Boganmeldelse: Julie Badura – De dage med dig

Titel: De dage med dig. Forfatter: Julie Badura. Sider: 185. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: People’s Press ★★★★

“Jeg begynder pludselig at have fornemmelsen af noget usynligt mellem os i korte glimt. Noget jeg ikke kan se med mit blotte øje, men noget jeg mærker som en urkraft. Det er udefinérbart, flygtigt. En uro der tester min dømmekraft. Den slags uro der får mine hænder til at ryste lidt på ulogiske tidspunkter.”

De dage med dig er små, rytmiske fragmenter, en lang episk digtning, der rammer lige ind i læserens inderste.

Jeg’et og du’et møder hinanden i København og forelsker sig. Vi følger denne blussende og altopslugende kærlighed mellem dem, indtil jeg’et bliver så angst for at miste den lykkelige følelse, at hun forlader ham. Længe er de i en karrusel, hvor ingen kan sige ja men heller ikke nej. Fortælleren er skiftevis i forelskelsens ekstase med et ‘han’, og i en indre kamp med sin fortid, barndomsminder, et ‘hun’ der symboliserer moren. Der er noget i fortællerens bagage, som hun ikke tør få adgang til: “Riv mine mure ned så jeg kan blive fri fra det fængsel, jeg har sat mig selv i” beder hun inderligt du’et. Det gør fortælingen ikke bare rørende men også tankevækkende og mere nuanceret. De dage med dig er så meget andet end en kærlighedshistorie mellem to mennesker. Det er en fortælling om livet og alt, hvad det bringer os. Det nutidige, oplevende jeg søger en forklaring på sine valg, i det barnlige, datidige jeg’s erindringer. Barndomsbillederne er nøglen til at forstå fortællerens følelser og handlinger i sin relation til andre mennesker, til det du, hun elsker så højt men samtidig ikke kan være sammen med uden at miste forbindelsen til sig selv og verden.

Julie Badura skriver virkelig godt. Poetisk, syngende, messende. Det er umuligt ikke at blive revet med af hendes ærlige, simple men smukke ord. En flot debut, der minder om Tove Ditlevsens selvudleverende prosa og har i sine skildringer af steder, stræder, bænke i indre København og det poetiske sprog fine paralleller til værker som Amalie Laulund Trudsøs Koordinater. De dage med dig er en barsk og bevægende fortælling om at elske, miste og tilgive. Helt essentielt. Og skrevet så enkelt, at det bliver helt universelt – som at læse den reneste definition på et knust hjerte.

Alle bør kramme deres mor ekstra meget efter at have læst Julies rørende beretning om at miste det menneske, der har givet en liv. Det er så rigtig en fortælling om sorg, at jeg nærmest umuligt kan beskrive den. Og til de, som på uretfærdigvis ikke har en mor de kan kramme, så kram bogen og vid, at du ikke er alene med dit savn. “Sorg er en tilstand, der ændrer ansigtet. Mennesker der lige har mistet, har et særligt udtryk i ansigtet. Ansigtet bliver mere åbent. Mere nøgent. Blikket bliver nuanceret. Når man er efterladt, ser man sig ikke tilbage. Man får øje på budskaber, man ikke så før. Man leder efter symboler. Man leder efter mening. Meningen med måden det skete på. Meningen med at miste. At miste sin mor er at stå midt i den dybeste ensomhed. En mors kærlighed til sit afkom er så grundlæggende for et menneskes selvforståelse. Når man mister lige præcis den grundlæggende kærlighed i sit liv, kan man vælge at gøre to ting. Man kan falde fra hinanden. Eller man kan bygge sig selv op på ny”. 

De dage med dig er hurtigt læst men sent glemt. Debutforfatteren og forlaget har netop offentliggjort, at bogen skal filmatiseres, og det kan man godt forstå. Jeg glæder mig til filmen og mere litteratur fra Julie Badura.