Boganmeldelse: Albertine Sarrazin – Astragal

Titel: Astragal. Forfatter: Albertine Sarrazin. Sider: 191. Forlag: Peoples’ Press. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★

Der er visse kendetegn, som er usynlige for folk, der ikke selv har siddet i fængsel – en måde at tale på uden at bevæge læberne, mens øjnene udtrykker ligegyldighed eller det modsatte; cigaretten, der bliver holdt skjult inde i hånden; en tilbøjelighed til at vente med at handle eller bare tale, til det bliver nat, efter at have været tvunget til tavshed hele dagen.

Albertine Sarrazins klassiker fra 1965 er en autentisk og rørende fortælling om en ung kvindes forsøg på at leve i friheden, slæbende rundt på sin brækkede fod men stadig slave af fængslets usynlige ur.

Den unge Anne flygter fra fængslet, men falder undervejs og brækker den knogle i sin ankel, der på fransk kaldes astragal. Hun er nu dybt afhængig af andre mennesker for at overleve, og må bogstaveligt talt kravle og slæbe sig frem. Den smukke, blonde Julien finder hende og gemmer hende hos sin mor og resten af familie i tre uger, hvor de tager sig af hende. Men Anne må videre, intet skjulested er sikkert for hende, og her starter en farlig rejse gennem 1960’ernes pulserende Paris, set gennem Annes skeptiske blik.

Anne er påvirket af sin tid i fængsel, der sidder i hende. En fortid der ikke lader sig glemme. Selv da hun er indlagt med et brud på rullebenet (Astragal) og sygeplejersken beder hende tager tøjet af gør hun det hurtigt og resolut, som hun plejede i fængslet: “Fængselstiden sidder stadig i mig – jeg kan mærke det i visse reflekser, hvordan jeg pludselig falder sammen, min luskede tankegang og mine underdanige bevægelser“.  Samtidig frygter Anne for at miste sin fod og ser et liv for sig som krøbling. Hvor Julien må nøjes med hende, hvor hun ikke tør vise sig frem, hvor hun ikke kan føre sine drømme ud i livet. Hun er fortvivlet, og får sat livet i perspektiv, både hos sig selv men også hos læseren. Det er først, da Anne har problemer med at gå, at hun værdsætter hvor skønt det var, inden hun fik foden i gips og kunne gå hvor hun ville (overført betydning) uden at støtte sig til nogen.

Undervejs erindrer Anne episoder og personer fra fængslet og fortiden, og indser, at hun ikke kan flygte fra fortiden. Anne er stadigvæk prostitueret og fortsætter med at tage imod kunder efter sin flugt fra fængslet, selvom hun er sammen med Julien. Frygten for at ende i fængsel igen er dermed også allestedsnærværende i Annes bevidsthed: “Frygten for at blive arresteret forlader mig aldrig – jeg lærer at se den i øjnene og tæmme den, jeg jager den aldrig væk“.

Jeg var ikke helt hooked på historien og den til tider lidt rodede og skiftende fortælleform, ofte er der en form for stream of consciousness, men anden del af romanen står også klart stærkest for mig. Det er her, Anne virkelig reflekterer over sit liv og sine følelser for Julien: “Hvor end jeg er, hvad end jeg laver, er jeg skyldig. Fordi jeg er dér og ikke i spjældet. Min vej fører mig direkte i fængsel“. Sarrazin skriver virkelig stærkt om de følelser, der lægger bag Anne og Juliens forhold, det der binder dem sammen, og jeg måtte overstrege flere smukke sætninger, som denne fx: “Men i aften er vi begge rekonvalescenter – fængselstiden er som et sår, og arret mærker og forener os“.

Det går op for Anne, at hun elsker Julien højt og ikke kan tåle at dele ham med andre kvinder, selvom han deler hende sammen med andre mænd. “Nu er det mig, der dufter til dine skjorter” tænker hun blandt andet. Men deres kærlighed er umulig, Juliens familie frygter, at de bare vil ende i fængsel sammen, de er hinandens dårlige selskab, og romanen har da også (som Albertines virkelig liv, hun døde meget ung i 1967, kort efter Astragal var skrevet og udgivet på dansk i 66′ og karrieren på sit højeste) en tragisk slutning.

Jeg havde nok lidt forkerte forventinger til historien og blev en smule skuffet. Og jeg kan desværre ikke rigtig sætte fingeren på det. Måske det var den manglende 60’er-Paris stemning, som jeg ikke helt kunne mærke. Derfor får den kun tre stjerner. Jeg anbefaler den til læsere, der nyder feministisk litteratur, skrøbelige og tragiske skæbner og som kan lide at reflektere og udfylde tomme pladser under læsning. Albertine Sarrazin forærer ikke sin læser der hele på et sølvfad. Bogen er dog bestemt læseværdig, en genudgivelse værd og vil pynte smukt på bogreolen, den kom bare aldrig helt ind under huden på mig.

Billedet yder slet ikke retfærdighed, men prøv at bemærk den virkelig smukke udgivelse med det rosegold skinnende hardcover og den ikoniske forside med forfatteren selv afbilledet.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s