Titel:BZ. Du har ikke en chance – tag den! Et familiedrama. Forfatter: Peter Øvig Knudsen. Sider: 624. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Gyldendal ★★★★★
Peter Øvig viser endnu engang, at han er en af Danmarks dygtigste dokumentarister med sin ærlige, gribende og nuancerede skildring af 80’ernes BZ-bevægelse, og oprøret der fulgte med den.
“BZ var min dør til resten af livet, sådan som den var for så mange andre. Vi kom fra hvert sit sted, på vej i hver sin retning. Vi mødtes kort, på en korsvej i livet. Det var et møde, der gav genlyd, en lyd så stærk, at man svagt kan ane ekkoet den dag i dag. Det er ekkoet fra en tid, hvor hvert sekund talte, vi sov aldrig. Vi drømte”.
De seneste dage har på tryk, i tv, radio og på sociale medier vist, hvor meget denne nye bog om 80’ernes BZ-bevægelse egentlig betyder. Ikke kun for forfatteren Peter Øvig Knudsen, der har oplevet massiv modstand mod projektet nærmest fra dag 1, men også fra de mange BZ’ere, der stadig er en del af et, omend ikke udadtil aktivt, men i den grad levende BZ-miljø, der stadig har stærke holdninger til, hvad man fortæller og til hvem. At Peter Øvig og Gyldendal alligevel vælger at skrive og udgive bogen, trods modstanden, og at Øvig endda har valgt at bringe følgende citat fra BZ’eren Folke, viser mod og en flabethed, som jeg egentlig synes klæder vores nuværende litterære landskab. For det var jo ikke BZ’erne, der dengang var problemet, det var den håbløse boligsituation.
“Peter, du kommer ikke til at tale med én eneste rigtig BZ’er. Og hvis du alligevel gør, så er det kun, fordi det ikke er en rigtig BZ’er”.
Det er ikke første gang, at Øvig beskæftiger sig med en bevægelse fra fortiden, der har sat et stort aftryk på vores fælles historie. Også de to tunge bind om hippie-bevægelsen i 60-70’erne, Det Ny Samfund og oprettelsen af Thy-lejren har tidligere givet Øvig kvaler med kilder. Men det er i og for sig heller ikke noget nyt. I hippie-bøgerne er problematikken dog mere underholdende (som at Henning Prins og en anden hippie ikke kan huske, hvornår de mødte hinanden, fordi de var på LSD-trip begge to), hvor det i BZ er mere alvorlige sager, som heftige diskussioner i lukkede facebook-grupper, halvtruende mails og sten kastet gennem ruderne i Øvigs arbejdsværelse.
Grundet den massive modstand mod projektet har Øvig og Gyldendals redaktør valgt, at bogen ikke kun skal fortælle om tiden i 80’erne, men også bringe en logbogslignende beretning om, hvordan der internt hos BZ’erne opstod en hel modstandsbevægelse, men hvordan bogen alligevel blev en realitet. Og jeg forstår personligt ikke kritikken om, at Øvig kun skriver om bevægelsens negative side. Hippie-bøgerne, som jeg læste sidste sommer med stor glæde, havde jo netop to bind. Et, der skildrede de positive sider og et, der skildrede de negative sider af hippie-bevægelsen. Og det er mit indtryk, at selvom BZ-bogen kun er i et bind, enddog på 624 sider, så gør den det samme! Flere steder i bogen bliver BZ’ere også citeret for en skæring af de to yderpunkter i bevægelsen:
“Det var ved den lejlighed, at det gik op for mig, at bevægelsen bestod af to fraktioner: Vi var nogle, som troede på happenings og forhandlinger. Og så var der de andre med en meget militaristisk tilgang og drømme om væbnet kamp”.
Peter Øvig har skrevet bogen, fordi han med selv har været en del af et venstreorienteret ungdomsmiljø i netop 70’erne og 80’erne, og fordi at han mener, at det er en del af vores fælles historie, der ikke bliver undervist i på gymnasierne. De fleste unge på min alder kender ganske enkelt ikke til det, og udtaler i øvrigt, som Øvigs assistent Philip, ordet BZ helt forkert. Det er besæt, med tryk på bagerste stavelse. Og jeg giver Øvig ret. Det er et ungdomsoprør, som jeg slet ikke kender nok til. Og det bør vi gøre, hvis der skal komme et nyt oprør.
“Min BZ-tid kan jeg i dag godt huske tilbage på som et fantastisk fedt eventyr. Vi skubbede til grænserne og udvidede rummet – og det synes jeg stadig, samfundet har brug for, fordi grænserne har det med at snævre ind. Jeg lærte noget helt afgørende i de år, nemlig at man faktisk kan tage sagen i egen hånd og skabe sine egne rammer”.
Som altid er et kæmpe research-arbejde gået forud for Øvigs bog, og de mange hemmelige kilder fra blandt andet PET, Rigsarkivet og gamle politirapporter gør sig godt i fortællingen, der også underbygges af øjenvidne-beretninger fra de BZ’ere, der har valgt at medvirke. Den store modstand mod projektet gennemsyrer selvfølgelig bogen, og derfor bruger Øvig som sagt en del sideplads på at fremlægge sagen. Det gøres på en nøgtern, entydig måde, som får begge lejres holdninger med, selvom det ville klæde bogen, hvis den kun var de rene fortælinger fra dengang. Det har dog ikke været muligt, og jeg synes, at det i så fald er et fint kompromis med de to spor i fortællingen. Således er der et to handlingsspor i bogen, der driver “plottet” frem. Et datidigt fortællende spor om begivenhederne i 80’erne, med demoer, besatte huse, politiske forhandlinger og mangel derpå, kærlighedserklæringer og familiedrama med dokumentariske passager, og samtidig et nutidigt, dagbogslignende spor, der fortæller om kritikken af bogprojektet, de lange mailkorrespondancer, de misforståede facebook-beskeder, sladderen og hierakiet i BZ-miljøet og kaffemøderne.
“Hver generation skal ses af de foregående, ellers kommer den til at bruge år på at gøre oprør. Over for hippierne reagerede samfundet med lydhørhed og rummelighed, men det var blevet hårdere tider i firserne, og derfor blev oprøret også hårdere. Man kan til hver en tid måle et samfunds kvalitet på, hvordan det reagerer på den nye generations oprør.”
Men bogen beskriver ikke kun 80’eres sammenstød mellem politi og BZ’ere med barrikader, kastede mursten, raidhuer og molotovcocktails, den fortæller også om renoveringen af de besatte hus, om fællesskab, kærlighed, kreativitet, koncerter, tosserier og happenings som Kulørte Klat. Der er masser af plads til humoristiske passager, der også fik smilet frem på mine læber:
“Uden på huset havde vi installeret et hejseværk. En dag hejste Kaput-Henrik og Skalde-Hans et køleskab helt op i tredje sals højde og gav slip, bare for at se hvad der ville ske. En anden dag, mens jeg ikke var hjemme, smadrede Skalde-Hans under et svampetrip alt, hvad der var i vores værelse, og malede det hele hvidt. Og jeg mener alt! Hver en del. Også ruderne..”
Der er sørget for at underbygge, hvor det har været muligt, de fleste begivenheder med en to-sidet fortælling. Således bliver der på side 272 både beskrevet fra en BZ’ers synspunkt og politiets, hvordan rydningen af det besatte hus Bazooka foregik. Det sker flere gange i bogen, og kunne højst sandsynligt have været tendensen i hele bogen, hvis flere BZ’ere havde været villige til at fortælle deres historie til Øvig. Mange af de BZ’ere, der rent faktisk har valgt at bidrage til bogen, kritiserer også deres venner i bevægelsen:
“Fakta er nok, at ‘bevægelsen’ bestod og stadig består af et par toneangivende og en stor flok medløbere, der ikke tør have en mening, før de ved, hvad vej vinden blæser – og så et par enkelte ustyrlige anarkister. Det lidt komiske er bare at se granvoksne, tilsyneladende meget maskuline mænd, der stadig ligger under for, hvad andre mener”.
BZ er en lærerig bog, der med fordel kunne indgå i gymnasiernes historie-pensum. Den giver et bredt indblik i bevægelsen, boligmanglen og samfundspolitikken i 1980’ernes Danmark. Der er dog også en dobbelthed og en ambivalens, der præger hele bogen. En stemning, der ligger ned over den og som momentvis bliver forstyrrende for den historiske handling, men som jo desværre har været nødvendig for Øvig at inddrage grundet BZ’ernes afstand til projektet. BZ’eren Niels Ibsen får lov at afslutte bogen, og bidrage til titlen, med sin mail sendt til Øvig den 13. februar 2015. Her skriver Ibsen med et glimt i øjet til Øvig:
“Fuck, det er en vigtig bog, du er i gang med. Godt det ikke er mig, der skal skrive den. Stort, modigt og tak fordi du gør det. Du har ikke en chance… Ses.”
Det er en mangfoldig historie om en mangfoldig bevægelse fra rugbrødsfabrikken Rutana, til tåregassen, Kapaw, lokummet, Klosteret, Allotria og den underjordiske tunnel, fællesmøderne, Kulørte Klat, Ryesgade, Endagskrigen, ideologiseringen, drukpunkerne, kernekollektivet, Shell i flammer, bad standing, knuste ruder, et nakkeskud og en drøm om to kroppe i samme rum.
“Det var en generationseksplosion af udtryk, koncerter, jams, vægmalerier og graffiti over det hele, alt var ufærdigt, og der var plads til alle. Jeg gik rundt med mit strithår, læderjakke og en lang, ulden herrefrakke, det hele overmalet, inklusive min guitar. Michael Strunge kom til koncert, og Ebbe Kløvedal Reich forærede os en industristøvsuger og en palle toiletpapir.”
Slutteligt kan jeg dog sige, efter både at have læst Hippie-bøgerne og nu bogen om BZ, at hvis jeg skulle tage tilbage i tiden og tilslutte mig en bevægelse, så ville det være halvnøgen blandt hash, blomster, Røde Mor, Ingemann og Skousen på en mark i Nordjylland. For det var beretningen om hippie-fællesskabet og ideen om Det Ny Samfund, der opslugte mig mest, hvis jeg sammenligner de to læseoplevelser. Jeg vil dog anbefale alle, især min egen generation, at læse denne modige, vigtige bog om BZ, og derfor får Øvig også 5 ud af 5 stjerner!