Boganmeldelse: Delphine de Vigan – Baseret på en sand historie

Titel: Baseret på en sand historie. Forfatter: Delphine de Vigan. Sider: 314. Forlag: Peoples’s Press. Udgivelsesår: 2016. Anmeldereksemplar: Peoples’s Press ★★★★★

“Selvom det har fundet sted – selvom der er sket noget, der minder om det, og selvom kendsgerningerne er bevist – er det stadig en historie, man fortæller. Man skaber en fortælling. Og måske er det dybest set det, der er det væsentlige. De små ting, der ikke stemmer overens med virkeligheden – der omformer den“.

Baseret på en sand historie er rystende, fængslende og uhyggelig. Et skarpt portræt af en forfatters angst for at skrive, et farligt venskab, der ender med identitetstyveri og en littrær diskussion omkring sandhed, løgn, selvbiografi og fiktion i en roman(?), der ikke vil genrebestemmes.

Begejstringen for franske Delphine de Vigan vil ingen ende tage, og jeg havde knap nok læst den sidste sætning i Alt må vige for natten, før jeg gik i gang med Baseret på en sand historie, som jeg fik læst med pendulfart og blev færdig med på to dage. Den, som sin forgænger, var også umulig at lægge fra sig.

I den psykologiske thriller Baseret på en sand historie møder vi igen forfatteren Delphine, jeg-fortælleren fra Alt må vige fra natten, på et tidspunkt, hvor hun er blevet nærmest angst for at skrive og ikke kan finde den rigtige inspiration til den svære “2’er”. Nu skriver jeg 2’er i gåseøjne, fordi de Vigan jo som bekendt har udgivet andre værker før Alt må vige fra natten, men den var hendes ultimative gennembrud og blev solgt i en million eksemplarer. Derfor er det meget rimeligt at antage, at det har været en smule angstprovokerende for bestseller-forfatteren at gå i gang med sit næste litterære projekt, og konsekvenserne af det første, trusselbreve og sure familiemedlemmer, har da også tæret på Delphine, der finder sig modløs og alene. Tvillingerne er blevet voksne og er rejst hjemmfra for at studere, og kæresten Francois er hele tiden på forretningsrejser for at filme sine dokumentar-serier. Derfor er Delphine særligt sårbar, da den mystiske og unavngivne L. (bemærk ironien at elle betyder hun på fransk) træder ind i hendes liv og, for at sige det mildt, overtager det. Det starter i det små, og den reflekterende og erindrende Delphine fastslår da også flere gange i starten af romanen, at der var faresignaler, men hun opfangede dem ganske enkelt ikke, eller tillagde dem ikke større (eller faretruende) betydning. Det er derfor ikke mistænksomt, at L. ikke har lyst til at møde hverken Francois eller børnene, selvom hun gerne vil tale om dem, ej heller at L. begynder at svare på alle Delphines mails og endda klæde sig ud som hende, udgive sig for at være hende (og lykkedes med det) til en forfatteroplæsning. Ej heller lægger Delphine særligt meget i dét, at L. pudsigt nok står i opgangen, da Delphine falder ned at trappen og brækker sin fod, og derfor tager hun da også velvilligt med ud i Francois hus på landet (han er i USA) helt alene sammen med L. Angsten for at skrive, og et meget fiktivt romanprojekt (der delvist er blevet boykottet efter store portester fra L., der reprænseterer et litteratursyn, hvor selvbiografi, autofiktion og sandhed i værker er altafgørende og det eneste læserne vil læse lige nu) er dog forsvundet, og Delphine er pludselig, efter sit fald, blevet inspireret. Nu vil hun skrive om L. Denne omfavnende person, der fuldstændig har sat sig på hendes liv, selv forfatter til flere biografier om kendte franskmænd, og som også har en tragisk og barsk fortid med sig.  Det viser sig også, at L. og Delphine har gået i skole sammen i et enkelt års tid, da de var teenagere, og at L. har læst alle Delphines værker. Hun har derfor en meget kontant holdning til det Delphine skriver, og især til, hvad hendes næste projekt skal være, hvilket bliver til en litterær diskussion, de har om og om igen.

Alene Stephen King-citaterne i starten af hvert kapitel i bogen (der stammer fra hans berømte roman Misery) er nok til at give læseren kuldegysninger. Man får lyst til at råbe af Delphine: LØB! SKYND DIG! FÅ HENDE UD AF DIT LIV!, men så langt når Delphine ikke, før det er for sent. For læsere, der ikke har læst eller kender til Misery, så handler den om forfatteren Paul Sheldon, der i sin bogserie om Victoriatidens England har skrevet og skabt karakteren Misery Chastain, for at lade hende dø i det planlagte sidste bind. Paul vågner op i koma, og befinder sig i sin største fans seng. Annie Wilkes, som er sygeplejerske, er sygeligt besat af Misery, og har fundet Paul i sin forulykkede bil og med manuskriptet, der beskriver Miserys død. Uden at afsløre for meget, bliver det et livsfarligt møde for Paul, da Annie for alt i verden ikke vil acceptere Miserys død. Et møde, der minder UHYGGELIGT meget om det, der finder sted mellem Delphine og L. i Baseret på en sand historie.

Langt hen af vejen fristedes jeg til at tro, at L. var en spaltning, en anden identitet af Delphine, som kun fandtes i hendes indre, at dialogerne foregik inde i Delphine og ikke med et andet levende menneske. Midtvejs forkastede jeg denne lidt surrealistiske fortolkning, men til slut blev jeg igen virkelig i tvivl. Læs bogen, og bedøm selv!

(P.S. Bemærk venligst bogens afslutning, det drejer sig om fire VERSALER og en *, der måske kan give et praj om afsenderen af teksten).