Boganmeldelse: Delphine de Vigan – Dage uden sult

Titel: Dage uden sult. Forfatter: Delphine de Vigan. Sider: 149 sider. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: People’s Press ★★★★

“Anorektisk. Ordet starter som en anorak, men slutter som problematisk. Efter sigende dør 10 procent af det. Måske på grund af uagtsomhed. Uden at de lægger mærke til det. Helt sikkert på grund af ensomhed. Det tænker hun af og til på. Hun kunne ikke fortsætte på denne måde, især på grund af kulden, men også trætheden. Nu ved hun, at med den vægt kan man ikke leve”. 

Delphine de Vigans debutroman fra 2001 er en barsk og gribende fortælling om anoreksiens grimme magt over  mennesket.

I Dage uden sult følger vi den 19-årige anorektiker Laure og hendes kamp for at komme tilbage til livet igen, og ikke mindst fortællingen om, hvorfor hun i første omgang endte på hospitalsstuen døden nær, og hvordan hun gradvis bliver sulten ikke kun efter mad men livet. Hos Laure bliver madvognen på hospitalsgangen til en skildpadde, der kan høres på lang afstand, når den kommer skramlende på pibende hjul og bliver utålmodig, når den kommer tilbage for at hente hendes fyldte bakke med mad. Men Laure har underskrevet kontrakten. Med sig selv og med dem, der skal redde hende. Man må ikke skylle mad ud i toilettet, man må ikke give det til sine venner, man må ikke tage afføringsmidler, og man må bestemt ikke kaste op efter et måltid. “Hun sluger uden tårer den angst, der ledsager hver eneste mundfuld“. For Laure er anoreksien forbundet med en angst, der ligger så dybt i hende, at hun ikke kan skelne de to ting ad, en angst der bunder i barndommen og det komplicerede forhold til forældrene.

Den stærke roman er ikke kun et indblik i livet for de mange unge piger, der lider af anoreksi, men også en kritik af omgivelserne, der kommenterer og forarges. Højlydte fornærmelser og lavmælt medfølelse, som de Vigan skriver. Da jeg læste den kunne jeg ikke lade være med at tænke på afdøde Maria Gerhardts sidste bog, Transfervindue, der var et lige dele humoristisk og sørgeligt indblik i den måde, de raske opfører sig overfor de syge på. Delphine de Vigan har erstattet Gehardts kræftsygdom med anoreksi, men det gør ikke emnet mindre alvorligt eller mindre vigtigt at sætte ord på. At begge forfattere så har en evne til at gøre det, så det rør sig i marv og ben og hjerte på læseren, gør kun værkerne endnu mere universelle.

Delphine de Vigans beskrivelser af livet på en hospitalsstue og de mennesker, der ufrivilligt bliver sat sammen minder mig på mange måder også om Dea Trier Mørchs klassiker om kvinderne på svangregangen i 1976. Laure fascineres og tiltrækkes fx af Fatia, der ser Dallas og skælder J. R. Ewing ud, ryger fra morgen til aften og er en rigtig rebel. Samtidig udvikler Laure en stærk forelskelse i lægen Dr. Brunel,  der har indlagt hende og hver dag hjælper hende videre i kampen over hendes krop og sind: “Hun venter på ham. Hun lytter efter hans stemme, når han går forbi på gangen eller er inde på nabostuen. Hun har nedlagt våbnene“. Provokationen og modpolen til Laure er Den Blå Dame, hun slæber sig rundt i sine gemakker i tøfler med kvaster, og hun ønsker bare at nyde livet fuldt ud og synes det er en mystisk sygdom, Laure har: “Du er ny her, ikke? Jeg ved det, for jeg så, da du kom i mandags. Ærlig talt, jeg har aldrig set noget lignende, ikke så alvorligt som hos dig. Der er en anden ung pige som dig, altså.. du ved, hvad jeg mener. Og også en kvinde, lidt ældre end dig. Har du set hende? Og fik du courgetter til aftensmad?“. Hun suser rundt, udspionerer og sladrer for at have noget at udfylde sin rekonvalescenstid ud med, og samtidig formår hun at stikke til Laure, så hun bliver tvunget til at reflektere over sin sygdom.

Dage uden sult er de Vigans debutroman, der med god grund kan læses som en forløber til den autofiktive megabestseller Alt må vige for natten, og den opmærksomme læser vil også opdage, at Laures angst og psykiske sygdom kommer sig af problematiske familieforhold til både moren og faren, og en stigende dårlig samvittighed over for lillesøsteren. Jeg kan kun anbefale, at man starter med Dage uden sult, nu hvor den nu er udkommet på dansk, og så fortsætter med Alt må vige for natten, som er de Vigans litterære forsøg på at fortælle sin mors livshistorie, og efterfølgeren Baseret på en sand historie, der beskriver de Vigans udfordringer ved at have skrevet om og udleveret familiemedlemmer og sig selv.