskrives således: “En husbåd med hængevom, kabys, to køjer, et badeværelse og otte tusind bøger. En hel egen verden i verden”.

Romanen får mig til at drømme mig væk til sydfranske vingårde, og jeg vil bogstaveligt talt gerne leve det liv, som Max Jorden lever på vingården hos Luc Basset, og som Nina George beskriver således: “Han bar vinstokke, lugede ukrudt, plukkede frugt, lappede tage, såede, høstede, gravede, læssede varevognen og kørte med Gérard ind til markedet, han fandt plettede svampe, rensede trøfler, rystede figentræer, klippede cypresserne i facon som levende bautasten, rensede bassinerne og hentede morgenbrød til husets gæster“.

Der er en smuk og uventet afslutning på fortællingen om Perdu og hans ulykkelige kærlighed til Manon. Jeg elsker simpelthen karakterne, hvilket ofte svært at opnå for forfattere hos læseren, når romanen kun er på knap 400 sider, men det lykkedes i den grad for Nina George. Og så er bogen et overflødighedshorn af fantastiske citater om det at læse.

“Jeg kan kun trække vejret, når jeg læser”.

Sidenote: Bagerst i bogen er der de fineste opskrifter og råd til, hvad du skal læse alt efter. hvilken lidelse du har. Geniál!