“Jeg kan lide at flytte rundt på kommaer og punktummer, og placere dem steder, de egentlig ikke burde stå. Men fragmenterne er også blot udtryk for sporadiske tanker og følelser. Sanseindtryk og fornemmelser skrevet ned på papir. Og vores tanker og følelser er jo sjældent hverken sammenhængende, logiske eller kronologiske. De er øjebliksbilleder og nedslag i vores liv, som vi prøver at placere i det store puslespil.”
Julie Badura er tidligere tekstforfatter i reklamebranchen og derfor vant til at skrive. I år udkom hendes debutroman De dage med dig: en romantisk og realistisk fortælling om to mennesker, der finder hinanden i København og forelsker sig. Jeg har interviewet Julie, og det blev til en snak om hendes fascination af Karen Blixen, den kommende filmatisering af debutromanen, det at tage fra hovedstolen når man skriver og et par gode råd til forfatterspirer.
Mange, inklusive mig selv, synes din roman har noget Tove Ditlevsensk over sig. Hvem er du inspireret af?
I folkeskolen elskede jeg faget dansk, og det var nemt for mig at skrive. Jeg var vild med at analysere tekster og digte og støvsuge dem for budskaber og mening. Et digt der gjorde stort indtryk på mig i en tidlig alder var Emil Aarestrups ”Angst”. Det udtrykker så simpelt livets svære kunst: At rumme nuet og elske fuldkommen i nuet. At leve kompromisløst og elske, før tiden indhenter en.
Senere hen fortabte jeg mig i Tove Ditlevsens digte. Jeg er fan af hendes hudærlige følelsesunivers. Der hvor det svære bliver skrevet så ubesværet, at det næsten bliver for banalt. Sande følelser mærkes oftest banale, fordi det sande føles ubesværet i hjertet. Det er bare – ja, ren følelse. Og Tove Ditlevsen mestrede kunsten at formidle rene, sande følelser i små skarptskårne makiterninger.
Jeg får lyst til at sætte mig ved tastaturet og skrive, når jeg læser Maria Gerhardts ord. Hendes bøger er små skattekister. Jeg kan lide Josefine Klougarts fortabelse i detaljer, hendes enorme fordybelse i betragtninger. Jeg er fascineret af Karen Blixen og hendes mod i sin samtid. Hun var forud for sin tid. Af en eller anden grund gør Karen Blixen mig nostalgisk. Når jeg kører forbi Rungstedlund, kommer jeg altid til at tænke på min mormor, fordi hun boede lige i nærheden. Som barn kunne jeg lytte i timevis til samtaler mellem hende og min mor, når de talte om bøger, forfattere og kunst. De talte om Jane Aamunds bøger, om Marie Krøyer, om ”Vilde Svaner” af Jung Chang. Det var min mors yndlingsbog. Jeg har aldrig selv læst den, jeg ved blot, at det er en slægtshistorie om tre generationer af kvinder. Min mor talte altid om den bog, og om hvor stort et indtryk den havde efterladt. Som om der var et før og et efter, at hun åbnede den bog. Paradoksalt nok tør jeg netop derfor ikke give mig i kast med den. Jeg er ikke klar til, hvad end jeg finder i den.
Hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg har vel altid skrevet korte sætninger ned på små papirlapper, og der flyver næsten altid sætninger rundt inde i mit hoved, men tanken om at springe ud som forfatter kom først for 2 år siden, da jeg i en alder af 37 år ramte et punkt i mit liv, hvor jeg blev kastet ud i det helt store følelseshav, der gjorde det svært for mig at navigere. Voldsomme begivenheder gjorde, at jeg blev nødt til at forholde mig til mig selv på ny – eller måske for allerførste gang. Og så begyndte min egen bog – min egen historie – at skrive sig selv. Ved hjælp af kapitlerne jeg skrev, ryddede jeg op i mit eget liv.
At jeg gik til et forlag med kapitlerne var allermest en tilfældighed. Jeg ville teste mine egne færdigheder af, og undersøge om de tanker jeg gik med var genkendelige for andre. Da jeg havde skrevet en synopsis og fire kapitler, sendte jeg det til People´s Press en dag i december, og forventede egentlig ikke at høre mere, i hvert fald regnede jeg med, at der ville gå måneder, før der kom en eller anden form for respons. Den 23. december skrev min (nu) redaktør til mig, at der var noget ved mine kapitler, der havde rørt hende dybt, og ganske kort tid efter skrev vi kontrakten under. Det var en særlig tid, fordi jeg kunne mærke, at endelig var jeg på et spor, hvor jeg for første gang følte mig hjemme. Jeg blev meget rolig.
De dage med dig er din debutroman, udkommet på People’s Press i 2017. Hvordan var det at få udgivet din første bog?
Det var fantastisk! Og meget forløsende. Det var noget, som jeg følte, at jeg skulle, men også noget jeg lige skulle mobilisere en del mod for at gøre. Man føler sig en anelse udstillet, når man udgiver en roman, der ligger ret tæt op af ens eget liv. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det var en meget positiv oplevelse på alle planer.
Du har i andre interviews fortalt, at din roman er autofiktiv. Hvor meget har du og fortælleren tilfælles?
Jeg har gjort det, som man som debuterende forfatter bliver frarådet: Jeg har tyvstjålet fra hovedstolen. Min kvindelige fortæller og jeg har meget tilfælles. Hovedpersonen i romanen ligger tæt op af en del af mig selv, og de begivenheder og dilemmaer hun bliver kastet ud i er min egen fortælling. Det tog mig lidt tid at indrømme det. I begyndelsen da bogen kom ud, havde jeg brug for at holde lidt afstand til handlingen for at beskytte mig selv. Men sådan har jeg det ikke længere. Romanen repræsenterer ikke hvem jeg er i dag, men den repræsenterer en periode i mit liv.
Fortælleren er skiftevis i forelskelsens ekstase med et ‘han’, og i en indre kamp med sin fortid, barndomsminder, et ‘hun’ der symboliserer moren. Hvorfor har du valgt også at skildre et forhold mellem mor og datter, i hvad der kan synes udelukkende at være en kærlighedsroman? Hvad betyder den relation for jeg’et ift. forelskelsen?
Det er først og fremmest en kærlighedshistorie om en mand og en kvinde, der forelsker sig, for derefter at opleve alverdens modstand fra hinanden, fra deres fortid og fra omverden. Men det er også en bog, der handler om at miste og om at bygge op og starte forfra. Jeg mistede pludselig min mor på et tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for hende. Få dage før hun døde på hospitalet, nåede jeg at sige til hende, at jeg ville skrive en bog. Så da hun døde, var det helt naturligt for mig, at min oplevelse omkring det at miste hende, skulle fungere som et parallelspor i min bog. Pludselig handlede bogen ikke blot om et passioneret kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde. Nu handlede den også om kærlighed i en bredere forstand. Hjemløs kærlighed, bagsiden af kærlighed som er sorg. Bogen endte med at blive en fortælling om en kvinde, der – på baggrund af en række begivenheder – finder sit ståsted og sin egen lykke.
De dage med dig er nærmest fragmentarisk, små brudstykker, ofte få ord på få sider. Hvorfor har du skrevet romanen i denne form?
Det er ikke bevidst, at jeg har skrevet den sådan. Sætningerne skrev lidt sig selv. Men jeg kan lide den måde at skrive på, fordi den udfordrer mig i at skrive. Hvor langt kan jeg tage ordene? Hvordan kan man sammensætte en sætning ud fra en pludselig følelse, og den sætning så stadig giver mening? Jeg kan lide at flytte rundt på kommaer og punktummer, og placere dem steder, de egentlig ikke burde stå. Men fragmenterne er også blot udtryk for sporadiske tanker og følelser. Sanseindtryk og fornemmelser skrevet ned på papir. Og vores tanker og følelser er jo sjældent hverken sammenhængende, logiske eller kronologiske. De er øjebliksbilleder og nedslag i vores liv, som vi prøver at placere i det store puslespil.
Du skriver på din næste bog, der skal udkomme i 2018, og som handler om kærlighed og lidt om sex. Kan du løfte sløret lidt mere for bloggens læsere?
Jeg skriver på manuskriptet pt, og indtil videre er der kapitler, der indeholder masser af forelskelse og sex, men manuskriptet er langt fra endeligt. Det er en roman, der udkommer i sommeren 2018, og sammenlignet med ”De dage med dig” er det en meget positiv fortælling. En efter-mørke-kommer-lys bog. Det er en fortælling om en kvinde, der lever sit liv intensivt. Hun indtager livet i saftige bidder, og beskæftiger sig kun med det, der giver mening for hende. Og så er det en roman, der sætter et punktum for den kvindelige hovedperson i ”De dage med dig”. Jeg har fået mange henvendelser fra læsere, der spørger til den meget åbne slutning i min første bog. Så i denne bog møder vi den kvindelige hovedperson igen, men temaerne, begivenhederne og følelserne er nogle andre. Hun er et andet sted. Jeg slipper også fantasien mere løs i denne bog. Der er meget mere fiktion og meget mindre hovedstol.
Det er for nyligt blevet offentliggjort, at De dage med dig skal filmatiseres. Det må være en helt vild følelse. Hvordan har samarbejdet med M&M Productions været indtil nu, og hvad er næste skridt?
Mit samarbejde med M&M Productions er tæt, og vi er heldigvis meget enige om, hvilken stil og form filmen skal drejes henimod. Vi er vilde med de samme kreative referencer, så for mig er det et drømmescenarie. Jeg var i kontakt med et par andre selskaber, men M&M stod hele tiden øverst på min ønskeliste, fordi jeg gerne ville arbejde sammen med Kim Magnusson. Derfor var han også den sidste, som jeg gik i dialog med, for mit tilløb dertil tog længere tid. I mit hoved var det bare ikke en mulighed, at han skulle sige nej. Heldigvis var han fascineret af historien med det samme, og siden hen har vores samarbejde omkring filmen været intet mindre end super inspirerende. Næste skridt er de helt store; finansiering af filmen, vi skal have en instruktør på plads, og valget af de hovedrolleindehavere skal gerne på plads her senere på året. Vi har bejlet til et par skuespillere, og nu afventer vi deres svar.
Hvilken bog læser du i øjeblikket?
Jeg er lige gået i gang med Knut Hamsuns ”Victoria”. En af mine mandlige venner anbefalede mig den, og sagde at det var den mest medrivende kærlighedshistorie, så den har jeg lyst til at få læst. Jeg er nysgerrig på, hvad bogen indeholder, siden en mand kan være så begejstret over en kærlighedshistorie fra slutningen af 1800-tallet. Derefter vil jeg gerne læse Thomas Korsgaards debut. Christian Mørks ”Kujonen” vil jeg også gerne læse, så den har jeg netop købt.
Hvilken bog er din yndlingsbog og hvorfor?
”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” af Maria Gerhardt står højt på min liste, fordi at læse den var et gennembrud for mig på det personlige plan. Jeg blev forført af måden, den er skrevet på, og den inspirerede mig til at skrive min egen historie. Jeg læste den en sommerferie, hvor jeg boede i et hus ved havet, og den oplevelse står ret tydeligt for mig: At læse ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” ved vandet, på en badebro og beslutte sig for at skrive, i stedet for at gøre alt muligt andet, der egentlig bare fungerede som støj. Det var en skelsættende sommer for mig, og det kan jeg bl.a. takke Maria Gerhardt for. Der er magiske sætninger i den bog, der stadig giver mig kuldegysninger.
Har du nogle guilty pleasures? Bøger du læser i det skjulte, eller klassikere du synes er komplet overvurderede?
Når det kommer til bøger, har jeg ikke rigtig guilty pleasures. Jeg læser enten for at blive inspireret eller for at fremkalde sindstilstande, jeg ønsker at være i, når jeg så selv skal skrive. Der er mange klassikere, jeg endnu har til gode. F.eks. vil jeg gerne kaste mig over Jane Austen. Men jeg er virkelig ikke en læsehest. Det var noget af det første, jeg sagde til min redaktør, da hun begyndte at nævne bøger, som jeg aldrig havde hørt om. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke kendte halvdelen. At jeg elsker at skrive, men ikke nødvendigvis at læse, hvilket selvfølgelig er et paradoks.
Hvad er dit bedste råd til andre forfattere in spe?
Mit bedste råd er at følge deres mavefornemmelse og gå med den, hvis de har en drøm om at udgive noget. Der findes sjældent gode grunde til ikke at følge sin intuition. Tværtimod har tilværelsen en imponerende evne til at kaste en tilbage på livets skolebænk, når man ikke lytter til sit hjerte. Jeg tror oprigtigt på, at de ønsker, som vi hver især går og har skal tages alvorligt, fordi det er sjælen, der fortæller os, hvilken vej vi skal rette fokus. Så mit bedste råd er altid: Gør det. Skriv, vis dit materiale til andre og send det til et forlag, hvis det er det, du drømmer om – og lev med modgangen, hvis du får et nej. For naturligvis kan vejen til udgivelse være lang, men den er helt sikkert ikke spildt.