Boganmeldelse: Emma Donaghue – Underet

Titel: Underet. Forfatter: Emma Donaghue. Sider: 448. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★

En besættelse, en mani, kunne det vel kaldes, tænkte Lib. En sygdom i sindet. Hysteri, som den skrækkelige læge havde kaldt det? Anna mindede Lib om den forheksede prinsesse i eventyrene. Hvad kunne få pigen til at genvinde sit normale liv? Ikke en prisn. En magisk urt fra verdens ende? Et stød, der kunne få det forgiftede æblestykke op af halsen? Nej, noget der var ligeså enkelt som at trække vejret: fornudt. Hvad hvis Lib ruskede pigen vågen lige nu og sagde: Så kom dog til fornuft!.

Moralske, etiske og eksistentielle problemstillinger bliver sat til debat i denne gribende, sørgelige fortælling om en fastende pige, påvirket og tvunget af religiøse omgivelser.

Emma Donoghue har skrevet en nervepirrende roman om en lille irsk pige i 1850’ernes Irland, der af uforklarlige men tilsyneladende religiøse årsager er stoppet med at spise.

Den dygtige engelske sygeplejerske Elisabeth Wright, oplært at selveste Florence Nigthengale, bliver fragtet til Irland for at observere en 11-årig irsk pige fra en lille landsby, der ikke har spist i fire måneder men stadig lever uden synlige eller alvorlige mén. Folk valfarter til landsbyen for at kysse og røre ved “miraklet”, men som moderat protestant føler Lib sig langt fra de meget troende katolikker og Annas religiøse familie. Lib tror,  det hele er et spil opført for at tjene penge på pilgrimsrejsende, der betragter Anna som et vidunderbarn med overnaturlige evner. Men er det i virkeligheden et utroligt langsomt og veludført mord på et barn, der er ved at udspille sig foran Lib, og hvad kan hun gøre ved det? Hun får hjælp og trøst af den bredskuldrede rødhårede irer, journalisten William Byrne, når de sammen forsøger at opklare mysteriet. Det bliver til en mistænkelig og nervepirrende oplevelse, der efterlader den ellers så rationelle og stålfaste Lib i konstant tvivl. Religion og naturvidenskab mødes og bryder med hinanden i denne roman af bestsellerforfatteren Emma Donoghue. En konstant dialog om, hvorvidt det er et mirakel eller et svindelnummer og i sidste ende også en kamp mod tiden, da det går op for Lib, hvor alvorlig en tilstand Anna faktisk er i.

Undervejs begynder Lib selv at tvivle på sit ellers fornuftige tankesæt, og må snakke med William Byrne, den intelligente katolik og journalist – da alle andre omkring hende ikke kan bibringe med noget naturvidenskabeligt bevis for, at Anne O’Donell faster eller ikke faster: “Det var sådan, at hun forfærdelig gerne ville høre et andet menneskes mening om pigen. Èn, hvis tankegang Lib havde tillid til; ikke Standish med hans fjendtlige fremfærd, ikke McBrearthy med hans sindsforvirrede fortrøstningsfuldhed, ikke hverken nonnen med skyklapper eller den venlige, men nedladende præst, og heller ikke de forblindede og sikkert også depraverede forældre. Èn, der kunne fortælle Lib, om hun var ved at miste forbindelsen til virkeligheden“. I bedste Todorovske forstand evner Donaghue at få sin læser til, sammen med Lib, at tøve og tvivle langt hen ad vejen. Faster Anna virkelig, er det snyd og bedrag, eller er det simpelthen et mirakel? Foregår der virkelig noget i denne lille religiøse irske landsby, som går ud over den logiske naturvidenskab, som alle fornuftige og oplyste mennesker ellers holder fast ved?

Florence Nigthengale har lært sine hæderlige sygeplejersker, at de ikke må blive romantisk og personligt involveret i deres patienter, og selvom Lib har ordene indprentet i sig, så udvikler der sig over tid et forhold mellem hende og den lille Anna. Et forhold, der tydeligvis bliver skabt på baggrund af et personligt tab i Libs fortid. Et forhold der også gør, at Lib endelig forsøger at tage kampen op og redde Anna fra de religiøse og afsporede mennesker omkring hende, der ikke forsøger at forhindre fasten men ser blindt til. De som bare ser til, og ser det som en del af Guds plan.

Romanen var til tider virkelig forfærdelig og frustrerende læsning. Jeg havde lyst til at råbe af både Lib og de skøre, hjernevaskede mennesker i den lille irske flække! Hvorfor indser ingen, at Anna er ved at dø?! Og hvorfor er det ikke nok, når Lib konfronterer moren, faren, præsten og lægen? Ingen reagerer eller lytter til fornuft! Donoghue skriver godt, forstår at sætte et plot sammen og skildre troværdige karakterer og omgivelser. Langt hen ad vejen er dialogerne også ganske tidstypiske, men der sneg sig også ord som “fattede” og “efteraber” ind i teksten, som skar mig lidt i øjenene. Om det så skyldes oversættelsen eller originaludgaven er ikke til at vide.

I forfatterens kommentar fortæller Emma Donaghue, at Underet er en opdigtet historie, men inspireret af næsten halvtreds beretninger om såkaldt fastende piger, der er blevet hyldet for at leve uden fast føde i længere perioder – på De Britiske Øer, i Vesteuropa og Nordamerika mellem det 16. og 20. Århundrede. Det var jeg personligt ikke klar over, men jeg synes derfor også, at Underet er en roman der tager fat i et skræmmende, virkeligt og også aktuel problemstilling – eksempelet i vores tid er de dødelige spiseforstyrrelser. En gribende roman, som jeg ikke glemmer lige foreløbig og anbefaler alle at læse!

NB: Bogen udkommer i dag!

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s