Boganmeldelse: Colson Whitehead – Den underjordiske jernbane

Titel: Den underjordiske jernbane. Forfatter: Colson Whitehead. Sider: 300. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★

Lige inden solnedgang købte en af de handlende hende for to hundrede og seksogtyve dollars. Hun ville have indbragt mere, hvis det ikke havde været for årstidens overflod af unge piger. Mandens tøj var lavet af det hvideste klæde, hun nogensinde havde set. Ringe med farvestrålende sten glimtede på hans fingre. Da han kneb hende i brysterne for at se, om hun var frugtsommelig, føltes metallet køligt mod hendes hud. Hun blev brændemærket, hverken for første eller sidste gang, og lænket til resten af dagens nyerhvervelser.”

Et skarpt, grusomt men upartisk portræt af slavehandlen i USA. Whitehead har forvandlet menneskehedens værste sider til et mesterværk, en litterær magtdemonstration.

Den underjordiske jernbane er gribende og barsk fra første sætning. En roman der rammer lige midt i menneskehedens værste ar på sjælen. Midt i den skrækkelige forhistorie, som er en del af den hvide verdens misbrug af sorte slaver. Whitehead selv har udtalt, at bogen var længe undervejs og svær for ham at skrive. Og det kan man godt forstå. Men hvor er jeg glad for, at litteraturen kan bidrage til oplysning og refleksion over en periode i vores fortid, hvor mennesker holdte andre mennesker som slaver. En vigtig roman, der meget fortjent er blevet hædret med både Pulitzer-Prisen 2017 og National Book Award 2016.

Slavehandlen i USA er en skamplet på vores civiliserede samfund og bliver hos White beskrevet helt fænomenalt. Det er sanseligt, poetisk og detaljerigt. Det er en lækker sproglig læseoplevelse med en relevant fortælling og et veldrejet plot. Der er mange karakterer at holde styr på, men Whitehead slipper godt afsted med den kompakte, nuancerede skildring af slavehandlen, slavernes vilkår og deres hvide slavehandlere. De grusomme og barbariske episoder, mistugt, voldtægt, vold og tortur fx, bliver beskrevet nøgternt, men på en måde, så læseren forstår alvoren, som her: “Kort efter at det blev kendt, at Cora var blevet kvinde, slæbte Edward, Pot og to slaver fra sydplantagen hende om bag røgeriet. Hvis nogen hørte eller så noget, lod de som ingenting. Hob-kvinderne syede hende sammen bagefter.”

Vi møder og følger den 16-årige Cora, som er markslave på en bomuldsplantage i Georgia, samme plantage som hendes mormor og mor voksede op på, indtil moren stak af og forlod Cora. Men ligesom sin mormor, lever Cora velvidende, at hvis hun ikke stikker af og forsøger at blive fri, vil hun leve resten af sit liv på en vægtskål, blive prissat dagligt: “Kend din pris, og du kender din plads i verdensordenen” synes at være den helt absurde livsfilosofi, som de mange slaver lever under. En dag foreslår en anden slave, Cæsar, at de flygter, og Cora tøver ikke længe, før hun følger efter ham.

Det føles helt uvirkeligt at læse om mennesker, der ingen identitet føler. De er bare et nummer i rækken, en vare, der kan købes og videresælges igen. Cora og mange af de andre slaver på Old-Randall plantagen i Georgia aner ikke engang, hvornår de er født: “Det kunne jo faktisk være hendes fødselsdag i dag. Men hvad fik man ud af det, af at vide, hvilken dag man var blevet født ind i den hvide mands verden? Der forekom ikke som noget, man ville huske. Mere som noget, man helst ville glemme“, argumenterer hun. De er aldrig fri, og Cora tør næsten ikke engang drømme om det. For ligeså snart man gør det, kommer virkeligheden og indhenter dem som midt i en sang en lun søndag aften. “Så kom det, altid – forvalternes råb, signalet til arbejde, skyggen af herren, påmindelsen om, at hun kun var et menneskeligt væsen et ganske lille øjeblik i slaveriets evighed“. et er en flot roman, der taler om frihedet som begreb. For slaverne i Whiteheads fortælling er frihed ikke det at være fri til at færdes overalt:  “At være fri havde intet med lænker, eller hvor meget plads man havde. På plantagen var hun ikke fri, men hun bevægede sig uhindret rundt på dens jorder, indåndede luften og fulgte sommerstjernes bane. Stedet var stort i al dets smålighed. Her var hun fri af sin herre, men krabbede rundt i et bo så lillebitte, at hun ikke engang kunne stå oprejst”. 

Vi er i romanen med på den altvidende fortællers rejse, og følger således både Coras farlige flugt i den underjordiske jernbane, og Arnold Ridgeways jagt efter hende og andre niggere i Slavepatruljen, som han er en del af, ligesom andre bikarakteres historie bliver rullet ud. Det giver et meget nuanceret indblik i de to sider i raceadskillelsen og hvide mænds undertrykkelse af sorte, at vi ikke kun følger Cora men også Arnold og andre, der er påvirket af jagten på slaver, og abolitionisterne der forsøger at hjælpe Cora. Ridgeway er præget af en racemæssig logik, der vil ryste de fleste nulevende, civiliserede, moderne mennesker: “Hvis det var meningen, at niggere skulle have deres frihed, ville de ikke have været i lænker“. Og en hævntørst. For Ridgeway jagtede nemlig Coras mor, Mabel, der slap væk, så da Cora stikker af fra bomuldsplantagen i Georgia, gør Ridgeway det til sit livs opgave at fange hende.

Den underjordiske jernbane er en spændende og udfordrende roman. Både i sit emne, fortællestil, karakterer, kronologi og sprog. Det er Nord og Syd møder Australia møder Mich Vraas Haabet. Fantastisk god roman, som alle bør læse, og en læseoplevelse jeg ikke glemmer lige foreløbig!

Advertisements

One thought on “Boganmeldelse: Colson Whitehead – Den underjordiske jernbane

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s