Venstrefløjsaktivist, billedkunstner, forfatter og mor – Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn genudgives

I anledning af, at jeg faldt i søvn på min sofa, og vågnede, og så en bog om at føde på Olga Ravns instastory, og fik lyst til at læse min sidste eksamensopgave, inden jeg skrev speciale, deler jeg nu min opgave om Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn, som blev genudgivet sidste år til glæde for både gamle og nye læsere. Rent akademisk ligger denne opgave i den mindre tunge ende, og derfor tror jeg måske, at den også kan være ret interessant for mange bloglæsere, både de der kender romanen og de, som ikke gør. Fokus i opgaven er især på den modtagelse, romanen fik i forbindelse med genudgivelsen, hvordan blev den anmeldt af henholdsvis professionelle kritikere (det er dem i aviserne, som bliver betalt for deres anmeldelser) og så amatøranmelderne (det er bogbloggere, som jeg selv, der gør det gratis/frivilligt, men som løbende bliver mere kvalificerede litteraturkritikere). Faktisk benyttede jeg mig af to af mine personlige yndlings bogbloggere Maria fra Book me up, Scotty! og Michael fra Belæst som eksempler i opgaven.

PROBLEMFORMULERING
I 2016 blev Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn genudgivet og dermed (gen)anmeldt og omtalt i dagspressen, ligesom bogens socialrealistiske tematik igen blev sat til debat. Denne opgave analyserer modtagelsen af genudgivelsen af Vinterbørn. Heri inddrages både anmeldelser skrevet af professionelle litteraturkritikere og eksempler fra den fremvoksende gruppe af amatøranmeldere, herunder bogbloggere, indlæg på sociale medier o. lign. Der er brugt litteratursociologiske teorier og metoder blandt andet John Chr. Jørgensen, Thomas Forser, Tzvetan Todorov, Pierre Bourdieu, Per Thomas Andersen og Cecilie Naper til at rammesætte analysen af modtagelsen og anmeldelserne. Derudover er mulige forskelle i stil og vurderingskriterier mellem de professionelle kritikere og amatøranmeldere blevet undersøgt, og der er reflekteret mere generelt over, hvilke vurderingskriterier en genudgivelse af denne type synes at fremkalde sammenlignet med den aktuelle udgivelse. Da Vinterbørn er skrevet af en kvindelig forfatter, om kvinder og dermed også er blevet anmeldt af mange kvinder, inddrages også et kønsperspektiv og eksempler på “kønnet litteraturkritik”.

INDLEDNING
Dea Trier Mørchs klassiker fra 1975 blev i 2016 genudgivet af Gyldendal og har bevaret den litografiske forside fra førsteudgaven tegnet af forfatteren selv. Følelserne omkring bogen er ligeså stærke som dengang for 40 år siden, og gav nye læsere mulighed for at stifte bekendtskab med en folkelig klassiker. Dea Trier Mørch formår at tegne et skarpt portræt af sygehusvæsenet anno 1976 med spareplaner, brunlakerede træbakker og rygning på stuerne. Det ses blandt andet i karakteren Linda, der læser Romanbladet, og den polske rengøringsassistent Baska, som er så karakteristiske for den tid, romanen indgår i. På svangregangen taler kvinderne om alt fra politik til præventionsmidler, og det er denne enkle hverdagssnak, som mange kvinder i 70’erne og opefter kunne relatere til. Romanen fortæller samtidig den upolerede sandhed om det at føde og tiden derefter med barselsudflåd, amning og uendelig træthed. Romanen er fortalt af en alvidende fortæller, men i dagbogsform, og følger således kvinderne på svangregangen fra den 16. december til 15. januar. Det er en vigtig og stadig aktuel bog om fødsler og seksuallivet, hvordan det hænger sammen og ikke gør, og så er det et værk, der sætter problemer til debat i den brandesianske tradition. For hvad betyder den individuelle frihed og retten til at bestemme over sin egen krop? Hvis barnet er handicappet, må moren så slå det ihjel? Ifølge en af kvinderne i bogen, så er moren den eneste, der har ret til det. Det er så store etiske spørgsmål, der bliver diskuteret i Mørchs klassiker samtidig med, at den skildrer kvinder fra alle samfundets sociale lag. Vinterbørn tager sin læser helt med ind i de fødende kvinders tanker. De selvsikre urinstinkter og de unødvendige bekymringer. Men vigtigst af alt, så er romanen også en hyldest til sygeplejersker, læger og jordmødre, hvis indsats og omsorg er altafgørende for den fødende. Ved genudgivelsen har romanen igen sat kvindeliv, graviditet, fødsel og sygehusvæsen på dagsordenen, og anmeldelserne bærer præg af, at der stadig er brug for en roman som Vinterbørn. Den er ”en hyldest til de varme hænder i de kølige institutioner” (Kristeligt Dagblad) og kommer på et tidspunkt, hvor ”der mangler skønlitteratur om det største i livet” (Kristeligt Dagblad), som to professionelle kritikere pointerer.

VENSTREFLØJSAKTIVIST, BILLEDKUNSTNER, FORFATTER OG MOR
Dea Trier Mørch var det hele. Født i 1941, senere uddannet som grafiker og en del af kunstnerkollektivet Røde Mor, ”der forenede rockmusik, teater og billedkunst i agitproformer” (DLH, bind 5, s. 286). Det var også i Røde Mor, at Dea Mørch blev til Dea Trier Mørch, da hun forelskede sig i sin grandfætter Troels Trier (Deas mormor var Troels’ farfars søster) (Henriksen, s. 70). Sammen fik de en en datter ved navn Rosa, senere sønnen Tobias og til sidst en datter ved navn Sara. Da Troels og Dea en oktoberdag i 1968 skriver historie og stifter Røde Mor sammen med vennen Ole Finding, har Dea året forinden udgivet sin første bog Sorgmunter Socialisme, og det er tydeligt, at hendes år i Sovjetunionen som elev på et kunstakademi i Leningrad har påvirket hende menneskeligt såvel som litterært (Henriksen, s. 71). I lyset af Vietnamkrigen, og da hele Danmarks studentermiljø forlanger medindflydelse og for alvor bliver politisk aktive i 1968, bliver Dea naturligvis revet med. Troels Trier beskriver selv Dea Trier Mørch således i selvbiografien Dobbeltgængeren: ”Ofte var hun ene kvinde i en mandsdomineret verden, men hun var ligeglad. Hun organiserede røven ud af bukserne på alle, hun kom i nærheden af og var altid den, der fik tingene til at ske” (Henriksen, s. 82). Socialismen, klassekampen, den aktivistiske venstrefløj, protestsangene og de mange happenings med Røde Mor var blevet en del af Dea Trier Mørchs liv og forfatterskab og præger også Vinterbørn, hvori den gravide Marie læser marxistiske værker. Om rollen som mor fortæller Troels Trier også, at den nye bløde manderolle, der var blevet plads til i de feministiske 70’ere, passede Dea ganske udmærket: ”Hun var meget utraditionel, også som moder. Hun var et forbillede for mange af den generations kvinder, der gennem de følgende år skulle ændre kvindens status i Danmark” (Henriksen, s. 109).  Dea begyndte at skrive på Vinterbørn, der tog afsæt i de personlige oplevelser hun havde haft ved den svære fødsel af Sara, og selvom det blev hendes største litterære succes med over 100.000 solgte eksemplarer, så blev det også starten på enden af ægteskabet med Troels Trier. Senere skrev Dea Trier Mørch blandt andet samtalebogen Hvide løgne med datteren Sara, der indeholdt personlige breve, ligesom hun udgav andre bøger med især familien og dens udfordringer i centrum som fx Kastaniealleen (1978), Den indre by (1980) og Aftenstjernen (1982). Dea Trier Mørch døde i 2001 af kræft og nåede således ikke at opleve den populære genudgivelse.              

TEORI- OG METODEVALG
I opgaven introduceres og anvendes Tzvetan Todorov, Pierre Bourdieu, Thomas Forser og Cecilie Napers kort for at beskrive den litteraturkritiske tradition, som analysens anmeldelser udspringer af. Analysen er bygget op omkring Per Thomas Andersens vurderingskriterier og suppleret af John Chr. Jørgensens kritikersprog for at rammesætte den mere tekstnære analyse og anmeldelsernes sproglige virkemidler, og Naper er igen anvendt i sammenligningen mellem amatøranmelderne og de professionelle kritikere.

LITTERATURKRITISK TRADITION
Ifølge den bulgarskfødte franske litteraturforsker Tzvetan Todorov kan ”to fortolkninger af en og samme tekst, aldrig være helt identiske” (Naper, s. 275), fordi vi som læser har forskellige forudsætninger for at læse og forstå en tekst. Det er også det, som den franske sociolog Pierre Bourdieu refererer til som værende kulturel kapital. Vores smag i vurderingen af litteratur hænger stærkt sammen med vores uddannelse, det kendskab vi har til kunst og kultur, og vores intellektuelle kompetencer (Naper, s. 274). Det samme gælder for de professionelle litteraturkritikere, der har anmeldt Vinterbørn. De er en del af den litteraturkritiske danske tradition med deres litterære ekspertise og anden kulturel og symbolsk kapital. Den symbolske kapital opstår ifølge Bourdieu blandt grupper af mennesker, som tillægger bestemte værdier og egenskaber den samme kapital. Den symbolske kapital er dermed en overordnet kapital, som den økonomiske, kulturelle og sociale overføres til, når man i en gruppe opfatter noget som legitimt. I det litterære miljø er det viden om litteratur, forlagsbranchen, produktion, distribution, salg og markedsføring af bøger, samt litteraturvidenskabelige evner, der berører den symbolske kapital (Järvinen, s. 349). De danske litteraturkritikere og anmeldere er socialiseret ind i det, som Naper kalder ”en litteraturfaglig måde at tænke på og vurdere litteratur på” (Naper, s. 292). Ofte vil professionelle litteraturkritikere være optaget af værkets komposition, fortælleforhold, oversættelse, stil og sprog (Naper, s. 295), og det er ud fra dette, at kritikerne tilsammen inden for deres symbolske kapital har skabt nogle almengyldige vurderingskriterier, som går igen i deres arbejde med at anmelde litteratur. Dog påpeger Thomas Forser i sin artikel om vurderingsproblematikken, og også Jørgen Dines Johansen mener, at ”en så kompleks storhed som en litterær tekst er, ikke kan vurderes efter én enkelt norm” (Forser, s. 126). Vi kan opstille nogle fælles kriterier for læsning og vurdering, der ifølge receptionsteorien er bestemt i den litterære institution, men en læsning vil altid være subjektiv, selvom den kan være objektivt påvirket (Forser, s. 118). I anmeldelserne af Vinterbørn er det tydeligt, at særligt de professionelle kritikere er påvirket af et moralsk/politisk vurderingskriterium, hvormed de primært vurderer Vinterbørn ud fra den morale eller politik, som teksten formidler.

VURDERINGSKRITERIER
Den norske professor i nordisk litteratur, Per Thomas Andersen, har, inspireret af litteraturteoretikeren Monroe C. Beardsley, opstillet og arbejdet med fem vurderingskriterier, som de fleste litteraturkritikere benytter sig af i deres anmelderi, og de mener begge, at ”enkelte kriterier er mere egnet til at udsige noget om kvalitet frem for andre” (Naper, s. 277). Kriterierne er opdelt i det Andersen kalder det moralsk/politiske kriterium, det kognitive kriterium, det genetiske kriterium, det æstetiske kriterium og det affektive kriterium. I det moralsk/politiske kriterium vurderer anmelderen ud fra den morale eller politik, som værket formidler, men det er samtidig vigtigt, at anmelderen kan vurdere værkets litterære kvaliteter, selvom vedkommende ikke er enig i dets synspunkter. I det kognitive kriterium ser anmelderen på værkets intellektuelle niveau. Er det nytænkende for sin tid/genre, hvad kan vi lære af at læse værket, og hvor reflekteret er det? I det genetiske kriterium ser anmelderen på de hændelser, som går forud for det givne værk. Det vil sige andre bøger af den samme forfatter, andre bøger i denne genre eller andre forfattere, som værket lægger sig op af. I det æstetiske kriterium går anmelderen mere tekstnært til værks. Her kigges der på værkets kompleksitet, integritet og intensitet. Værkets kompleksitet ser på, om det kan læses og forstås på flere måder (de tomme pladser i teksten, som læseren selv skal udfylde). Integritet ser på forholdet mellem enkeltdele i værket og værkets kunstneriske helhed. Intensitet omhandler, hvorvidt værket evner at holde på læserens opmærksomhed, om værket er det vi vil kalde en ’page-turner’. Slutteligt er der det affektive kriterium, som i sig selv er lidt sværere at definere. Det affektive kriterium er den stemning, som ligger i eller over et værk, det kan blandt andet findes i værkets stil, ironi, sarkasme eller patos. Det er den effekt, som læseren opnår eller den effekt, som værket har på læseren, og ligger typisk mellem anmelderens præmis og konklusion. Det er det kriterium, som er mindst egnet til at udsige noget om et værks litterære kvalitet, og dermed også et meget subjektivt kriterium (Naper, s. 277-279).

KRITIKERSPROG
John Chr. Jørgensen spørger i Sprogblomster i spinatbedet om kritikken har sit eget sprog og viser med eksempler, hvordan kritikkens sprog skelner mellem godt og skidt i anmeldelser af bøger. Ifølge Jørgensen består en anmeldelse af to dele: ”Nyhedsmeddelelsen, som i princippet er et stykke deskription, beskrivelse, og vurderingen, som per definition er normativ”. I analysen af Vinterbørns anmeldelser har jeg anvendt nogle af Jørgensens variabler, der gør sig gældende i de udvalgte anmeldelser. Jeg har til- og fravalgt ud fra, hvad de forskellige elementer kan sige om vurderingen og modtagelsen af Vinterbørn på et mere tekstnært niveau.

AMATØRANMELDERNE VS. PROFESSIONELLE KRITIKERE
Cecilie Naper beskriver i det norske værk Litteratursociologiske perspektiv forholdet mellem professionelle og amatørkritikere i kapitlet Hunting high and low. Amantøranmeldere og profesjonelle kritikere om fascinasjon og kvalitet. I kapitlet undersøger Naper, hvad det er som fascinerer amatørkritikerne, og hvilke kriterier de vurderer bøgerne efter. Hun undersøger også, om der hos amatørkritikerne findes systematiske smagsforskelle, som har med læsestrategier, genreforventninger og litterær forståelse at gøre. Med afsæt i sine resultater undersøger hun videre, hvordan en række professionelle kritikere, alle med kulturel kapitel og litterær prestige, vurderer og værdsætter udvalgte bøger (Naper, s. 272). Skellet mellem at være professionel kritiker og amatøranmelder kan være svær at gennemskue, og der er ligeledes mange termer for de to typer. Jeg bruger Napers terminologi og skelner mellem de professionelle kritikere, som værende dem, der anmelder for dagspressen og store aviser, ofte uddannet litterater, journalister eller som selv er forfattere, de er lønnet og hedder ex Lars Handesten, Lars Bukdahl eller i sin tid Tom Kristensen, og så amatøranmelderne, som er bogbloggere, privatpersoner etc., der kan have en uddannelse inden for litteratur, men som ikke har en stemme i den brede offentlighed – men primært på online og sociale medier, de er ofte ulønnede og deres anmeldelser bringes aldrig i aviser/dagspresse, ligesom de ikke gennemgår redaktionel korrektur udover den, de selv udøver. Ex på amatøranmeldere er Maria Johansen fra Bookmeupscotty og Michael Frederiksen fra Belæst eller cand.scient.bibl. Maria Björnsdóttir.
Naper forklarer, at ”forskjellen mellom amatøranmelderne og de profesjonelle kritikerne handler i tillegg til spisskompetanse innenfor litteraturfaget, om språk og stil, sjanger og hvilket medium de skriver for” (Naper, s. 291). Hvor de professionelle kritikere ofte har et mere intellektuelt og akademisk sprog, anvender amatøranmelderne en mere uformel stil og sprog, som er ”slangpræget”, og så er deres anmeldelser ofte kortere end de professionelle kritikere. På mange måder ligner de to typer anmeldere hinanden, og alligevel adskiller de sig på bestemte områder. Svenske studier (Söderlund 2004 og Steiner 2009) indikerer, at de amatøranmeldere, der færdes på internettet og sociale medier, bruger og vurderer litteraturen på en helt anden måde end de professionelle kritikere (Naper, s. 292). Ifølge Söderlund er den største forskel mellem de to typer, at: ”amatørerne eksplisitt knytter leseoplevelsen og den virkningen den har på dem, sammen med hendelser og opplevelser fra egen hverdagsverden (Naper, s. 292). De trækker på deres personlige liv og erfaring, hvor en professionel kritiker vil trække på sin litteraturhistoriske erfaring.
De seneste år har amatøranmelderne, også kaldet bogbloggerne, vokset sig større og er blevet en seriøs og vigtig medspiller for forfattere og forlag på det litterære marked. De er med til at videreformidle litteraturen til de almene læsere, dem som ikke abonner på et litterært tidsskift, læser Weekendavisens bogsektion eller lytter til Politikens bogpodcast. De vil have deres boganbefalinger der, hvor de bruger deres tid: på de sociale medier. Bogbloggerne har en unik evne til at færdes på sociale medier som Facebook, Instagram og Goodreads, og selvom bogblogs endnu ikke er ligeså store som de mange livsstilsblogs, så er de en fremvoksende spiller, som forlag gør klogt i ikke at ignorere. Bogbloggerne er ofte helt almindelige læsere, nogle har en form for akademisk litterær baggrund, men de fleste elsker bare at læse og fortælle andre om deres læseoplevelser, og dét har forlagene opdaget, der løbende samarbejder med bogbloggerne – sender anmeldereksemplarer og inviterer dem til events, hvor de kan møde forlagets forfattere. I 2016 stiftede boghandlen Plusbog.dk Danish Book Blog Award, fordi: ”der mangler en pris, som hylder alle de hårdtarbejdende mennesker, som er passionerede omkring bøgerne og deres univers” (Plusbog, 2016). Den litterære kritik og vurdering foregår dermed helt andre steder nu, hvor det litterære miljø og debatten om bøgerne er rykket ind i de digitale medier, og det bevidner interessen for genudgivelsen af Vinterbørn også om.

INTERESSEN I KOMMENTARFELTERNE
Ved genudgivelsen af Vinterbørn er romanen igen blevet populær. Aldrig før er den blevet mindet, debatteret, liket og kommenteret så meget, som den gjorde i kommentarfelterne på Facebook og Instagram i 2016, da Gyldendal annoncerede genudgivelsen. Romanen vækker varme følelser, både hos de kvinder, der læste den i 1976, da de selv bar på deres vinterbarn, men også hos nye læsere, der nu kan læse genudgivelsen, imens de enten venter sig eller påtænker at få børn. Romanens tematikker er eviggyldige, selvom de stammer fra en rygende- rødvinsdrikkende svangregang i 70’erne. Vi kan stadig bruge romanen til noget i dag. Den beskriver indgående følelsen af at vente sig og føde. Noget der i den grad mangler i skønlitteraturen i dag. Måske er det også derfor, at genudgivelsen er blevet så populær. I en artikel fra Gyldendal forklarer webredaktøren og seniorredaktøren, hvorfor bogen er blevet genudgivet, og hvilke fantastiske reaktioner, den har affødt i kommentarfelterne på de sociale medier:

”»Utroligt hvad den har haft af betydning,« skriver en, og »Fra dengang man fik en velfortjent smøg, når man kom op på barselsgangen«, skriver en anden, mens det vælter ind med likes.

»Jeg elsker denne! Har illustrasjonene rammet inn i hele huset,« lyder det fra en norsk læser med henvisning til Dea Trier Mørchs virke som billedkunstner og træsnit af digre maver og forventningsfulde blikke bogen igennem.

»Sikke en god nyhed! Jeg er faktisk opkaldt efter Dea, min mor læste Vinterbørn, da hun ventede mig. Nu er jeg selv dansk- og billedkunstlærer, og jeg finder så meget inspiration i Deas tekster og tryk,« skriver en læser, som hedder, ja, Dea.” (Gyldendal, 2016).

Det vidner om, at bogen har berørt mange kvinder og stadig gør det i dag. Som en danskunderviser også påpeger i et facebookopslag af Gyldendal, så holder ”socialrealismen stadig i dag”, så meget at vedkommende har brugt den i danskundervisningen i en gymnasieklasse (Facebook, 2016). En anden beskriver romanens eviggyldighed således: ”Forældet, nej, selvom den selvfølgelig også er et tidsbillede” (Facebook, 2016).

ANALYSE
I min analyse af Vinterbørns genudgivelse har jeg taget afsæt i henholdsvis fem anmeldelser af professionelle kritikere: Weekendavisens Johanne Myginds anmeldelse Hvilken fuldkommengjort kvindeverden, Kristeligt Dagblads Mai Misfeldts En hyldest til de varme hænder i de kølige institutioner, Informations Tine Byrckels Nu kan vi lære endnu mere af Vinterbørn, Politikens uddrag af Thomas Bredsdorffs originale anmeldelse i 1976 Fødslens eventyr og Kristeligt Dagblads Line Kabell Søgaards analyse Der mangler skønlitteratur om det største i livet. Derudover to anmeldelser af amatatøranmeldere: Litteratursiden.dks Maria Björnsdóttirs anmeldelse og Litteratursiden.dks Gry Rasmussens analyse. Foruden at undersøge, hvilke af Andersens vurderingskriterier der findes i anmeldelserne, har jeg også kigget på et par andre kriterier, der er lagt vægt på i de professionelle såvel som amatøranmeldelserne, hvilket illustreres i tabellen nederst i afsnittet.

Johanne Mygind anmelder genudgivelsen af Vinterbørn i Weekendavisen den 7. oktober 2016. Allerede i anmeldelsens titel anvender Mygind det, som Jørgensen kalder en replik – den kan ifølge Jørgensen være trukket ud af bogen eller være opdigtet, men uanset hvad, giver den forfatteren (anmelderen) en stemme. Mygind kalder sin anmeldelse for ”Hvilken fuldkommengjort kvindeverden” og citerer her direkte Dea Trier Mørchs sætning fra bogen. Det skaber en forforståelse og genkendelse hos de læsere af anmeldelsen, som også har læst romanen, og er et bevidst virkemiddel fra Mygind. I rubrikken anvender Mygind sit første genetiske kriterium, og lægger også teten for resten af anmeldelsens tema, når hun skriver, at: ”Det er hjerteskærende, at sammenligne moderne moderskabsberetninger med Dea Trier Mørchs genudgivne, 40 år gamle Vinterbørn” (Weekendavisen, 2016). Her sammenligner Mygind Vinterbørn med andre romaner og forfatterskaber, som i dette tilfælde er udeblevne. Myginds kritik går på, at der ikke bliver skrevet nok skønlitteratur om moderskabet i dag. I anmeldelsens allerførste sætning bruger Mygind jeg-formen, der ifølge Christensen anvendes som et stilistisk virkemiddel, der kan være oprigtigt eller en rolle, som anmelderen påtager sig. Mygind er da også særlig subjektiv her, hvor hun skriver: ”Jeg tror ikke, at der findes et værk, som har været så afgørende for mit syn på moderskabet som Dea Trier Mørchs Vinterbørn”. Mygind anvender dermed jeg-form men også det affektive kriterium, når hun forklarer, hvilken effekt romanen har haft på hende, og hvilke følelser læsningen har bragt frem i hende:

Den (Vinterbørn, red.) udkom første gang i 1976, netop som min mor var gravid med mig, og jeg læste den selv som ganske ung kvinde. Vinterbørn lagde kimen til mit ønske om at få børn – og mange af dem. Jeg har aldrig drømt om at stå hvid brud, men jeg ville sidde i en hospitalsseng med min nyfødte ved brystet og være lykkelig” (Weekendavisen, 2016).

Derefter benytter Mygind sig, og det gør hun flere gange, af direkte citater fra romanen. Det er ifølge Christensen det mest objektive, som en anmeldelse kan indeholde, fordi det anmeldte værk får lov til at tale selv. Citatet er ofte valgt med bagtanke og kan bruges både som en smagsprøve på værket eller et belæg i forbindelse med anmelderens vurdering, altså som en argumentation. Hos Mygind stiler det første citat mod at bekræfte denne moderskabets jubelsang, som Mygind mener romanen indeholder. I næste citat anvender Mygind argumentationen, da hun påpeger de politiske forskelle, som romanen skildrer osv. Mørch beskriver indgående sociale og politiske forskelle blandt de indlagte kvinder på svangregangen, og deraf optræder det moralsk/politiske kriterium mange gange, ligesom det genetiske kriterium bryder frem, når Mygind nævner mere nutidige forfattere, der har forsøgt at skildre kvindeliv og fødsel, og deraf frembringer Mygind også citater fra de omtalte værker. Men Mygind går også mere tekstnært til værks i sin anmeldelse og bruger det æstetiske kriteriums kompleksitet, når hun pepeger, at ”hvor Dea Trier Mørch skildrer pædagogen, keramikeren og damefrisøren, er det i dag kvinderne fra den højere middelklasse, som taler”. Vinterbørn er med sit brede persongalleri og sit valg af kollektivromanen som genre et mere komplekst værk, der kan læses og forstås på flere måder, og som indbyder læseren til at udfylde de tomme pladser.

Mai Misfeldt anmelder den 8. oktober 2016 Vinterbørns genudgivelse i Kristeligt Dagblad. I sin titel appellerer hun til en af romanens stærkeste sider: at den er en hyldest til de varme hænder i de kølige institutioner. Mørch hylder lægen, jordmoderen og sygeplejersken, der tager sig af patienterne på svangregangen og lytter til dem. Dermed træder hun direkte ind i en politiske debat, som stadig er aktuel, da velfærdssamfundet og sygehusene er under pres. Det bliver klart, at Misfeldt skriver sin anmeldelse med et stærkt moralsk/politisk kriterium. Men som mange af de andre anmeldelser anvender Misfeldt også det genetiske kriterium, når hun påpeger, at: ”Dea Trier Mørchs forfatterskab er et overset forfatterskab, som trænger til at blive genlæst…De erfaringer, som er så skelsættende og forener kvinder verden over, er stadig påfaldende ubeskrevne i skønlitteraturen såvel som i billedkunsten” (Kristeligt Dagblad, 2016). Derefter kommenterer Misfeldt på romanens genre, når hun kalder den ”en kollektivroman som udspiller sig hen over jul og nytår 1975-75 på svangregangen, hvor kvinderne er indlagt…” (Kristeligt Dagblad, 2016). Genren er et af de kriterier, som både de professionelle kritikere og amatøranmelderne bemærker og skriver om i sine anmeldelser. Misfeldt har et kortere referat i sin anmeldelse, som ifølge Jørgensen er en betydelig fortolkningsmæssig og sproglig gengivelse af romanens handling. Det anvendes i anmeldelser med det formål at angive en overordnet tolkning af værket og signalerer, hvordan anmelderen forholder sig til historien. Det er også det afsnit, der oftest bruges til at fange læseren med. Misfeldt har i sit referat igen fokus på det politiske, da hun skriver:

Udenfor er det vinter, udenfor findes den politiske virkelighed, som vi hører gennem referater fra aviser, valget den 9. januar 1975, hvor Venstre går 20 mandater frem, Vietnamkrigen og den afskyelige sag om mishandling af adoptivbørnene fra Klarup, ligesom vi får sladderen fra ugebladene refereret” (Kristeligt Dagblad, 2016).

Det er altså Misfeldts signal med sin anmeldelse. At hun blev påvirket af de politiske toner i romanen, da hun læste den, og det er dét budskab, som hun ønsker at give videre til læseren af anmeldelsen, hvilket hænger fint sammen med anmeldelsens titel. Det moralsk/politiske kriterium står som et af de stærkeste kriterier i Misfeldts anmeldelse. Som i Myginds anmeldelse anvender Misfeldt også citater fra romanen for at give læseren smagsprøver på den sproglige og æstetiske del af værket og en anden gang anvender hun et længere citat, der lægger sig op ad det kognitive kriterium, fordi den skildrer romanens lag. Den er reflekteret, og den lærer os noget. Om hinanden og om fødsler. Det er først halvvejs gennem anmeldelsen, at Misfeldt anvender jeg-form for at understrege det affektive kriterium. Det kommer naturligt, fordi Misfeldt her bliver personlig og beskriver den stemning og følelse hun opnår, når hun læser Vinterbørn: ”Jeg kender faktisk ingen forfatter, der som Dea Trier Mørch har sat ord på fødselsoplevelsen” (Kristeligt Dagblad, 2016). Gennem resten af anmeldelsen er det igen det moralsk/politiske kriterium der træder frem, når Misfeldt skriver, at Vinterbørn ”helt tydeligt” er ”skrevet ud fra en tro på, at mennesker kan flytte sig via de gode eksempler” (Kristeligt Dagblad, 2016). Hun kigger også på romanen med litteraturhistoriske øjne og påpeger, at den har nogle tidstypiske svagheder rent sprogligt, fordi der fx står ”ku” og ”sku”, ”sir” og ”ska”, ligesom forholdet til alkohol og rygning på fødegangen har ændret sig markant. Det æstetiske kriterium finder også vej frem i Misfeldt anmeldelse, da hun kommenterer på den intensitet, der er i romanen, når forfatteren viser sin ”evne til at sætte ord på menneskelige relationer” (Kristeligt Dagblad, 2016). Til sidst i anmeldelsen bliver Misfeldt meget personlig igen og anvender flere gange det affektive kriterium. ”Jeg blev meget rørt, da jeg genlæste Vinterbørn” fortæller hun og ”da jeg fødte mit sidste barn i 2002, mødte jeg ikke en eneste anden fødende, og når jeg læser Vinterbørn, bliver det helt tydeligt, hvad jeg ikke engang kunne tænke, at jeg savnede” (Kristeligt Dagblad, 2016). Misfeldt slutter sin anmeldelse med at være både politisk og personlig, noget der virker godt i taler, og som bestemt også virker i anmeldelsen. Og så får Vinterbørn seks stjerner, en numerisk vurdering, der ofte bruges i anmeldelser, men som også har været udskældt, fordi den skaber en risiko for, at læseren kun bedømmer værket ud fra numerisk vurdering.

Trine Byrckel anmelder den 8. oktober 2016 Vinterbørns genudgivelse i Information. I titlens anmeldelse anvender Byrckel vi-form og forklarer allerede her med det kognitive kriterium, at: ”Nu kan vi lære endnu mere af Vinterbørn” (Information, 2016). Derefter benytter hun det genetiske kriterium, når hun forklarer, at selvom det er 40 år siden, at Dea Trier Mørch skrev Vinterbørn, så fremstår ”mødrenes oplevelser så eviggyldige, mens det samfund der beskrives, for altid er forsvundet” (Information, 2016). Det er derfor også delvist et moralsk/politisk kriterium, når Byrckel sammenligner samfundsudviklingen fra 70’erne og frem i dag. Hurtigt bliver Byrckel dog mere personlig og konkret, når hun via det affektive kriterium fortæller, hvordan romanen er kravlet ind i hendes hus og står på hylden, som den altid har stået der, ligesom hun fortæller, at hun også læste romanen, da den udkom i 1976, og at den var et ”præcist og realistisk billede af disse mange kvinders oplevelse af svangerskabet..” (Information, 2016). Det æstetiske kriterium ses, når Byrckel påpeger, at Vinterbørn ikke kun er smukke fortællinger, der nærmer sig spændingsromanen som genre, men også fordi den er illustreret af Dea Trier Mørchs ”præcise og rørende træsnit” (Information, 2016). Som i de to førnævnte anmeldelser benytter Byrckel sig også af en række citater, der er direkte skrevet af fra romanen. Hos Byrckel bliver de blandt andet brugt som argumentation for det moralsk/politiske kriterium, som hun i høj grad har bedømt romanen ud fra. Citaterne understreger, hvor afhængig den fødende bliver af rolige, kompetente omgivelser, og hvordan Mørch har gjort kvindernes kroppe til landskaber: ”Hun sveder den kolde sved. Underkastet en naturlov, som hun ingen mulighed har for at flygte fra, kan hun ikke pludselig råbe: Stop – jeg vil af”” og her: ”Hovedkulds, blodig, sprænges et eller andet – klippeblokke ruller ned ad bjergvæggen og styrter i havet” (Information, 2016). Generelt for Byrckels anmeldelse gælder det, at hun bringer en række citater, der skal underbygge hendes samlede vurdering af Vinterbørn, og også det moralsk/politiske kriterium fylder en del, når hun skal beskrive, hvordan meget har ændret sig siden Vinterbørn udkom, måske især vores sociale bevidsthed. Men Byrckel anvender også et andet stærkt virkemiddel. Hun stiller spørgsmål henvendt direkte til læseren. ”Hvem i alverden ligger i dag på fødegangen og tænker over klasseforræderi?” spørger Byrckel. Denne form for henvendelse liver op i anmeldelsen og fungerer ifølge Jørgensen som en appel til læseren, så vedkommende selv kan tænke højt og tage stilling. Andersen ville nok kalde det et kognitivt kriterium, som får læseren til at reflektere. Og Byrckel afslutter da også sin anmeldelse med det kognitive kriterium, når hun fastslår, at fortællingerne i Vinterbørn ”virker lige så relevante og nødvendige i dag, som de gjorde det for fyrre år siden” (Information, 2016).

Thomas Bredsdorff anmelder Vinterbørn ved udgivelsen i 1976 og i anledning af genudgivelsen bringer Politiken den 7. Oktober 2016 et par uddrag fra den oprindelige anmeldelse. Bredsdorffs anmeldelse er interessant at se nærmere på, fordi han læser og skriver fra et mandligt perspektiv. Jeg uddyber det i afsnittet om kønnet litteraturkritik, men det kommer i anmeldelsen her allerede til udtryk i starten, da Bredsdorff bruger det affektive kriterium og bliver meget personlig endda: ”Jeg har aldrig været så jaloux, som dengang min datter blev født. Jeg har aldrig følt mig så meget udenfor, selv om jeg var så meget med, som det lader sig gøre” (Politiken, 1976/2016). Det bliver her klart, at Bredsdorff har opnået en helt speciel stemning omkring Vinterbørn, da han læste den første gang i 76. Han anvender både læserhenvendt spørgsmål og hyperbel jeg-form, når han udbryder i begejstring: ”Tredive dages ammestuesnak på tre hundrede sider – jamen, det lader sig da ikke gøre? Jo, det gør. Vinterbørn er blevet til en af de varmeste og klogeste bøger jeg har læst længe” (Politiken, 1976/2016). Men også Bredsdorff anvender ligesom de andre kvindelige kritikere en del moralsk/politiske kriterier i sin bedømmelse. Bredsdorff påpeger fx at ”Rigshospitalet bliver til en model af klasseløse samfund” og ”Her er tværtimod en (velanbragt) hyldest til de mennesker, der arbejder på Rigshospitalet” (Politiken, 1976/2016). Et enkelt genetisk kriterium sniger sig også ind i den lidt kortere anmeldelse af Bredsdorff, når han referer til H.C. Andersen i beskrivelsen af Dea Trier Mørchs evne til at skildre små liv som en del af en stor plan.

Lise Kabell Søndergaard skriver den 16. august 2016 en analyse, der delvist fungerer som en anmeldelse af Vinterbørn i forbindelse med genudgivelsen. I titlen anvender Søndergaard det genetiske kriterium, når hun sætter Vinterbørn ind i en litteraturhistorisk ramme og bedyrer, at ”..der mangler skønlitteratur om det største i livet” (Kristeligt Dagblad, 2016). Det genetiske kriterium er egentlig tematisk for hele Kabells anmeldelse. Hun har et skarpt fokus på, at vi ikke holder moderskabet levende i dansk litteratur, og når nutidens forfattere så endelig behandler det at være gravid, føde og blive mor, så er det altid med de dystre sider af moderskabet i centrum. I sit referat af Vinterbørn anvender Kabell det moralsk/politiske kriterium og ligger sig her op ad sine anmelderkollegaer. Det er kvindernes forskellighed, som Kabell nævner: ”Kvinderne kommer fra vidt forskellige sociale lag, men har alle det samme vilkår: De er midt i transformationen, på vej til at blive to ud af én krop. De bliver mødre” (Kristeligt Dagblad, 2016). Ligeså benytter Kabell det moralsk/politiske, når hun nævner, at flere i den danske offentlighed mente, at Dea Trier Mørch, som jo var kendt som venstrefløjsaktivist, idylliserede Rigshospitalet som den store og altomfavnende statsinstitution. Gennem det meste af sin analyse understreger Kabell vigtigheden i et værk som Vinterbørn og problematikken i, at der ikke bliver skrevet nok skønlitteratur om fødsel og moderskab, på trods af at kropslighed ellers er et varmt tema i litteraturen lige nu. I analysen citerer Kabell flere gange forfattere, litteraturforskere og sågar også Mai Misfeldt for at understrege sit argument om den manglende ”fødselslitteratur”. Det er altså især det genetiske kriterium der bliver anvendt, da Kabell hele tiden perspektiverer og sammenligner Vinterbørn med det nuværende litteraturlandskab.
Selvom interessen for genudgivelsen af Vinterbørn har været markant, især på de sociale medier, skulle det vise sig, at det var sværere end først antaget at finde amatøranmeldelser. De to som jeg har valgt ud, ligger da også lige på grænsen mellem en professionel kritik og en amatøranmeldelse. Gry Rasmussens analyse på Litteratursiden.dk er efter alt at bedømme gennemgået en redaktion, og Maria Björnsdóttir er uddannet cand.scient.bibl. og kunne som sådan have skrevet anmeldelsen i professionelt øjemed.

Gry Rasmussen skriver en analyse og anmeldelse af Vinterbørn den 6. januar 2017 på Litteratursiden.dk. Allerede i rubrikken anvender Rasmussen det moralsk/politiske kriterium, når hun skriver, at: ”Dea Trier Mørchs Vinterbørn tegner et realistisk og stærkt samfundsbillede af 1970’erne set fra vidt forskellige kvinders synspunkt” (Litteratursiden, 2017). Hun kalder Vinterbørn for en samtidsroman i analysens første sætninger, og bestemmer allerede her genren. Derefter tager hun fat i det genetiske kriterium, når hun fortæller om de 22 sprog bogen er oversat til og om filmatiseringen af Astrid Henning Jensen fra 1978. I sit referat, der ifølge Jørgensen er en betydelig fortolkningsmæssig og sproglig gengivelse, har Rasmussen igen anvendt det moralsk/politiske kriterium. Her adskiller de professionelle anmeldelser og amatøranmeldelserne sig ikke fra hinanden. Rasmussen slutter med det kognitive kriterium, da hun understreger, at romanen er realistisk, varm og stærk beskrivelse af noget universelt og almenmenneskeligt. Noget vi kan læse noget af og reflektere over. Hvor mange af de professionelle anmeldelser har anvendt det affektive kriterium, bliver Rasmussen aldrig rigtig personlig eller fortæller om sine egne følelser ved læsningen. Noget man ellers ofte ser hos amatøranmeldere og bogbloggere.

Maria Björnsdóttir skriver en anmeldelse på Litteratursiden.dk den 6. Januar 2017. Hun genrebestemmer hurtigt romanen, da hun allerede i sin rubrik kalder den en ”kollektivroman om kvinderne på Rigshospitalets svangregang” (Litteratursiden, 2017). Hun bruger også en hyperbel/begejstring, når hun kalder den ”et evigtgyldigt mesterværk, som tåler genlæsning” (ibid.). Björnsdóttir starter med at skrive jeg i sin anmeldelse og bruger det affektive kriterium til at fortælle om den følelse hun havde, da hun første gang læste Vinterbørn: ”Jeg læste ’Vinterbørn’ første gang, da jeg var ca. 17 år. Jeg tog mine forældres allerede gamle eksemplar fra deres bogreol og slugte den begærligt” (ibid.). Det gælder for det meste af anmeldelsen, at den er affektivt funderet, Björnsdóttir viser sine følelser og den stemning, der lå og stadig ligger omkring hende og romanen. Når hun kalder den aktuel og vedkommende bruger hun det kognitive kriterium, der siger noget om romanens intellektuelle niveau, og så anvender hun også et enkelt citat til at understrege den mest betydningsfulde situation, som kvinder kommer i, den fødende, hvor alle er lige: ”Lige i forventningen, smerten, glæden, sorgen, angsten, ansvaret og kærligheden” (ibid.). Modsat mange af de andre anmeldelser slutter Björnsdóttir af med et fortolkende referat, der læner sig op ad det moralsk/politiske kriterium: ”Når besøgstiden indtræffer ophører ligheden mellem kvinderne, og de sociale skel bliver tydelige” (ibid.). Ligesom i de andre anmeldelser, professionelle eller amatør, så er det det moralsk/politiske, der spiller den største rolle i vurderingen af Vinterbørn.

Kriterier omtalt i anmeldelserne.

Stil/genre Sprog Karakterer Perspektivering/litteraturhistorie Personlighed
Professionelle kritikere X (”En kollektivroman”) X (”Der står der fx står ”ku” og ”sku”, ”sir” og ”ska”) X (”Vi følger blandt andet Marie, der ikke er kæreste med faderen til sit barn, og den tyrkiske Habiba, der ikke forstår et ord af, hvad lægerne siger”), (”hvor Dea Trier Mørch skildrer pædagogen, keramikeren og damefrisøren, er det i dag kvinderne fra den højere middelklasse, som taler”). X (”Virker lige så relevante og nødvendige i dag, som de gjorde det for fyrre år siden”), (Det er hjerteskærende, at sammenligne moderne moderskabsberetninger med Dea Trier Mørchs genudgivne, 40 år gamle Vinterbørn”).  X (”Jeg tror ikke, at der findes et værk, som har været så afgørende for mit syn på moderskabet som Dea Trier Mørchs Vinterbørn”.)
Amatøranmeldere X (”En kollektivroman”), (”Samtidsroman”). X (”Selvom meget er ændret er bogen stadig aktuel og vedkommende”), (”Virker lige så relevante og nødvendige i dag, som de gjorde det for fyrre år siden). X (”Jeg læste Vinterbørn første gang, da jeg var 17 år”, ”Jeg har i mellemtiden født to børn”)

Selvom der er 40 år imellem Thomas Bredsdorffs anmeldelse fra 1976 og de nye fra 2016 ved genudgivelsen, tydeliggør analysen, at det er de samme tematikker og kriterier, der bliver fremhævet. Det moralsk/politiske kriterium viser sig i den måde anmelderne kommenterer på de sociale lag, der skildres i romanen, og det affektive kriterium, anmelderens følelser og læseoplevelser, er fast inventar i anmeldelserne – både ved originaludgaven i 1976 og genudgivelsen i 2016.

KØNNET LITTERATURKRITIK
Som en af de få mænd anmeldte Thomas Bredsdorff Vinterbørn ved den første udgivelse i 1976. I anledning af genudgivelsen valgte Politiken at bringe Bredsdorffs anmeldelse fra dengang, og selvom han i kraft af sit køn adskiller sig fra de kvindelige kritikere, så har deres anmeldelser en del tilfælles. Hvor Bredsdorff dog skriver fra et mandligt perspektiv, som her med penismisundelse og jalousi: ”Jeg har aldrig været så jaloux, som dengang min datter blev født. Jeg har aldrig følt mig så meget udenfor, selv om jeg var så meget med, som det lader sig gøre. Freuds snak om penismisundelse har jeg aldrig begrebet. Men ammenid – det ved jeg hvad er” (Politiken, 2016), så er han samtidig også optaget af Vinterbørns klasseløse samfund (der moralsk/politiske kriterium), sine egne følelser omkring værket (det affektive kriterium) og sammenligning med eventyrgenren og H. C. Andersen (det genetiske kriterium). Vinterbørn er skrevet af en kvindelig forfatter, om kvinder og kvindeliv og taler i høj grad til kvindelige læsere. Men som Bredsdorff også påpeger, så ville det klæde flere mænd at læse Vinterbørn. Den kønnede litteraturkritik bliver her vendt på hovedet og viser, at en bog om kvindeliv kan henvende sig til begge køn og være ligeså relevant for begge. Bredsdorff er begejstret for romanen og videreformidler i sin anmeldelse, at selvom mænd aldrig vil forstå smerten ved en fødsel, så forstår de glæden ved at have barn. Romanen opnår dermed et højere formål (det kognitive kriterium) og kan ligefrem være den ultimative guidebog for kommende fædre at fordrive ventetiden med.

KONKLUSION
Genudgivelsen af Vinterbørn har fremkaldt nogle problematikker i litteraturhistorien; at vi ikke skriver nok skønlitteratur om fødsel og graviditet, og samfundsmæssigt; at der mangler mere forståelse, dialog og fællesskab i vores sygehusvæsen i dag. Samtidig står det klart, at de genetiske, moralsk/politiske og affektive vurderingskriterier har spillet en stor rolle i kritikernes vurdering både nu ved genudgivelsen, men også tilbage i 1976, da romanen udkom første gang. Analysens resultat viste, at det i de konkrete anmeldelser ikke har gjort den store forskel, hvorvidt det var professionelle kritikere eller amatøranmeldere, der havde læst Vinterbørn. Alle blev de påvirket af Dea Trier Mørchs autentiske skildring af kvinderne på svangregangen, deres forskelle såvel som ligheder, og begge typer anvendte det moralsk/politiske kriterium samt det affektive flere gange i deres vurdering af værket. At den kønnede litteraturkritik i dette tilfælde ikke var eksisterende, eller i bedste fald vendt på hovedet, overraskede mig, men bekræftede mig også i, at det vil gavne den litterære kritik og måske endda vores samfund, hvis flere mandlige kritikere læste kvindelige forfatteres værker, og flere kvindelige kritikere læste mandlige forfattere. Det er kritikerne, og nu også amatøranmelderne og bogbloggerne, der skal formidle værker som Vinterbørn videre, og det skal gerne være til læsere af begge køn. Vinterbørn var en succes i 1976 og blev det igen i 2016 især takket være sociale medier, hvor læserne mødtes og delte deres oplevelse med klassikeren, der stadig har noget på hjerte i dag.

LITTERATURLISTE

Forser, Thomas (2002): Värderingsproblematiken. Kap. 4 i Kritik av kritiken. Bokförlaget Daidalos.

Handesten, Lars et al (2007). Dansk litteraturs historie 1960-2000. København: Nordisk Forlag A/S.

Henriksen, Lars (2008): Troels Trier – Dobbeltgængeren. Forlaget Documentas.

Hertel, Hans (1999): Litteraturens vaneforbrydere. Kritikere, forlæggere og lystlæsere – det litterære liv i Danmark gennem 200 år. Gyldendal.

Järvinen, Margaretha (2000): Pierre Bourdieu. I Klassisk og moderne samfundsteori. Hanz Reitzels Forlag A/S.

Jørgensen, John Chr. (1999): Sprogblomster i spinatbedet – en bog om kritikersproget. FREMAD.

Michelsen, Knud & Langdahl, Berit Riis (2011): Litteraturens perioder. Gyldendal A/S. København.

Naper, Cecilie (2003): Hunting high and low – Amatøranmeldere og profesjonelle kritikere om fascinasjon og kvalitet. I Litteratursociologiske perspektiv, Oterholm, et al.

Svedjedal, Johan (red.) (2012): Litteratursociologi. Texter om litteratur och samhälle. 2. udg. Lund: Studentlitteratur.

Anmeldelser og artikler

Facebookopslag, 2016:        https://www.facebook.com/forlagetgyldendal/posts/10154068476352655?match=dmludGVyYsO4cm4%3D

Information 2016: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2016/10/kan-laere-endnu-mere-vinterboern

Kristeligt Dagblad 2016: http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/en-hyldest-til-de-varme-haender-i-de-koelige-institutioner

Kristeligt Dagblad 2016: Der mangler skønlitteratur om det største i livet. 13. august 2016 Kristeligt Dagblad Sektion 2 (Bøger & Kultur) Side 1. LISE KABELL SØGAARD. 1799 ord. Id: e5d6305a.

Plusbog, Danish Book Blog Award, 2016: http://www.plusbog.dk/info/danish-book-blog-award

Politiken 2016: Fødslens eventyr. 7. oktober 2016. Politiken Sektion 3 (Bøger) Side 12. 393 ord. Id: e5ea808e.

Weekendavisen 2016: Anm: Hvilken fuldkommengjort kvindeverden. 7. oktober 2016.  Weekendavisen Sektion 3 (Bøger) Side 1. 1388 ord. Id: e5ea794b.

Bogbloggere

Maria Johansen: http://bookmeupscotty.blogspot.dk

Michael Frederiksen: https://belaest.wordpress.com

 

Advertisements

One thought on “Venstrefløjsaktivist, billedkunstner, forfatter og mor – Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn genudgives

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s