Titel: Folkets skønhed. Forfatter: Merete Pryds Helle. Sider: 432. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Lindhardt & Ringhof ★★★★★
“September var ved at rinde ud, og Marie kunne fornemme, hvordan det snart ville være mørkt, når hun cyklede hjem, selvom luften stadig var mild og let og fuld af den sommer, der havde været den bedste i hendes liv. Der kørte sporvogne og mælkebiler ved siden af hende i stedet for traktorer og høstøv, der var storbylugte og stobylarm. Og hun var en del af det hele.”
Folkets skønhed starter som en socialrealistisk slægtsroman om livet i en fattig landsby på Langeland i 30’erne og under krigen, hvor vold og misbrug er dagligdag og børneflokken vokser, men munder ud i en dannelsesroman om den lille fattige Marie, som drager til København for kærligheden, men aldrig river sig fri fra sit ophav og sin familie.
Allerede fra første sider formår Merete Pryds Helle at tage læseren med tilbage til 1930’ernes Langeland. Her møder vi den forsigtige men stærke Marie, der misbruges af faren, ikke mærker meget kærlighed fra den strenge mor, der også har nok at se til med alle Maries søskende. Det hele bliver kun værre, da også Maries ældste bror, Kaj, begynder at tvinge sig selv seksuelt på hende, og da moren opdager det, er hendes eneste kommentar, at de skal være glade for, at Marie har haft menstruation, så hun ikke bringer skam over familien. Samtidig bliver den anden bror, Valdemar, pisket til blods af faren, fordi Kaj tvang ham til også at voldtage Marie. Og så hænger lussinger løst i familen Johansen, og falder på forståelige såvel som uforståelige tidspunkter. Det er forfærdelige vilkår, som Marie lever under, men alligevel evner hun at se efter det bedste i de mennesker, hun møder på sin vej i det lille provinssamfund på Langeland.
Den dårlige sociale arv påvirker Marie, der også selv begynder at slå sin lillebror, da han bliver gammel nok til at få tæsk. “Lussing” er derfor nok også et af de ord, der optræder oftest i den 429 lange sider roman.
Jeg oplevede Merete Pryds Helle til Bogforum på Litteratursidens stand i år, hvor der var proppet med mennesker. Det var faktisk nærmest umuligt at presse flere folk ind på den lille stand, og mange var nødt til at stå op ude på mellemgangen. Her fortalte Merete Pryds Helle ærligt og underholdende om bogen, og det var helt tydeligt at mærke, at alle tilhørerne havde læst bogen, og at mange af dem også selv kommer fra Langeland. Romanen er da også blevet flot anmeldt og er senest blevet nomineret til DR Romanprisen, som er en læserpris.
Det er delvist Merete Pryds Helles egen families historie, og hun har da også skrevet en virkelighedsnær skildring af sin mor, Marie, og de gruelig mange ting, som hun måtte gå igennem. Sproget og sansen for detaljer gør, at MPH fremskriver et autentisk tidsbillede, om det så er 40’ernes besatte Langeland eller 50’ernes pulserende Københavnske telefondamer.
Halvvejs gennem romanen da vi begynder at følge Maries voksenliv i København, blev romanen for alvor en pageturner for mig. En komplet historie, som jeg havde svært ved at slippe. Maries møde med København og det mislykkede forsøg på at lægge sin sydfynske barndom bag sig, er den virkelig interessante del af romanen.
Merete Pryds Helle beskriver livet som husmor i 50’erne så indlevende (noget jeg virkelig savnede i Anna Grues Italiensvej), så vi moderne huskvinder slet ikke kan andet end at føle medlidenhed med Maries mange daglige opgaver og selvopofrelse på manden Ottos vegne. Alligevel var jeg helt pjattet med Marie. Der er noget klogt, selvstændigt og elskeligt ved hendes karakter, og et par gange gennem romanen måtte jeg da også grine højt af Maries humoristiske selvhøjtidelighed.
Alt i alt har Merete Pryds Helle begået en virkelig smuk, skrøbelig og ærlig fortælling om sin familiesaga, som jeg anbefaler alle at lægge under juletræet til sine kære i år!