Titel: Mit navn er Nike. Forfatter: Maria Stensgård. Sider: 123. Forlag: mellemgaard. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★
En udfordrende og stemningsmættet fortælling om hovedpersonen Nikes liv fra barndommen i Vendsyssel til voksenlivet med to børn. Ærligt, humoristisk og udleverende skriver Maria Stensgård om det at være menneske – på godt og ondt.
“At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen. Jeg har rejst fra Bakkedal til bølgedal i stormvejr og stille vind, som en anden Odysseus alias Leopold Bloom, sortklædt, utilpasset og ensom i Dublin. Uden for mit vindue ses rapsmarkerne, som venter på at blive høstet. Høstemodne eller måske overmodne?”
Maria Stensgård er cand.mag i kunsthistorie og dansk, og det præger hendes debutroman også præg af. Lige fra prologen der sætter barren højt. Den har intellektuel tyngde, akademiske pift og forbereder læseren på dens fortællinger. Allerede her er det mit indtryk, at Stensgård virkelig viser, hvad hun kan som forfatter. Og det er da også netop denne lidt mystiske prolog, der får læseren til at bladre videre.
Første kapitel har detaljerede og stemningsmætttede karakterskildringer og beskriver indgående det lille Vendsysselske samfund, hvor Nike vokser op. Det gav mig lidt associationer til den Herman Bangske måde at beskrive steder og mennesker på, og jeg tænkte straks på Ved vejen med Stationsforstanderen og konen Katinka. Fra barndommen i Vendyssel følger vi hovedpersonen Nike gennem 12 fortællinger, der alle har indflydelse på den måde, hvorpå Nike former sig som mennesker. Her møder hun både kærester, kollegaer og en masse dyr. For når Nike skal beskrive de mindre tiltalende egenskaber i de mennesker hun møder på sin vej, så er de ofte afbilledet som dyr. Således er de to kommunale ansatte brune Bjørne, den selvcentrerede veninde et rådyr og kæresten en Grønnemand. Det er en anderledes men ikke uvant måde i litteraturen at beskrive mennesker på. Tænk bare på Villy Sørensens Tigerne!
Maria Stensgård evner mange steder at få læseren i den rette stemning ved hjælp af få ord. I sine miljøbeskrivelser rejser læseren derfor med hende lige derhen, hvor hun ønsker. Som her, hvor jeg straks var med i Italien: “Jeg havde altid elsket Italien, og ikke så snart jeg hørte bare et italiensk ord, så drømte jeg mig væk i ferieminder med venetianske glaskandelabre, gondolierer i snehvide skjorter, som svingende stråhatte til musikken af de åbenstående vinduer i paladserne, ligesom lyden af stiletter på gaderne, når de elegante italienske damer vimsede rundt mellem skulpturerne på Piazza Navona.” Det er en af romanens styrker, at den er så stærk i miljøbeskrivelser, uanset hvor vi rejser hen med Nike.
Men romanen handler også om de dybe side af det at være menneske, om tro, kærlighed og etiske problemstillinger, som Nike møder på sin vej. Hun beskriver blandt andet, at moren havde lært hende at tro ved benhårdt arbejde. At alle mennesker havde således gode sider. “Selv troede mor ikke på noget, men holdt Indre Missionsk Tidende, som far troskyldigt læste og betalte. Mor holdt det for naboernes skyld. Så posten kunne fortælle om hendes sinds renhed, når han kørte videre på landruten. Han var en god post!”
Bogen bærer præg af forfatteren store viden om kunst, historie og litteratur. Det er tydeligt at mærke, at Stensgårds pædagogiske ballast fra eget liv også skinner igennem i de arbejdsmiljøer, som Nike havner i. Og deri ligger også en grad samfundskritik, som klæder romanen. Dog synes jeg, at det er ærgerligt, at forside og titel minder mig for meget om Caspar Erics Nike, men det kan måske nærmere tilskrives forlaget end forfatteren.
Mit navn er Nike er en bog, hvor der i den grad skal læses mellem linjerne, og som sagtens kan tåle at genlæses. En humoristisk og velskrevet roman om livet med en jeg-fortæller, der tør være hudløst ærlig. Og så var jeg helt vild med Prost citatet til sidst i bogen: “Det enhver læser i virkeligheden læser, når han læser en bog, er sig selv”.