Boganmeldelse: Thomas Korsgaard – Hvis der skulle komme et menneske forbi

Titel: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Forfatter: Thomas Korsgaard. Sider: 318. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★

“Nørre Ørum hed den flække, vi boede i. En forstad til mørket, klemt inde mellem utallige andre ligegyldige småbyer. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at være der i længere tid.“

Imponerende romandebut af Korsgaard, der giver stemme til et øde, fattigt og ømt landsbyliv i en flække i det mørke Jylland.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er en skarp socialerealtisk skildring af en families kamp for overlevelse i et fattigt landsbysamfund, hvor der lugter af lort og hundene render frit rundt på gårdspladsen. Den børneflok, som hovedpersonen Tue er en del af, er blevet overladt til sig selv, tvunget til at skabe sin egen tilværelse, normer og regler, mens faren forgæves forsøger at formindske sin gæld, og moren fortrænger tabet af lillesøsteren i en cyberverden af online-kasinoer.

Korsgaard er en god formidler og dygtig til at skrive velkendte følelser frem. Som da Tue efter en slurk cola føler, at han får pels på tænderne (selv kan jeg ikke fordrage den ellers populære sodavand af netop samme grund), og således kender jeg også Royal Copenhagens mors dags platter til væggen, som min mormor, ligesom Tues bedste altid fik forærende, indtil firmaet stoppede produktionen. Tue tror ikke på Gud, men han skal konfirmeres alligevel, det siger faren, og spørger, hvad han så ønsker sig. Tue ønsker sig egentlig bare en ny familie, hvilket man jo som læser egentlig godt kan forstå. Fo til sin konfirmation får Tue en fodbold som sangskjuler, men han hader jo fodbold, og det bliver tydeligt for læseren, at Tue ikke trives. Alt for meget får han ikke sagt, han holder mange følelser inde i sig selv, og vi må vente længe på de få, små udbrud, der dog bliver plads til, når Tue siger sin far imod. Samtidig kæmper Tue med sit forhold til både andre piger og drenge og hverken benægter eller bekræfter, at “han jo er bøsse“, som den rapmundede veninde Iben flere gange påstår.

Romanen er i sit sprog og sine dialoger til tider tragikomisk og med referencer til Erling Jepsens jyske barndomserindringer, her tænker jeg især på Kunsten at græde i kor, som jeg selv læste i gymnasiet. Men der er også lyse passager, i den lidt triste triste hverdag i Nørre Ørum. Tue finder en omsorg i mormoren, som han savner fra sin egen mor, der ikke kan magte at stå til rådighed for sine levende børn, grundet sin sorg over at miste sit barn, og en bandende, hård far, der ikke har meget til overs for den uheldige Tue.

I køkkenet bliver der diskuteret førtidspension, røget smøger, skrællet kartofler og fanget rotter, oprørene blandt drengene på skolen bliver taget i omklædningsrummet, og Tue tilbringer lidt for meget tid på kontoret hos skoleinspektør Margit. Korsgaard giver et indblik i en verden, som er hverdag for mange danskere i dårlige sociale vilkår, i landsbyer og provinser, men en dagligdag, som de mere priviligerede ikke kender til, og som vi heldigvis ser mere og mere beskrevet i skønlitteraturen. Samtidig indskriver Korsgaard sig i en autofiktiv litterær tradition, der oplever sin storhedstid lige nu, og evner med socialrealistiske temaer at sætte problemer til debat. Thomas Korsgaards lillebror har været ude i medier og understrege, at han ikke kan genkende skuldringen af deres far og mange andre episoder i romanen, og igen blusser en nærmest Knausgårdsk’s debat om fiktion, virkelighed og fakta op. Jeg mener nu selv, som Korsgaard også selv argumenterer for, at det er forfatterens og jeg’ets egen fortolkning af levet liv, som bør skildres i fiktionen, som romaneformen jo er, og den opfattelse af sin fortid kan man dermed ikke stilles til regnskab for. Der vil altid være en risiko for fornærmelse og debat, når der er ligheder mellem en roman og virkelige personer, men Korsgaard har maskeret de væsentligste, da der fx ikke er navnesammenfald i romanen kontra Korsgaards egen familie. Dog har Korsgaard ikke lagt skjul på, at bogen er baseret på hans egen opvækst.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er en vigtig udgivelse om taberne, om forældre der udøver psykisk terror og om er samfund i forfald. Thomas Korsgaards stemme giver genklang i det litterære miljø og forsvinder ikke lige foreløbig.